Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilApril 2015pilNy undersøgelse understøtter behov for inddragelse

Ny undersøgelse understøtter behov for inddragelse

22-04-2015 | Af Sanne Safarkhanlou

Langt de fleste syddanske patienter er godt tilfredse med den pleje og behandling, de får på sygehuset, viser ny landsdækkende undersøgelse. Men undersøgelsen afslører også, at pårørende gerne må komme mere på banen.

Patienter i hele landet har for sjette gang svaret på den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP 2014), og endnu en gang slår undersøgelsen fast, at de syddanske patienter for langt størstedelens vedkommende er tilfredse med forløbet fra indlæggelse til udskrivelse.

-  Det er vigtigt, at vi giver patienterne en god oplevelse, når de er på sygehuset. At de føler, at vi er til for dem. Derfor glæder det mig også at se, at de fleste oplever, at vi leverer varen. Jeg synes, det er et flot skulderklap til personalet, der løser deres opgaver i et sundhedsvæsen under pres. Derfor håber jeg, at de husker hinanden på, at de faktisk gør et fremragende stykke arbejde, siger regionsrådsformand Carl Holst (V), Region Syddanmark.

Svarene viser, at mere end otte ud af 10 af de patienter, der har en planlagt indlæggelse eller besøg, i høj eller meget høj grad er tilfredse med forløbet, mens de akut indlagte patienter er lidt mere tilbageholdende. Her er omkring 75 procent positive.

Men selvom tilbagemeldingerne generelt er positive, tegner der sig også et billede af, at pårørende kan inddrages mere i beslutninger omkring behandlingen.

Mere opmærksomhed på pårørende

Hver femte pårørende til patienter, der har et planlagt besøg eller indlæggelse, føler sig ikke inddraget og for akut indlagte patienter er det hver tredje, der ikke føler, at de har haft mulighed for at deltage i beslutninger. 

Det håber Carl Holst, at regionens kommende strategi for patient- og pårørendeinddragelse vil rette op på:

- I undersøgelsen kan vi se, at patienterne ikke føler, at de pårørende bliver taget med på råd.  Det er vigtigt, at både patienter og pårørende oplever, at de bliver set, hørt og respekteret.   Men i akutte situationer er det i sagens natur ikke altid muligt at inddrage de pårørende. Inddragelse er vigtigt, men den skal give mening for både patient, pårørende såvel som de sundhedsprofessionelle, siger Carl Holst.

Strategien for patient- og pårørendeinddragelse er stadig i støbeskeen, og er blevet til i et tæt samarbejde med patientorganisationer og regionens sygehuse.

Strategiens hovedformål er at skabe en kultur, hvor personalet i højere grad spørger ind til patienters og pårørendes behov, ressourcer, viden og ønsker og hvor kommunikationen fra første færd er ligeværdig.
 




Fakta

I undersøgelsen indgår knap 35.000 patienter, der har været planlagt indlagt, akut indlagt eller har haft et ambulant besøg på et somatisk sygehus i Region Syddanmark.

Derudover er ca. 1.050 fødende og 450 partnere til fødende i Region Syddanmark blevet spurgt til deres oplevelser. Se mere på www.patientoplevelser.dk
 


Siden er sidst opdateret 22-04-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |