Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Carl tale turismekonference 450px

Regionsrådsformand Carl Holst (V) under sin tale ved turismekonferencen på Hotel Legoland torsdag 7. maj.




Samarbejde tiltrækker turister

08-05-2015 | Af Charlotte S. Nygaard

Samarbejde, unikke oplevelser af høj kvalitet og online tilgængelighed. Sådan kan det syddanske turisterhverv styrkes, er konklusionen på turismekonferencen på Hotel Legoland i Billund torsdag 7. maj.

Turister rimer på job. Det gør de i hvert fald i Region Syddanmark, hvor 25.000 job har relation til turismeerhvervet. Det er lige så mange arbejdspladser som i regionens bygge- og anlægssektor.

- Turisme er lig med arbejdspladser og økonomisk vækst. Næsten alle arbejdspladser, der skabes, er stedbundne servicearbejdspladser. Turismen er med til at holde Syddanmark beskæftiget og befolket, sagde regionsrådsformand Carl Holst (V), da han for nylig talte på dette års store syddanske turismekonference på Hotel Legoland i Billund.

Konferencen havde særligt udvikling af destinationer og digital synlighed og tilgængelighed på dagsordenen.

En af hovedtalerne var Doug Lansky, som er en anerkendt amerikansk oplægsholder og rådgiver om destinationsudvikling. Med gode visuelle eksempler og en fin forståelse for, hvad morgendagens turister efterspørger, fik han givet stof til eftertanke hos de godt 120 deltagere fra det syddanske turisterhverv.

Mod til at fravælge

- Det handler om at arbejde sammen og finde det unikke – uanset om man hedder Disney, Legoland eller noget mindre – og aktivere det ved også at turde fravælge og tænke nyt i sin produktudvikling og markedsføring. Det, der i fremtiden vil tiltrække turister, er endnu ikke opfundet, påpegede han.

Foruden de unikke, autentiske oplevelser var vigtigheden af digital synlighed og tilgængelighed også en af hans hovedpointer. Fremtidens marketing findes nemlig på de sociale medier. Det er her, turisterne finder inspiration til hoteller, restauranter, sightseeings, osv.

I den forbindelse er rejsewebsitet TripAdvisor en væsentlig medspiller. Med over 170 mio. brugeranmeldelser og næsten 280 mio. unikke månedlige besøgende understregede en anden oplægsholder på konferencen, Polly Vincent fra TripAdvisor, vigtigheden af at tænke internettet ind i marketingsstrategien.


Siden er sidst opdateret 08-05-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |