Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilJuni 2015pilGenerationsskifte i direktionen på Sydvestjysk Sygehus
Fælles

Birthe Mette Pedersen og Bjarne Normark rykker til regionshuset i Vejle.




Generationsskifte i direktionen på Sydvestjysk Sygehus

11-06-2015 | Af Carsten Bruun

Som led i en aftale om generationsskifte rykker to af de tre direktører i direktionen på Sydvestjysk Sygehus til nye job i regionshuset i Vejle.

Region Syddanmark har indgået en aftale om generationsskifte med
lægefaglig administrerende direktør Bjarne Normark og sygeplejefaglig direktør Birthe Mette Pedersen, der i dag sammen med direktør Poul Michaelsen udgør direktionen på Sydvestjysk Sygehus.

Aftalen indebærer, at Bjarne Normark, der er 64 år, skifter til et job som lægefaglig direktør i regionshuset i Vejle. Her får han blandt opgaver omkring specialeplanlægning i forhold til specialerådene. Bjarne Normark kommer fortsat til at referere til sundhedsdirektør Jens Elkjær. Det er ikke afgjort, hvornår Bjarne Normark begynder i sit nye job. Det afhænger af, hvornår de to direktør-job besættes. Men det forventes at ske omkring årsskiftet eller primo 2016.

Birthe Mette Pedersen, der er 61 år, skifter til et job i sundhedsstabens afdeling for sundhedssamarbejde og kvalitet, hvor hun bliver programchef for det tværsektorielle samarbejde. Her skal hun blandt andet arbejde med at styrke udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Birthe Mette Pedersen begynder i sit nye job efter sommerferien.

- Jeg skylder Bjarne Normark og Birthe Mette Pedersen stor tak for den enorme indsats, de har gjort for at bringe Sydvestjysk Sygehus frem til det sted, sygehuset er i dag. De efterlader sig et sygehus, der ud over at være i førerfeltet på mange områder også er i en rivende udvikling. Tiden er nu kommet til at sætte et nyt hold, der sammen med den tredje direktør i ledelsen kan videreføre det momentum, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær.

De to direktørstillinger på Sydvestjysk Sygehus opslås snarest muligt. Først opslås stillingen som sygeplejefaglig direktør og derefter stillingen som administrerende direktør.




Fakta

Fakta om Sydvestjysk Sygehus

Sydvestjysk Sygehus har et samlet budget på cirka 1,8 mia. kr., cirka 43.000 indlagte patienter årligt og knap 260.000 ambulante besøg. Sygehuset beskæftiger cirka 2500 medarbejdere.

Sydvestjysk Sygehus består af akutsygehuset i Esbjerg, specialsygehuset i Grindsted og veneklinikken på Sundhedscentret i Brørup

Fakta om Bjarne Normark

Bjarne Normark er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1976.

Han arbejdede på en lang række jyske sygehuse og blev speciallæge i anæstesiologi i 1988. I 1997 kom han som cheflæge med i sygehusledelsen på Holstebro Sygehus.

I 2002 blev Bjarne Normark ansat som sygehusdirektør ved Centralsygehuset i Esbjerg-Varde under Ribe Amt. Han fortsatte i jobbet som lægefaglig administrerende direktør efter regionsdannelsen i 2007, hvor sygehuset organisatorisk blev lagt sammen med sygehuset i Grindsted samt veneklinikken i Brørup og blev til Sydvestjysk Sygehus. Jobbet har han haft frem til i dag.

Bjarne Normark bor i Esbjerg.

Fakta om Birthe Mette Pedersen

Birthe Mette Pedersen er uddannet sygeplejerske fra Vendsyssel Sygeplejeskole i 1975.
 

Hun har arbejdet på flere jyske sygehuse og Odense Universitetshospital. Hun startede sin lederkarriere i 1985 som afdelingssygeplejerske, blandt andet på skade-modtagelse på Kolding Sygehus. Birthe Mette Pedersen blev i 1994 oversygeplejerske.

Birthe Mette Pedersen blev ansat som sygeplejedirektør på Centralsygehuset i Esbjerg-Varde i 2004 og har fortsat jobbet som sygeplejefaglig direktør efter regionsdannelsen i 2007. Jobbet har hun haft frem til i dag.

Birthe Mette Pedersen bor i Fredericia.


Siden er sidst opdateret 11-06-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |