Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Interreg_409px

Millioner til dansk-tyske projekter

26-06-2015 | Af Christina Ehlers

Det dansk-tyske Interreg-udvalg har den 25. juni i Flensborg godkendt 8 projekter, som skal gennemføres som en del af det dansk-tyske Interreg-program.

Dermed lyder startskuddet til, at EU-midler kan omsættes til gode projekter, nu hvor de første midler ud af programmets i alt 672 mio. kr. er bevilliget.

- Det glæder mig, at vi i dag i fællesskab har kunnet fastlægge spillereglerne yderligere og godkende de første projekter, som vigtig milepæl i programmet. På den måde er det også lykkedes at bringe et godt sammenspil mellem de østlige og vestlige programpartnere på vej, siger Simon Faber, tysk formand for udvalget og overborgmester i Flensborg.

Den danske næstformand for Interreg-udvalget og formand for Region Syddanmarks udvalg for dansk-tysk samarbejde, Hans Philip Tietje, supplerer:

- Det glæder mig, at der er så stor interesse for dansk-tyske udviklingsprojekter inden for erhvervsudvikling, uddannelse og kulturelt samarbejde. Og det er vigtigt, at vi understøtter projekter, som udnytter de store potentialer, der er i vores region, siger han.

Suveræne resultater

De godkendte projekter omfatter klyngedannelse, sundhed, uddannelse og kultur. Projekterne har fået bevilliget i alt ca. 86 mio. kr. i støtte. Interreg-udvalgets medlemmer forventer, at de godkendte projekter leverer suveræne resultater og synlige effekter. Projekter, der modtager støtte, skal bidrage væsentligt til vækst og beskæftigelse i programregionen.

Således er målet i projektet FURGY at styrke den regionale økonomi, bevare arbejdspladser og regionens førerposition inden for vedvarende energi og energieffektivitet. Projektet ”Dansk-tysk kompetencecenter” planlægger at udvikle en model, der muliggør erhvervelsen af dobbeltkompetencer inden for erhvervsuddannelsesområdet, herunder handel, turisme, gastronomi og transport.

KursKultur er et paraplyprojekt, der vil fremme effektfulde småprojekter med det formål at fremme det grænseoverskridende samarbejde og mellemfolkelige møde i Region Sønderjylland-Schleswig. Projektet vil desuden bidrage med aktiviteter, der vil fremme interessen for nabosprog og -kultur i hele det dansk-tyske område. Et yderligere paraplyprojekt er KulturKit, der skal skabe en generation af grænseborgere i Femern Bælt-regionen, for hvem den dansk-tyske grænse ikke udgør en barriere, men et afsæt for nye muligheder.

De væsentligste resultater i projektet BONEBANK vedrører udvindingen af knoglemarvs-stamceller i forbindelse med rutineoperationer i danske og tyske traumecentre og opbygningen af en grænseoverskridende biobank for knoglemarvs-stamceller. Projektmålet i PROMETHEUS er at sikre myndige patienter, der forstår deres sygdom og aktivt kan støtte deres egen behandling.

”Global Company Training (GCT)” ønsker at give medarbejdere fra virksomheder inden for programområdets styrkepositioner og unge voksne i skolerne nye muligheder for at deltage i grænseoverskridende uddannelse. Det overordnede projektmål for PANaMa er, på et tidligt tidspunkt at gøre unge i 9. og 10. klasse opmærksom på de erhvervs- og beskæftigelsesmæssige muligheder i den samlede dansk-tyske region.

Interreg-udvalget var enig i, at disse spændende initiativer udnytter regionens særlige potentiale henover grænsen, hvilket ikke mindst også er interessant for den fælles regionale og europæiske profil. Sammen med de fremtidige projekter skal de bevilligede initiativer være med til at skabe yderligere netværk og fremme samarbejdet i og videreudviklingen af programregionen.


Fakta om Interreg Deutschland-Danmark
Programperiode: 2014-2020. Programmidler: 672 mio. kr.

11 programpartnere: Region Sjælland, Region Syddanmark, kredsene Nordfriesland, Schleswig-Flensburg, Rendsburg-Eckernförde, Ostholstein og Plön samt byerne Kiel, Flensburg, Neumünster og Lübeck

Administration: Fælles Interreg-sekretariat i Kruså og forvaltningsmyndighed i Kiel (D).

Ansøgningsfrister: Næste ansøgningsfrist ligger den 15. september 2015. Yderligere informationer findes på hjemmesiden www.interreg5a.eu. Programregionen dækker Region Syddanmark og Region Sjælland samt største del af Slesvig-Holsten.

Udvalget består af 34 medlemmer fra dansk og tysk side i programregionen. Udover programpartnerne, repræsenterer medlemmerne bl.a. følgende områder: Erhvervslivet, forskning og uddannelse, arbejdsmarked, mindretallene, ligestilling og nationale myndigheder. Denne konstellation sikrer, at der er viden og erfaringer inden for de områder, hvor projekter kan støttes.

Interreg Deutschland-Danmark medfinansieres af midler fra den Europæiske Fond for Regionaludvikling


Siden er sidst opdateret 26-06-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |