Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

carlafsked

1. næstformand i regionsrådet Poul-Erik Svendsen (S) (t.h.) fortalte blandt andet i sin tale om den særlige kemi, der er mellem ham og Carl Holst (V) (t.v.). I baggrunden ægtefællen Lone og deres ældste søn Mads. Foto: Rune Borre-Jensen.




- Nu tager jeg på arbejde

29-06-2015 | Af Carsten Bruun

Flere end 100 gæster var i dag mødt op til afskedsreception i regionshuset i Vejle for at sige tak for godt samarbejde til Carl Holst (V), der nu tager hul på et nyt livskapitel som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde.

Klokken var 12.35 i dag, da Carl Holst (V) med ordene: ”Nu tager jeg på arbejde” gik direkte fra talerstolen i regionsrådssalen og ud i den ventende ministerbil, som skulle køre ham fra Vejle til Forsvarsministeriet i København, hvor der var overdragelsesforretning senere på eftermiddagen.

Carl Holst var sidste mand i talerækken ved sin egen afskedsreception, hvor regionen markerede, at han forlader posten som regionsrådsformand i Region Syddanmark for at fortsætte karrieren i landspolitik.

I en følelsesladet tale takkede han en lang række mennesker – medarbejdere, politikere og andre samarbejdspartnere – for deres indsats og loyalitet i deres samarbejde med ham. Også Stephanie Lose (V) fik nogle gode råd med på vejen i forhold til de arbejdsopgaver, hun står over for som ny regionsrådsformand.

- Som regionsrådsformand vil du opleve problemer og udfordringer. Du kan vælge at give din forgænger eller regeringen skylden, men sæt dig i spidsen og få problemerne løst. Her i huset har du et fantastisk apparat til at hjælpe dig og bakke dig op.

Mange takkede for godt samarbejde

Forud for hovedpersonen var følgende på talerstolen: Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), 1. næstformand i regionrådet Poul-Erik Svendsen (S), gruppeformand Thyge Nielsen (V), formand for kommunekontaktrådet og borgmester i Vejen kommune, Egon Fræhr (V), borgmester i Tønder kommune Laurids Rudebæk (V), formanden for det tyske mindretal Hinrich Jürgensen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening Jens A. Christiansen og sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær.

Gennemgående i talerne var – udover tak for godt samarbejde – en beundring for en dygtig og kreativ politisk håndværker, der gennem alle årene har stået bag mange brede politiske forlig. Stephanie Lose gav i sin tale eksempler på dette fra både Sønderjyllands Amt og fra Region Syddanmark:

- Da amtsrådet ændrede sygehusstrukturen i Sønderjylland, så mange sønderjyder fik længere til sygehuset, var du manden bag aftalen med lægehelikopteren i Nibøl, og i Region Syddanmark var du i regionens første leveår arkitekten bag det store forlig om placeringen af de syddanske akutsygehuse – et forlig som stadig holder, og som vi i disse år arbejder på at føre ud i livet.


 


Siden er sidst opdateret 30-06-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |