Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Nye kræfter overtager lægeklinik i Ribe

08-07-2015 | Af Jane Birch Larsen

Praktiserende læge Rune Pallesen overtager Lægeklinikken Saltgade i Ribe fra 1. september 2015. Lægeklinikken får dermed en fast læge tilknyttet i stedet for skiftende lægevikarer.

Fra 1. september 2015 vil der være en fast læge tilknyttet den regionale lægeklinik i Saltgade 18 i Ribe, da Rune Pallesen overtager klinikken.

Praktiserende læge Niels Nørmark har drevet lægeklinikken de seneste to år og har sammen med tre faste lægevikarer på skift taget imod patienterne. Situationen bliver en anden fremover, hvor patienterne vil møde den samme læge, Rune Pallesen, hver gang.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre lægedækningen i Ribe og omegn, og det optimale er selvfølgelig at have faste læger på alle klinikker. Derfor er vi også rigtig glade for, at patienterne nu får en fast læge på klinikken i Saltgade, siger formand for Sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, Bo Libergren (V).

Kan trække yngre læger til byen

Rune Pallesen har i en årrække arbejdet for Team Sydpol, der består af syv praktiserende læger, som hjælper praksis i det syddanske med at organisere og udvikle sig.

- Blandt de praktiserende læger er der mange ildsjæle, som går forrest i arbejdet med at udvikle praksisområdet i regionen. De er gode forbilleder og ambassadører, og det er derfor også glædeligt, at det er en af dem, der nu flytter til Ribe, siger Bo Libergren.

Der er store udfordringer med lægedækningen i Ribe og omegn. Bo Libergren håber, at den nye læge kan være med til at trække yngre læger til byen, da han via sit arbejde i Team Sydpol har stort fokus på at få flere læger til området og er et velkendt ansigt i de øvrige lægehuse i regionen.

Indtil videre har lægeklinikken adresse i Saltgade, men flytter til det nye sundhedshus i Ribe, når det står klart i slutningen af 2016. Det øvrige personale i lægeklinikken fortsætter med at arbejde på klinikken, når Rune Pallesen tager over.




Fakta

Rune Pallesen er 64 år og har været praktiserende læge i 23 år. Heraf de 10 år i Sverige dels som klinikchef og senere som cheflæge. De seneste 13 år har han været kompagnon i en praksis i Oksbøl, og mange kender ham også fra DR 1-programmet ”Hos lægen”.


Siden er sidst opdateret 08-07-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |