Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilNovember 2015pilRejsegilde på Danmarks første OPP psykiatri-sygehusbyggeri
Rejsegilde på psykiatrisygehuset i Vejle

Byggeriet i Vejle skrider planmæssigt frem, og hvis alt går vel, står sygehuset klar i februar 2017.




Rejsegilde på Danmarks første OPP psykiatri-sygehusbyggeri

30-10-2015 | Af Hanne Kopp

Region Syddanmark kunne fredag 30. oktober sammen med konsortiet Team OPP holde rejsegilde på det nye psykiatrisygehusbyggeri i Vejle.

Samarbejdspartnere, politikere, presse og kommende medarbejdere var mødt op for at fejre håndværkernes fest: Der var indbudt til rejsegilde fredag 30. oktober 2015 på et 17.000 kvadratmeter stort byggeri, der om godt et års tid vil huse Psykiatrisk Afdeling Vejle.

Fysiske rammer skal gå hånd i hånd med behandling

Det bliver et sted, hvor nye fysiske rammer vil gå hånd i hånd med moderne psykiatrisk behandling, med ny seng til psykiatriske patienter, dynamisk lys tilpasset den enkelte patient, forskning og forebyggelse af tvang. Og hvor omkring 200 medarbejdere og patienter vil færdes og have deres daglige gang. 

Byggeri er et af de største OPP-projekter i Danmark

Projektet, som konsortiet Team OPP og Region Syddanmark står bag, er det første offentlig-private psykiatri-sygehusbyggeri i Danmark og et af de største OPP-projekter herhjemme.

-Vi har i det seneste år haft et godt samarbejde med regionen om at sikre detaljerne i byggeriet, så vi får en fremtidssikret bygning med optimale rammer for både patienter og medarbejdere. Det har været en god proces, hvor vi har afstemt forventningerne, så vi sikrer det bedst mulige samarbejde i de næste 25 år, sagde afdelingsdirektør Lars Olaf Larsen fra DEAS på vegne af Team OPP.

Medarbejdere kan flytte ind i 2017

Byggeriet kører efter planen. Omkring halvdelen af bygningerne er nu rejst, og til årsskiftet vil alle bygninger være opført. Derefter går det sidste år med at udføre indvendige arbejder.

Psykiatrien i Region Syddanmark kan om godt et års tid flytte ind i de nye bygninger:

-Vi er bestyrket i troen på, at OPP-modellen er en god og rigtig beslutning. Det er et professionelt og kompetent team, vi har med at gøre. Projektet betyder, de nye fysiske rammer står færdige tre år tidligere, end hvis vi selv skulle have bygget afdelingen. Rammerne vil give et markant løft af behandlingen – noget der i sidste ende kommer medarbejdere, patienter og deres pårørende til gode, sagde regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

Tæt samarbejde med de somatiske sygehus

Byggeriet skal rumme psykiatrisk afdeling, psykiatrisk akutmodtagelse, døgnpladser samt børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium. Der vil være et tæt samarbejde med det somatiske sygehus omkring udredning og behandling af patienter med både psykiske og fysiske symptomer og sygdomme.

På afdelingen vil der blandt andet gøres brug af skærmede afsnit, og der vil være adgang til udearealer tæt på Grejsdalens smukke natur.
Erfaringer fra de nye afdelinger i blandt andet Aabenraa og Esbjerg er taget med og videreudviklet her i Vejle. 

Det er også en OPP-løsning, der senere skal realisere et voksenpsykiatrisk byggeri i Odense.




Fakta

De 17.000 kvadratmeter fordeles på to etager og bygges sammen med Vejle Sygehus via en 200 meter lang gangbro. Byggeriet har en samlet anlægssum på 430 mio. kr.

Konsortium – Team OPP: PKA, PensionDanmark, Sampension (investorer), MT Højgaard (opførelse) og DEAS (drift og vedligehold). Arkitekt: Arkitema. Rådgivende ingeniør: MOE A/S. Bestiller: Region Syddanmark.
Forventet klar: Senest februar 2017.

OPP projektet betyder, at byggeriet realiseres flere år tidligere, end hvis Region Syddanmark selv skulle have opført det. MT Højgaard skal stå for opførelse, og DEAS for drift og vedligehold i 25 år.

PKA, PensionDanmark, Sampension, MT Højgaard og DEAS indledte i 2012 et samarbejde om at bygge, vedligeholde og finansiere danske OPP-projekter over de kommende år for op mod 5 mia. kr. Fokus er på bygningsrelaterede OPP-projekter i kommunerne, regionerne og staten. Vejles nye psykiatriske afdeling er parternes første projekt sammen.


Siden er sidst opdateret 16-11-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |