Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2015pilDecember 2015pilTvang i psykiatrien skal nedbringes efter engelsk forbillede
Safewards-metoden

Omkring 160 deltagere fra hele Danmark var kommet for at høre om den engelske Safewards-metode, der skal være med til at nedbringe tvangen i Region Syddanmark. (Foto: Hanne Kopp)




Tvang i psykiatrien skal nedbringes efter engelsk forbillede

10-10-2015 | Af Hanne Kopp og Kristoffer Voigt Rasmussen

Forebyggelse af tvang er en af Region Syddanmarks fokusområder indenfor psykiatrien. Regionen vil halvere brugen af tvang frem mod 2018. Det skal blandt andet gøres ved hjælp af den engelske metode Safewards.

- Stop doing things TO the patients. Start doing things WITH the patients.

Ordene blev sagt på den nationale konference ”National Safewards netværksdag” i Middelfart om forebyggelse af tvang, som Psykiatrien i Region Syddanmark var vært for.

Engelske erfaringer blev delt med hele landet

Fem medarbejdere fra et psykiatrisk hospital i Derby i England var på besøg i Psykiatrien i Region Syddanmark for at lære medarbejderne om såkaldte Safewards. Og på konferencen blev englændernes viden og erfaringer spredt til 160 medarbejdere fra samtlige regioner i Danmark.

Forud for konferencen havde englænderne været på besøg på regionens psykiatriske afdelinger.

10 metoder skal nedbringe antallet af situationer, hvor tvang er nødvendig

Safewards er en evidensbaseret metode med 10 interventioner, der kan være med til at forebygge tvang og konflikter på afdelingerne, og nu bliver Safewards-metoden implementeret i hele Psykiatrien i Region Syddanmark.

Safewards handler blandt andet om, at patienterne skal inddrages i behandlingen – at man skal gøre ting sammen med patienterne. Interventionerne består af:

  • Forventningsafstemning - Afklar gensidige forventninger
  • Milde ord - Brug milde ord
  • Positive ord - Brug positive ord
  • Deeskalér - Brug kommunikativ deeskalering
  • Støt - Yd støtte ved dårlige nyheder
  • Kendskab - lær hinanden at kende
  • Hjælpsomhed - hjælp hinanden
  • Berolig - Brug beroligende metoder
  • Tryghed - Genskab tryghed
  • Hilsner – Benyt udskrivelseshilsner.

Flere af de psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark er på forkant og er allerede begyndt at benytte sig af de nye metoder. 

Læs mere om selve dagen og se oplæggene.




Fakta

Psykiatrien i Region Syddanmark arbejder i disse år med at forebygge tvang. På alle afdelinger arbejdes der med sanseintegration, fysisk aktivitet, kompetenceudvikling, Safewards, patient- og pårørendeinddragelse og meget mere.

Sundheds- og Ældreministeriet og de enkelte danske regioner, har indgået hver sin partnerskabsaftale med det formål at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Målet er at halvere brugen af bæltefikseringer frem mod 2020. Region Syddanmark har sat sig det mål at nedbringe brug af tvang i behandlingen med 50 procent frem mod 2018.
 
I forbindelse med partnerskabsaftalen bevilligede regionsrådet i Region Syddanmark 43 mio. kr. til kompetenceudvikling i psykiatrien i 2015-18 for at nedbringe tvang.

 


Siden er sidst opdateret 15-12-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |