Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Bedre information om jordforurening

14-12-2015 | Af Thomas Laursen

Det er et ubehageligt og svært budskab at skulle fortælle husejere om mulig forurening på deres grund. Fire ud af fem grundejere svarer i en ny undersøgelse, at de er godt tilfredse med regionens information og sagsbehandling, men udvalgsformand Jørn Lehmann Petersen (S) mener, at der er plads til yderligere forbedringer.

Hvert år venter der for nogle syddanske grundejere en ubehagelig overraskelse i postkassen i form af et brev, hvori der står, at deres grund måske er forurenet. Det giver anledning til utryghed og bekymring for værditab og salg af ejendommen.

Derfor lægger Region Syddanmarks udvalg for miljø, jordforurening og råstoffer stor vægt på at sikre grundig information og dialog med de berørte grundejere.

I en ny brugerundersøgelse har 102 grundejere svaret på spørgsmål om sagsbehandlingen og oplevelsen af regionens kommunikation i forbindelse med mistanke om forurenede grunde. Godt fire ud af fem er generelt tilfredse med formidlingen.

- Vi er tilfredse med resultatet af undersøgelsen, men det er ikke rart at modtage et brev om, at ens grund måske er forurenet. I den situation er det meget vigtigt, at borgerne hurtigt kan få information om og svar på, hvordan de skal forholde sig, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark og fortsætter: 

- Selvom godt 85 procents tilfredshed er godt, er der steder, hvor vi skal blive endnu bedre. Boligejerne peger på helt konkrete ting, som vi kan blive bedre til, og det er vi allerede gået i gang med. 

Hvorfor kommer I ikke?

Hjemmesiden er et af de steder, hvor grundejerne godt kunne tænke sig en mere overskuelig og grundig information. Derudover nævner mange, at kortmaterialet over deres grund er for dårligt.

En anden stor del af utilfredsheden knytter sig til det faktum, at regionen ikke med det samme kommer ud for at rydde en forurening væk, når den er konstateret.

- Der er i dag registreret ca. 9.500 forurenede grunde i Region Syddanmark, og vi har desværre ikke midler til at komme og rydde op på dem alle. Som udgangspunkt er det kun jordforurening, som kan ødelægge grundvand og miljø eller påvirke menneskers sundhed, vi fjerner eller renser op, forklarer Jørn Lehmann Petersen.

Udvalget har valgt at målrette regionens ressourcer på miljøområdet til de forureninger, hvor man får størst mulig effekt for så mange mennesker som muligt.

Det betyder, at en del boligejere havner i en venteposition i forhold til at få afklaret, om grunden reelt er forurenet eller ej. Der er dog mulighed for at få fremskyndet processen ved aktivt at anmode regionen om en undersøgelse, som regionen er forpligtet til at gennemføre inden for et år.

94 procent af alle henvendelser fra berørte borgere bliver besvaret inden for tre dage. Region Syddanmark foretager ca. 130 indledende boligundersøgelser om året.


Siden er sidst opdateret 14-12-2015.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |