Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Vi skal være 12.000 flere syddanskere i 2020

De 22 syddanske kommuner og Region Syddanmark vil i de kommende fire år øge samarbejdet om at få flere til at slå sig ned og bo, leve og arbejde i vores region. Det er nødvendigt for at modsvare den stigende mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Alle ressourcer skal i spil, og der skal flere veluddannede syddanskere til. Det er hovedbudskabet i den nye vækst- og udviklingsstrategi for Region Syddanmark. 

- Vækst og arbejdspladser skabes af mennesker, og det gør byudvikling, uddannelse, sundhed og omgivelser også, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og fortsætter:

- Al politik handler til syvende og sidst om at gøre noget for mennesker og med mennesker. Derfor er omdrejningspunktet i strategien også, hvordan vi kan udvikle det samfund og den region, vi lever i. Og det kræver, at vi bliver flere om at bidrage i virksomhederne, i byerne og i kulturlivet.

Borgere og områder er forskellige

Hvad det gode liv er, er forskelligt fra borger til borger. For nogle er det byernes mange tilbud og hektiske hverdag, mens andre finder sig bedst tilrette med freden, roen og den skønne natur på landet. Faktum er, at det ikke nok at annoncere et spændende job, hvis potentielle ansøgere ikke har lyst til at bo i regionen.

Den nye vækst- og udviklingsstrategi er et resultat af en tæt dialog mellem regionen, erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, organisationer og frivillige i Region Syddanmark og ikke mindst de 22 kommuner, som er en vigtig samarbejdspartner for at kunne indfri målene.

- Isolerede indsatser virker ikke. Et vilkår for at kunne skabe vækst er at tage udgangspunkt i de lokale styrker rundt om i regionen og bruge dem aktivt. Men det kræver, at vi fortsætter vores stærke samarbejde om at tilbyde uddannelsesmuligheder, sundhedstilbud, attraktive omgivelser og udfordrende arbejdspladser overalt i regionen, siger Egon Fræhr (V), formand for Kommunekontaktudvalget og borgmester i Vejen Kommune.

Syddanmark skal vokse

Regionsrådet har udpeget seks håndtag inden for uddannelse, kultur, erhvervsfremme, klima- og miljø, sundhed og infrastruktur, som kan bruges til at bringe flere muligheder i spil for syddanskerne og de syddanske virksomheder. Jo flere af de seks håndtag, der drejes i rigtig retning, desto bedre bliver mulighederne for at leve et godt liv og for at drive virksomhed i Syddanmark. Og det er en forudsætning for at indfri de syddanske visioner og mål frem mod 2020.

Vejen mod de tre mål om at gøre Syddanmark mere aktiv, produktiv og attraktiv følges via syv indikatorer: 
 
 

  • 12.000 flere borgere i Syddanmark (svarende til én pct. befolkningstilvækst)
  • Otte af ti borgere vurderer deres lokalområde som attraktivt
  • Arbejdsstyrken skal øges med fem pct.
  • Syddanmark skal have den største årlige produktivitetsvækst blandt regionerne
  • Otte af ti skal opleve, at de får brugt deres talenter og evner
  • Andelen af syddanskere med kompetencegivende uddannelse skal øges med tre procentpoint
  • Mobilitet og rejsetider må ikke forringes trods stigende trafikmængder


- Hverken Danmark eller Syddanmark har råd til at have spildte ressourcer eller egne, som ikke bidrager til samfundet. Derfor skal vi have alle med. Både fordi det giver et bedre liv at være en del af arbejdsmarkedsfælleskabet, og fordi vi har brug for alle. Samtidig er det vigtigt, at det ikke handler om, hvordan den enkelte vælger at leve sit liv. Tværtimod skal vi give optimale rammer for at leve det liv, der passer bedst til hver af os, understreger Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark. 

Tre nye områder


Strategiens målsætninger følges op af en konkret aktionsplan, hvori der er udpeget tre områder, hvor kommunerne og regionen vurderer, at der kan være betydelige gevinster ved et tættere kommunalt-regionalt samarbejde. Det gælder:

- Arbejdsmarked og uddannelse
- Byregionalt samarbejde
- Syddanskernes liv i de enkelte kommuner


Download Regional vækst- og udviklingsstrategi

Yderligere oplysninger:

Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark,
tlf.: 25 33 09 82

Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i
Region Syddanmark, tlf.: 29 20 18 00

Egon Fræhr (V), formand for Kommunekontaktrådet og borgmester i Vejen, tlf.: 20 16 26 69

 




Siden er sidst opdateret 29-02-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |