Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Region Syddanmark ansætter to koncerndirektører

Regionsrådet i Region Syddanmark har i dag ansat Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen som koncerndirektører i regionen. Dermed er alle fire direktører i koncerndirektionen, der udgør regionens nye topledelse, på plads.

Regionsrådet har i eftermiddag fulgt indstillingerne fra forretningsudvalget og ansættelsesudvalget og ansat Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen som koncerndirektører i Region Syddanmark.

Rikke Vestergaard er 48 år og kommer fra en stilling som kommunaldirektør i Kolding Kommune, og Jens Winther Jensen er 47 år og har senest været sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), der har siddet for bordenden i ansættelsesudvalget, siger:

”Vi står i den helt særlige situation i Region Syddanmark, at vi over kort tid kan sammensætte en hel ny topledelse, der sammen med politikerne kan nytænke ledelsen af regionen. Med Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen får vi de sidste to pladser i direktionen rigtig stærkt besat. Jeg glæder mig også over ansøgerfeltet, som vi havde til de to job. Ansøgerne var meget kvalificerede. Det vidner om, at Region Syddanmark er en attraktiv arbejdsplads – også på dette niveau”.

Det overordnede ansvar

Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen får sammen med regionsdirektør Jane Kraglund og koncerndirektør for regional udvikling – Michael Evan Goodsite – det overordnede ansvar for ledelsen af Region Syddanmarks 25.000 medarbejdere og et budget på knap 25 mia. kroner.

Jane Kraglund blev ansat 1. oktober sidste år, og Michael Evan Goodsite tiltrådte sin stilling 1. marts i år.

Regionsdirektør Jane Kraglund, som de to nye direktører sammen med Michael Evan Goodsite refererer til, siger:

”Regionsrådet har lagt vægt på, at regionens nye direktion får fokus på at arbejde tværgående og sammenhængende. Med ansættelsen af to kvalificerede profiler som Rikke Vestergaard og Jens Winther Jensen, har vi alle muligheder for at få det til at lykkes. Med det nye hold har vi alle forudsætninger for at spille hinanden gode”.

Styring af drift og økonomi

Ud over de tværgående opgaver i koncerndirektionen får Rikke Vestergaard det overordnede ansvar for Region Syddanmarks styring af økonomi og drift. Hun får desuden det overordnede ansvar for blandt andet planlægning, det præhospitale område samt regionens sygehusbyggerier.

Rikke Vestergaard siger:

"Jeg glæder mig til – sammen med den øvrige direktion – at være med til at føre Region Syddanmarks positive udvikling videre med de store ambitioner om et sundhedsvæsen, som opleves sammenhængende for borgere og patienter og for de forskellige interessenter – herunder kommunerne. At arbejde tværgående og sammenhængende og sætte den strategiske retning, vil jeg rigtig gerne yde mit bidrag til".

Kvalitet, forskning og innovation

Jens Winther Jensen kommer ud over de tværgående opgaver i koncerndirektionen til at stå i spidsen for Region Syddanmarks udvikling inden for kvalitet, forskning, innovation, patientsikkerhed og specialeplanlægning.

Jens Winther Jensen siger:

”Som koncerndirektør i Region Syddanmark vil jeg først og fremmest sætte mig i patienternes sted. De skal være lakmusprøven – også når de svære prioriteringer skal tages. Som læge har jeg kendskab til sundhedsvæsenet indefra og trives i den faglige dialog med alle medarbejdergrupper. Denne dialog skal fortsat have en central plads. Jeg glæder mig til at være med i Region Syddanmarks ambitiøse satsning på den faglige kvalitet, herunder opbygningen af det nye nationale kvalitetsprogram sammen med de øvrige regioner”.

På deres særlige opgavefelter kommer de to nye koncerndirektører til at arbejde på tværs af regionens opgaver inden for sundhed og psykiatri.

De to koncerndirektører begynder i deres nye job 1. maj 2016.

Fakta om Rikke Vestergaard i uddrag

Uddannelse:

2011: Executive Board Programme, INSEAD
2004: Master of Public Management (MPM) ved Syddansk Universitet
1996: Cand. oecon. ved Aalborg Universitet

Erhverv:

2010-2016: Kommunaldirektør i Kolding Kommune
2007-2010: Økonomi- og personaledirektør og vicekommunaldirektør i Kolding Kommune
2006-2007: Økonomidirektør i Kolding Kommune
2000-2006: Controller i Kolding Kommune
1999-2000: Økonom i den centrale budgetafdeling i Vejle Amt
1996-1999: Økonom i Teknisk Forvaltning i Sønderjyllands Amt

Rikke Vestergaard sidder desuden i en række bestyrelser. Rikke Vestergaard bor i Kolding.

Fakta om Jens Winther Jensen i uddrag

Uddannelse:

2013 -2014: Senior Fellow Institute for Healthcare Improvement, Boston
2011: Stanford University Graduate School of Business Stanford Executive Program, Executive Management
2009: International Emergency Department Leadership Institute, Harvard Medical Faculty Physicians BIDMC and Brigham and Women’s Hospital
2013: Program in Clinical Effectiveness, Harvard T.H. Chan School of Public Health, Boston
2004: Speciallæge i anæstesiologi
1996: Lægevidenskabelig kandidateksamen ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Erhverv:

2010-2016: Sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland
2007–2010: Leder af Traumecenter m.m. på Århus Universitetshospital
2004-2007: Afdelingslæge på Anæstesiologisk Afdeling, Århus Universitetshospital
1998-2004: Reservelæge-stillinger på Århus Kommunehospital, Århus Amtssygehus, Skejby Sygehus og Randers Central Sygehus
1996 -1998 Reservelæge i turnusstilling på Haderslev Sygehus og Praktiserende Læger Mygind og Holm Nielsen

Jens Winther Jensen har desuden haft en række tillidshverv og har blandt andet været formand for Lægeforeningen fra 2005 – 2010. Jens Winther Jensen bor i Aarhus.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark,
mobil 25 33 09 82
 

Regionsdirektør Jane Kraglund, Region Syddanmark, mobil 28 99 32 40
 

Ny koncerndirektør Rikke Vestergaard, mobil 40 20 37 48
 

Ny koncerndirektør Jens Winther Jensen, mobil 24 88 84 28
 
Link til foto af Rikke Vestergaard
Link til foto af Jens Winther Jensen




Siden er sidst opdateret 29-03-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |