Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Fyn giver nordiske regioner service-baghjul

På Fyn er de serviceydelser, der er brug for i dagligdagen - fx indkøb, læge og fritidsinteresser – godt spredt rundt i hele byregionen. Så godt, at man i højere grad kan bo i mindre byer og i landområder end i andre nordiske byregioner, som fx byregion Trondheim og Tampere, og alligevel være tæt på dagligdags fornødenheder. Netop nærhed til services spiller en stor rolle for, hvor man bosætter sig, viser nye analyser.

Dagligdagen kan være noget af et puslespil. Børnene skal hentes i daginstitutionen, der skal købes ind til aftensmaden, måske svedes lidt i fitnesscenteret eller drikkes en kop kaffe på caféen med vennerne.

På Fyn er der generelt ikke langt mellem de dagligdags servicetilbud, hvis man bevæger sig rundt i byregionen. Det giver nogle bosætningsmuligheder, som man ikke i samme grad oplever i norske Trondheim og i finske Tampere, hvor adgangen til service er mere besværlig i mange områder uden for de store byer. På Fyn er servicetilbuddene faktisk så godt fordelt ud over hele byregionen, at der i gennemsnit er adgang til lige så mange servicetilbud inden for 20 minutter på gåben som i Stockholmregionen. Det fremgår af en ny analyse fra Region Syddanmark og den nordiske forskningsinstitution NORDREGIO om den fynske byregions attraktivitet og tilgængelighed.

Undersøgelsen viser på detaljeret niveau, hvor attraktiv Fyn og byerne på Fyn er, når det gælder adgangen til det, man har brug for i dagligdagen: arbejde, indkøb, bank, fritids- og kulturaktiviteter, læge og hospitaler, pasningsfaciliteter og skole.

14 minutter til supermarkedet

Den viden er væsentlig for den fremtidige byudvikling, mener Bo Libergren (V), der er formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark:

- Ved at undersøge sammenhænge mellem adgang til services og bosætning får vi en større viden om, hvordan byer vokser og udvikler sig. Den viden er unik for, hvordan vi i Syddanmark kan indfri målet om at få flere til at leve, bo og arbejde i vores region og tiltrække den arbejdskraft, som vores virksomheder har brug for til at skabe vækst og udvikling, siger han og fortsætter:

- Når det samtidig er interessant at sammenligne Fyn med andre nordiske regioner, er det fordi, vi ligner hinanden i Norden både som mennesker og offentlige institutioner.

Afstanden til aktiviteter og services spiller en helt afgørende rolle for de fleste syddanskeres valg af bopæl. Fx vil syddanskerne i gennemsnit højst acceptere en afstand på 14 minutter uanset transportmiddel til nærmeste dagligvarebutik, mens det er ok med op til 37 minutters transport mellem arbejde og hjem. Det viser en anden ny analyse fra Region Syddanmark baseret på interviews med 1.009 borgere. 

Små byer med mange services

Ikke overraskende er Odense mest attraktiv, når det gælder adgangen til services i lokalområdet. Men i forhold til indbyggertal klarer mange af de mindre byer og bysamfund på Fyn sig overraskende godt. Det gælder eksempelvis Skårup, der ligger lige nord for Svendborg by.

Borgmester i Svendborg Kommune, Lars Erik Hornemann (V), siger:

- Forståelsen af, hvordan Fyn hænger sammen, er vigtig. Analyserne gør os i stand til at kunne zoome ind på store som mindre byer i min egen og de ni andre kommuner på Fyn og få værdifuld viden om, hvordan vi kan understøtte udviklingen. Både når det gælder udfordringer og muligheder. Det giver et godt grundlag for den videre planlægning og udvikling, der skal til for at skabe et attraktivt og balanceret Fyn.

Undersøgelsen vil blive præsenteret på et seminar i Svendborg d. 4. april med deltagere fra de fynske kommuner og Region Syddanmark.

Tilgængelighed til dagligdags servicefaciliteter

Hvad skal være tæt på hjemmet?

Yderligere information:
Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, tlf. 29 20 18 00
Lars Erik Hornemann (V), borgmester i Svendborg Kommune, tlf. 30 17 51 00




Siden er sidst opdateret 31-03-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |