Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Energieffektivitet er blevet en effektiv eksportvare

Danske virksomheder omsætter årligt for 75 mia. kr. inden for energieffektive teknologier og skaber beskæftigelse svarende til 46.400 fuldtidsstillinger. For første gang er forretningsområdet energieffektive teknologier blevet kortlagt. 

 
Hver gang danske virksomheder eksporterer varer for 100 kr., stammer hver femte krone fra energieffektive teknologier. Danmark har længe været iført den globale førertrøje, når det gælder udvikling og salg af grønne produkter, løsninger og services, og den position bekræftes i analysen ”Energieffektive teknologier”, som Region Syddanmark har udarbejdet på baggrund af data fra Teknologisk Institut og Danmarks Statistik.  

På årsbasis bliver der eksporteret energieffektive teknologier for mere end 34 mia. kr., og heri indgår ikke den årlige eksport af vindmøller, som er på 46 mia. kr.

Til sammenligning tegner eksporten af svin og møbler sig for hhv. 27 mia. kr. og 13 mia. kr.

- Nu får vi sat regionale tal på den del af det grønne område, som omhandler energieffektive teknologier, og det viser tydeligt, at branchen spiller en kæmpe rolle for eksport, omsætning og arbejdspladser herhjemme, I DI vil vi bruge analysen til at få et stærkere politisk fokus på at skabe optimale rammevilkår, så vi kan få forløst det enorme potentiale inden for de energieffektive teknologier, siger
Troels Ranis, branchedirektør i DI-Energi. 

Stærk syddansk specialisering 

Analysen viser bl.a., at der på landsplan er 6.500 virksomheder, der beskæftiger sig med energieffektive teknologier. Omtrent to-tredjedele arbejder med energieffektivisering af bygninger.

Der er forskellige styrkepositioner i regionerne, og særligt de vestdanske regioner er stærke på området. Region Nordjylland er stærkt specialiseret inden for energieffektivisering af bygninger, og Region Midtjylland og Region Syddanmark har begge en specialisering inden for energieffektivisering af maskiner. Region Syddanmark er den region med flest ansatte og størst specialisering inden for næsten alle områder. Det gælder fx udvikling af effektive energisystemer, forbrugsprodukter og komponenter, hvor eksporten er meget høj.

Viden giver vægt

Også hos
Danmarks grønne energi- og miljøklynge, CLEAN, er der begejstring hos formanden Kim Christensen, der samtidig er præsident for Danfoss Global Services:

- Den viden, analysen bidrager med om de forskellige styrker og størrelser, gør, at vi kan arbejde mere målrettet i klyngen i forhold til virksomhedernes behov. Analysen viser, at vi har store eksportandele inden for de fleste områder, og vi ved, at Tyskland står over for en stor grøn omstilling. Den mulighed skal vi naturligvis benytte os af. Det øger behovet for kompetencer og specialiseret arbejdskraft, og det kræver, at vi har de rette forsknings- og studiemiljøer tæt på produktionsvirksomhederne.

Mangel på energiske hænder

80 pct. af virksomhederne forventer øget omsætning, men næsten halvdelen oplever problemer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Et velkendt problem i energisektoren:

- I
de tre vestdanske regioner har vi et tæt erhvervssamarbejde inden for energiområdet. Hvis vi skal omsætte det fulde potentiale til at eksportere mere og skabe flere arbejdspladser, kræver det, at vores virksomheder kan få den arbejdskraft, de efterspørger. Det kan de ikke i dag. Med analysen i hånden kan vi tale med mere vægt, når det gælder manglen på kvalificeret arbejdskraft, siger Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Download analysen Region Syddanmark: Energieffektive teknologier (pdf)

Fakta – de energieffektive teknologier

Virksomheder, der arbejder med energieffektive teknologier, kan opdeles i syv forskellige erhvervskategorier:
*Forbrugsprodukter
*Bygninger
*Komponenter
*Maskiner
*Rådgivning
*Energisystemer
*Øvrige

Yderligere oplysninger:

Stephanie Lose (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, tlf.: 25 33 09 82
Troels Ranis, branchedirektør for DI-Energi, tlf.: 23 28 50 56
Kim Christensen, president i Danfoss Global Services, tlf.: 20 30 72 64
 




Siden er sidst opdateret 20-04-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |