Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Regionsråd sender råstofplan i høring

Råstofplan 2016 skal sikre tilstrækkeligt med sand, grus og sten til at bygge fremtidige skoler, veje og jernbaner. I alt 31 syddanske arealer er udlagt som nye gravområder eller er udvidelser af eksisterende grusgrave.

Sand, grus og sten, ler og klæg er helt nødvendige ressourcer for at kunne bygge nye boliger, skoler, motorveje, sygehuse og vedligeholde digerne ved Vadehavet.

I forslaget til den nye råstofplan er der lagt op til, at der kan indvindes råstoffer 31 nye steder i regionen – enten i form af udvidelser af eksisterende grusgrave eller helt nye grusgrave. 

Regionsrådet har som mål, at Råstofplan 2016 skal sikre en forsyningshorisont med sand, grus og sten 24 år ud i fremtiden i hvert af de fire geografiske delområder: Sønderjylland, Sydvestjylland, Trekantområdet og Fyn.  Med forslaget til Råstofplan 2016, er det lykkedes at få målet opfyldt.

Dyrt at flytte råstofferne

Jørn Lehmann Petersen (S), der er formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark siger om prioriteringerne bag udkastet til Råstofplan 2016:

- Det er helt afgørende for Syddanmarks fremtidige udvikling og velstand, at vi politisk sikrer forsyningen af råstoffer til byggeri, infrastrukturanlæg og diger. Samtidig er det en prioritet, at råstofferne indvindes tæt på det sted, de skal bruges for at minimere transport- og miljøbelastningen.

En minimering af transporten er også med til at holde prisen på råstofferne nede. Derfor er decentral indvinding af råstoffer en stærk prioritet.

Godt naboskab

Jørn Lehmann Petersen er udmærket klar over, at det ikke altid er lige populært at være nabo til en grusgrav i flere år. Netop derfor insisterer regionspolitikeren på, at de private entreprenører tilslutter sig et kodeks for godt naboskab ved råstofindvinding, som regionen har været bannerfører for:

- Dialog og inddragelse løser mange problemer, inden de når at vokse sig store. Samtidig kan det i mange tilfælde lykkes at få lavet en aftale om, at området efter endt indvinding bliver efterbehandlet til naturområder, der kan løfte lokalområdet.

Klæg er en udfordring

Ler er et andet vigtigt råstof, som bl.a. bruges til produktion af mursten og tegl.  På Fyn og i Sønderjylland er der sikret ler til teglværkerne i mange år fremover.

Omvendt er det endnu ikke lykkedes at opfylde forsyningshorisonten for klæg. Klæg er en grålig marskaflejring, der består af finsand og silt sammenkittet af en organisk substans og bruges til reparation og forstærkning af diger. Den er meget modstandsdygtigt over for erosion, men findes stort set kun inden for de naturbeskyttede områder langs den jyske vestkyst, og det har gjort det vanskeligt at sikre nok ressourcer, fortæller Preben Jensen (V), næstformand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer:

- Klimaforandringerne gør, at vi forventer et stigende behov for klæg. Derfor er det påtrængende, at vi i de kommende år finder en løsning, som gør, at vi kan indvinde klæg uden at tilsidesætte væsentlige natur- og miljøhensyn.

Regionen vil derfor i et tæt samarbejde med de lokale digelag, berørte kommuner, Naturstyrelsen og andre interessenter arbejde for at skabe et stærkt fundament, der kan sikre tilstrækkeligt med klæg i fremtiden.

Råstofplan i otte ugers høring

I forbindelse med råstofplanens tilblivelse har Region Syddanmark modtaget 48 kommentarer og bemærkninger fra borgere, offentlige myndigheder og virksomheder.

Forslag til Råstofplan 2016 sendes nu i høring i de kommende otte uger, hvorefter regionsrådet vil tage stilling til de indkomne høringssvar og bemærkninger, inden råstofplanen vedtages endeligt.

Download Forslag til Råstofplan 2016 (pdf)

Bilag, hvidbog og kort over de enkelte råstofgrave kan ses på her.

Den offentlige høring annonceres sammen regionens øvrige høringer her.

Yderligere oplysninger:

Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, tlf.  4040 5833
Preben Jensen (V), næstformand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer, tlf.  4025 8578

 




Siden er sidst opdateret 26-04-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |