Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Regionens indtægter og udgifter balancerede også i 2015

Region Syddanmark har i 2015 – for niende år i træk – opnået et balanceret og tilfredsstillende resultat med en sund driftsøkonomi.


Region Syddanmarks årsrapport for 2015 viser en fin balance i driften ud fra en samlet omsætning på cirka 24,9 mia. kr. Årsrapporten blev godkendt på regionsrådsmødet den 25. april 2016.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er tilfreds med det gode regnskab:

- Et godt regnskabsresultat i 2014 gav os luft til at håndtere stigende udgifter til medicintilskud i 2015, uden at vi blev nødt til at genåbne 2015-budgettet. Faktisk var der luft til at fremrykke indkøb og investeringer og derved lette presset på udgifterne i år. Helt konkret betyder det blandt andet, at den spareplan, vi netop har vedtaget, er blevet mindre end først planlagt, og – nok så væsentligt – at besparelserne først skal have fuld virkning fra næste år.

Dæmpet vækst i aktiviteten

Overordnet har der i 2015 været en dæmpet vækst i aktiviteten – særligt når det gælder antallet af patienter med fysisk sygdom. Her er aktiviteten kun steget med 0,6 procent. Efter mange år med høj vækst er det således lykkedes at bremse udviklingen, så den flugter med, hvad der er aftalt med staten og finansieret i økonomiaftalen.

Inden for psykiatri er antallet af patienter vokset med 6 procent i forhold til 2014.

På sygesikringsområdet har aktiviteten stort set været uændret.

På socialområdet har belægningen på regionens sociale centre været to procent lavere end budgetteret.

For de opgaver, regionen har omkring regional udvikling, svarer aktiviteten - målt i kroner - til det forventede.

Alt i alt betyder det, at Region Syddanmark - i lighed med tidligere år – har overholdt sit 2015-budget og den økonomi, regionen har aftalt med staten.

Stephanie Lose siger:

- Bag resultaterne og alle tallene gemmer der sig den engagerede indsats, som vores cirka 25.000 medarbejdere udfører i det daglige. Derfor en stor anerkendelse og ros til dem fra os i regionsrådet. Tak skal I have.

Yderligere oplysninger

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, mobil 25 33 09 82
 




Siden er sidst opdateret 27-04-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |