Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2016pilMaj 2016pilDanmark og Tyskland styrker uddannelsessamarbejde

Topmøde: Danmark og Tyskland styrker uddannelsessamarbejde i grænseregionen

23-05-2016 | Af Kommunikation

Det skal være mere attraktivt at studere og søge job i grænseregionen. Ministre og regionsrådsformand inviterer til regionalt uddannelsestopmøde i grænseregionen for at finde nye veje og muligheder for samarbejde mellem videregående uddannelser og virksomheder over grænsen.

Det dansk-tyske uddannelsessamarbejde skal styrkes, så flere unge i løbet af deres videregående uddannelse får tilknytning til grænseregionen og skaber karrieremuligheder på begge sider af grænsen.

Derfor inviterer Uddannelses- og Forskningsministeriet, delstatsregeringen i Slesvig-Holsten og Region Syddanmark til et fælles regionalt uddannelsestopmøde i grænseregionen den 6. juni.

På uddannelsestopmødet skal deltagerne drøfte, hvordan styrket grænseoverskridende uddannelsessamarbejde kan løfte regionen og støtte op om udvikling og vækst. 

- Jeg er især optaget af, hvordan uddannelse eller praktik på begge sider af grænsen kan øge de unges jobmuligheder i grænseregionen efter studierne. Jeg håber, at vi ved at øge samarbejdsmulighederne på områdets uddannelsesinstitutioner kan gøre det mere attraktivt at studere, bo og arbejde i grænseregionen efter endt uddannelse, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

Platform for udvikling og vækst

I mødet deltager fire danske og fire tyske uddannelsesinstitutioner samt politikere og myndigheder fra begge sider af grænsen. Virksomheder i grænseregionen er også repræsenteret for at skabe sammenhæng mellem de erhvervsmæssige styrkepositioner og uddannelsessamarbejdet.

Programmet byder blandt andet på præsentation af vision for styrket uddannelsessamarbejde som platform for udvikling og vækst, virksomhedernes behov i grænseregionen, inspiration fra grænseoverskridende samarbejde andre steder i EU og konkrete eksempler på uddannelsessamarbejde i grænseregionen.

- Vi har en udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft i regionen. En styrkelse af det grænseoverskridende uddannelsessamarbejde vil bidrage til at tiltrække den kvalificerede arbejdskraft, der er brug for. På den måde støtter uddannelsestopmødet vores vækstindsats i regionen, og dermed vil grænseregionen blive et endnu mere attraktivt sted at bo, uddanne sig og arbejde, siger regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).

Topmødet har desuden fokus på:

  • Fælles styrkepositioner, hvor grænseregionen kan udvikle sin egen markante profil på uddannelses- og vidensområdet
  • Styrkede sprog- og kulturkompetencer i de videregående uddannelser i grænseregionen
  • Veje og værktøjer til at styrke grænseoverskridende mobilitet og samarbejde

Værter for topmødet er:
Ulla Tørnæs, uddannelses- og forskningsminister
Stephanie Lose, Regionsrådsformand, Region Syddanmark
Anke Spoorendonk, minister for justits, kultur og europæisk samarbejde, Slesvig-Holsten
Kristin Alheit, minister for sociale forhold, sundhed, videnskab og ligestilling, Slesvig-Holsten


Siden er sidst opdateret 23-05-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |