Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2016pilJuni 2016pilRegionen indgår aftale med Sønderjylland om bosætning
Udviklingsaftale - Sønderjylland

Regionen indgår aftale med Sønderjylland om bosætning

29-06-2016 | Af Thomas Laursen

Sønderjylland er centralt placeret i Jyllandskorridoren mellem Hamborg og resten af Jylland og Fyn. En ny udviklingsaftale mellem regionen og Sønderjylland skal sikre større kendskab til områdets styrker og potentiale.

Et centralt element i den udviklingsaftale mellem kommunerne i Sønderjylland, som regionsrådet mandag officielt godkendte, er at få flere til at bo, arbejde og leve i Haderslev, Sønderborg, Aabenraa eller Tønder.

- Vi skal samarbejde om at synliggøre, at Sønderjylland ligger centralt i forhold til arbejdspladser, når man tæller de tyske med. Faktisk kan man fra alle fire kommuner nå flere end 200.000 arbejdspladser inden for en times kørsel, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og fortsætter: 

- Derfor er vi også i fællesskab på vej med en analyse, der vil give et billede af, hvem de sønderjyske kommuner med fordel kan forsøge at tiltrække til området.


Tæt forbundet med Flensborg
Udviklingsaftalen er den konkrete udmøntning af den regionale vækst- og udviklingsstrategi, som blev vedtaget tidligere i år.


Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling, siger, at udviklingsaftalen også går ud på at forstå, hvordan Sønderjylland hænger sammen på tværs af kommune- og grænseskel.

- Sønderjylland har en nær sammenhæng med Flensborg, som ville være den femtestørste by, hvis den lå i Danmark. Derfor arbejder vi også sammen om at få videreført Timemodellen til grænsen og undersøge potentialet i en fælles grænsebanegård, så rejsetiderne hen over grænsen i Sønderjylland og mellem Danmark og Hamborg kan blive væsentligt kortere.

Ud over udviklingsaftalen med kommunerne i Sønderjylland, er der også indgået en aftale med kommunerne i Trekantområdet, mens der er aftaler på vej med kommunerne i Sydvestjylland og med Byregion Fyn.

 


Siden er sidst opdateret 29-06-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |