Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Gå på biblioteket i vandkanten

Gode læse- og naturoplevelser skal give turister og borgere ved Vadehavet ekstra værdi i ferien.

En god bog og lyden af bølger rimer på ferie og afslapning for rigtig mange mennesker. Fra fredag 1. juli er det blevet lidt lettere for både turister og borgere langs Vadehavet at få fat i en god bog eller at deltage i en sjov og lærerig naturoplevelse.

Da åbnede årets sommerbibliotek, som går ud på, at bibliotekerne langs Vadehavet sørger for både bøger og naturoplevelser til feriegæsterne i vandkanten.

En ekstra oplevelse

Region Syddanmark har støttet initiativet, og formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bo Libergren (V), Region Syddanmark, talte ved åbningen af sommerbiblioteket i Hjerting:

- Med sommerbiblioteket kan vi give de mange tusinde turister, der hvert år gæster Vadehavsområdet, og borgerne, nogle ekstra oplevelser. For ud over at tilbyde en udvidet bogservice til feriegæster i sommerlandet, kan gæsterne også møde naturvejledere fra Vadehavscentret, der kommer forbi og fortæller om områdets dyr og bager brød med strandurter over bål.

Bo Libergren forklarer, at sommerbiblioteket på denne måde er med til at sikre og udbygge Vadehavsområdets position som turistdestination ved at tilføre merværdi til turistoplevelsen.

På den måde hjælper sommerbiblioteket med at skabe arbejdspladser og omsætning inden for turistindustrien.

Samarbejde giver kvalitet

Sommerbiblioteket er blevet til i et samarbejde mellem bibliotekerne langs Vadehavet og turismeaktører på tværs af kommunegrænserne. Og samarbejdet har resulteret i en lang række tilbud med høj kvalitet og et godt netværk.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling, Bo Libergren (V), Region Syddanmark, siger:

- Udbyttet af sommerbibliotek for turisterne er åbenlyst; bibliotekerne og oplevelserne kommer til dem og ikke omvendt. Udbyttet for turistdestinationerne, som er i en hård international kamp om turisternes gunst, er et gratis og godt tilbud til turisterne, som giver deres ferie merværdi. Og samtidig understøtter vi samarbejdet mellem turistaktørerne langs Vadehavet. Det er den rigtige vej at gå.

Sommerbiblioteket er støttet af Region Syddanmark med 1,3 mio. kr. fra kulturpuljen og forløber denne og næste sommer. Det er Varde Bibliotek, der står for projektet på vegne af Fanø Bibliotek, Esbjerg Kommunes Biblioteker, Tønder Kommunes Biblioteker og Varde Bibliotek, og partnere i projektet er turismeaktører som Pro Varde, NaturKulturVarde, Visitkontorer i Esbjerg og Ribe og naturvejledning Myrthue. 

Sommerbibliotek byder på:

  • Pop-up biblioteker på Rømø med særligt fokus på børnefamilier
  • Sommerbogbus på Hjerting Strandpromenade og på to lokale campingpladser med sommerlæsning, friske aviser og turistinformation. Derudover naturvejledning om dagen
  • Pop-up biblioteker i Ribe ved Ribe Camping, Ribe Byferie, Vadehavscentret og Ribe Vikingecenter
  • Guidning fra Nordbys bymidte ud til det nye bibliotek placeret i et grønt aktivitets- og idrætsområde med sjov skiltning, børnebogsfigurer og cykeltaxa
  • Bogbus ved Blåvand, Vejers og Henne tilbyder dagens krimi leveret til teltet, naturvejledning, guidning, open air-cinema på bytorvet i Varde, dragebygning og andre kreative forløb.

Læs mere her

Kontaktinformation:

Bo Libergren (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, tlf. 2920 1800




Siden er sidst opdateret 01-07-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap