Gå til indhold
Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-TV | English |

Region SyddanmarkTil forsiden

Prøver til sygehusene skal ikke længere puttes i postkassen

Fra 1. juli kan breve, der puttes i de røde postkasser, være op til fem hverdage undervejs. Det er en af konsekvenserne af postforliget.

Det betyder, at patienterne ikke længere skal bruge de røde postkasser til at indsende blodprøver og andet prøvemateriale til sygehusene i Region Syddanmark. 

Prøverne risikerer at blive for gamle og derfor ubrugelige. De skal i stedet afleveres ved et postindleveringssted og sendes som quickbrev.

Nogle prøver kan blive uanvendelige

Nogle prøver med biologisk materiale skal være laboratorierne i hænde senest 1-2 dage efter, de er taget, for at det er muligt at udføre de nødvendige analyser.

Ligger prøverne i postkassen længere end det, kan de blive uanvendelige.

Der kan også ske det, at en prøve ikke når at blive analyseret inden patientens besøg på sygehuset, hvis prøven er for længe undervejs.

Hvis patienten ikke har fået anden besked af den læge eller afdeling, der har bedt om prøvematerialet, er anbefalingen derfor, at patienten for en sikkerheds skyld afleverer brevet på et postindleveringssted.

Prøver, der indsendes som led i den nationale screening for tyk- og endetarmskræft, vil dog fortsat kunne lægges i de røde postkasser.

Brug postindleveringssteder og send som quickbrev

Patienter, der sender prøver til sygehusene i en ufrankeret svarkuvert, og hvis prøver ikke må være mere end to dage undervejs, skal derfor fremover aflevere deres prøvemateriale på et postindleveringssted. Her skal de være opmærksomme på at lægge forsendelsen i den kasse, der er beregnet til quickbreve.

Man kan finde nærmeste postindleveringssted på www.postnord.dk eller på telefon 70 70 70 30.

Få mere information på Region Syddanmarks hjemmeside.




Siden er sidst opdateret 01-07-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap