Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Innovationsudvalg orienteret om status på økonomien bag Nyt OUH

Politikerne i Innovationsudvalget i Region Syddanmark fik den 18. august en orientering om status for gennemgangen af økonomien for Nyt OUH. Gennemgangen blev sat i gang, da totalrådgiver for projektet, Medic OUH, i juni afleverede deres projektforslag for sygehuset og i den forbindelse meldte ud, at byggeriet ville blive 1,3 milliarder kroner dyrere end budgetteret.

De første indledende skridt til byggeriet af Region Syddanmarks nye universitetshospital i Odense er taget, men regionens totalrådgiver for projektet vurderede i deres projektforslag, at projektet ville blive voldsomt meget dyrere end de 6,3 milliarder kroner, der er afsat til Nyt OUH.

En grundig proces skal sikre et solidt beslutningsgrundlag

Efter Medic OUH havde afleveret projektforslaget, tog totalrådgiver selv initiativ til at gennemføre en ny gennemgang af deres økonomioverslag, da rådgiver – efter eget udsagn- ikke havde nået at kvalitetssikre økonomien. I den genberegning, Medic OUH afleverede til regionen den 5. august, er prisen for Nyt OUH nu 900 mio. kr. over budget. Medic OUH har meddelt, at man fortsætter genberegningen frem til endelig aflevering.

Udvalgsformand i Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S) understreger nødvendigheden af den grundige granskning:

- Hele den her proces løber frem til midten af september. Det gør den for at sikre, at vi får gennemgået Medic OUHs materiale og anlægsøkonomien ordentligt og Medic OUH får færdiggjort deres kvalitetssikring af blandt andet anlægsøkonomien. Det er et stort og meget komplekst projekt, og derfor vil vi gerne agere på et så oplyst grundlag som muligt.

Ingen diskussion om eventuelle besparelser før 15. september

 

Den grundige proces, som Region Syddanmark har sat i gang, kulminerer 15. september, hvor Medic OUH skal aflevere deres endelige reviderede projektforslag.

Karsten Uno Petersen vil ikke forholde sig til eventuelle besparelser før da:

- Der har floreret mange tal og rigtig mange store tal. På baggrund af erfaringer fra andre store sygehusprojekter tror vi dog ikke, at en eventuel overskridelse vil være i nærheden af de senest udmeldte 900 mio. kr.  Det giver derfor ikke mening at diskutere eventuelle besparelser, før vi har et ordentligt udgangspunkt.

De besparelsesforslag, som Medic OUH afleverede sammen med deres projektforslag i juni har ikke været drøftet med Region Syddanmark, og regionen havde derfor ingen kendskab til dem, før de fik dem i hænderne på det tidspunkt. Medic OUHs spareforslag indeholder emner, som er i direkte modstrid med intentionerne for de nye sygehusbyggerier.

Som aftalt med Medic OUH færdiggør Region Syddanmark sine kommentarer til totalrådgivers projektforslag og sender dem til Medic OUH 22. august, og herefter har totalrådgiveren mulighed for at tilrette projektet inden den endelige aflevering 15. september.

Fakta

Projektforslaget fra Medic OUH beskriver detaljeret, hvordan Nyt OUH skal indrettes - dvs. de tekniske løsninger, materialevalg, inventarløsninger og meget andet.

Ligeledes indeholder forslaget en tidsplan for byggeriet.

Forslaget rummer også et budget for de enkelte faser, som bliver styrende for de kommende udbud og licitationer.

Regionsrådet vedtog den 27. april 2015 dispositionsforslaget for Nyt OUH – og projektforslaget bygger på de krav, som fremgik af dispositionsforslaget.

Siden har det været op til Medic OUH at projektere sygehuset i forhold til disse krav.

På linje med de andre kvalitetsfondsprojekter i Danmark er der afsat et fast beløb til at bygge det nye universitetshospital i Odense for. Nyt OUH må således koste 6,3 mia. kr. – hverken mere eller mindre – når det står færdigbygget. Region Syddanmark har ikke mulighed for at supplere med ”egne penge”.

Region Syddanmark har igennem hele projektet har været bistået af to af Danmarks største ingeniør- og arkitektfirmaer - Niras A/S og C.F. Møller – som byggeherrerådgivere.

Tidsplan:

• 21. juni 2016: Totalrådgiver Medic OUH I/S afleverer sit projektforslag

• 5. august 2016: Totalrådgiver afleverer det foreløbige resultat af en intern gennemgang af anlægsøkonomien i projektforslaget

• 22. juni – 21. august 2016: Region Syddanmark og bygherrerådgiver gransker projektforslaget

• 22. august 2016: Resultat af regionens granskning afleveres til totalrådgiver

• 15. september 2016: Totalrådgiver afleverer et revideret projektforslag på baggrund af granskningen

• 24. oktober 2016: Regionsrådet behandler projektforslaget for Nyt OUH.

Se her Medic OUHs besparelsesforslag

Kontaktinformation

Udvalgsformand Karsten Uno Petersen (S), Innovationsudvalget, Region Syddanmark, telefon 21 63 11 93




Siden er sidst opdateret 18-08-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |