Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Bred opbakning til visionen om Steno Diabetes Center i Odense

Region Syddanmark ønsker at gå videre med planerne om etablering et diabetescenter i Odense, der kan opbygges på baggrund af en bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Regionsrådet har i dag godkendt et visionsoplæg for diabetesbehandlingen i hele regionen, der er udarbejdet i samarbejde med fonden. En lang række interessenter vil nu blive involveret i den konkrete udformning af centeret.

Det var et bredt flertal i regionsrådet, der på dagens møde gav grønt lys til, at Region Syddanmark går videre med planerne om etableringen af et eventuelt diabetescenter ved Nyt OUH i Odense, som i tæt samarbejde med regionens øvrige sygehuse, praksis, kommuner og patienter skal sikre syddanske diabetikere den bedst mulige behandling.

På mødet nikkede regionsrådet til det visionsoplæg, der danner rammerne omkring etableringen af Steno Diabetes Center, som Novo Nordisk Fonden overvejer at donere til regionen.

Visionsoplægget beskriver diabetesindsatsen i hele regionen med Steno Diabetes Center Odense som centralt videns- og forskningscenter. Efter godkendelsen er regionen derfor klar til at konkretisere planerne for centeret yderlige.

Demokratisk og faglig involvering

Konkret skal arbejdet med at skrive drejebogen, der skal munde ud i en ansøgning til Novo Nordisk Fonden, nu startes op.

Der er lagt op til, at en bred gruppe af fagpersoner, kommuner, sygehusledelser, tilstødende fagspecialer, praktiserende læger og patienter skal involveres i den konkrete udformning af centeret, herunder samarbejdet på tværs. Målet er, at effekten af centrerets arbejde skal nå ud i alle kroge af regionen.

Formanden for Innovationsudvalget i Region Syddanmark, Karsten Uno Petersen (S) siger:

- Det er klart, at et samarbejde mellem et offentligt sygehusvæsen og en privat fond kan være kompliceret. Men vi har haft rene linjer og høj grad af involvering fra starten. Både politisk og fagligt. Derfor mener jeg også, at etableringen af Steno Diabetes Center kommer til at indebære en reel gevinst for syddanske diabetikere, fordi det vil give os mulighed for at hæve niveauet i hele regionen.

Ambitionen med diabetescenteret er både at forebygge diabetes og at gøre diabetespatienter i stand til at opnå en normal livslængde og livskvalitet.

Decentral struktur med fyrtårn i midten

Visionsoplægget lægger op til, at Steno Diabetes Center Odense bliver omdrejningspunkt for udvikling af standarder i behandling, pleje, udredning, undervisning og forskning.

Diabetes rammer mange mennesker, og derfor skal behandlingen finde sted tæt på borgernes hverdag. Det understøttes af Region Syddanmarks decentrale sygehusstruktur, og det nye center skal både løfte fagligheden lokalt og fungere som fyrtårn nationalt og internationalt.

Formanden for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S) siger:

- Vi er meget bevidste om risikoen for hjerneflugt fra diabeteslægerne i Kolding, Aabenraa og Esbjerg, når vi får et højt specialiseret center i Odense. Men det skal ikke afholde os fra hele tiden at søge at forbedre behandlingen til gavn for patienterne. Derfor ligger det os meget på sinde, at vi får skabt et center, som alle, der arbejder med diabetes i Region Syddanmark, er involveret i.

Region Syddanmark kommer til at eje resultater og data

Hvis centeret etableres, bevarer Region Syddanmark den fulde kontrol med og ansvar for tilrettelæggelsen af diabetesbehandlingen i regionen. 

Regionen kommer også til at eje data, forskningsresultater, behandlingsmetoder og har det ledelsesmæssige ansvar for centeret, der bliver en del af regionens almindelige drift.

Visionsoplægget går nu videre til Novo Nordisk Fondens bestyrelse, som vil tage stilling til det på deres møde den 6. september.

På dagens regionsrådsmøde stemte SF og Enhedslisten imod visionsoplægget, resten stemte for.

Yderligere informationer:

Formand for Innovationsudvalget, Karsten Uno Petersen (S), Region Syddanmark, tlf. 2163 1193

Formand for Sundhedsudvalget, Poul-Erik Svendsen (S), Region Syddanmark, tlf. 2920 1200

 




Siden er sidst opdateret 22-08-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |