Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Hvem bliver de nye højvækstvirksomheder?

I løbet af efteråret går jagten ind på de 355 iværksættere og mindre virksomheder, der skal med i regionernes fælles eliteprogram Scale-up Denmark. Det skal være virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale, og de vil få adgang til stærke, faglige miljøer og intensiv træning.

Region Midtjylland har nu på vegne af regionerne og de regionale vækstfora udpeget de 10 konsortier, som skal føre det landsdækkende eliteprogram for mindre virksomheder, Scale-up Denmark, ud i livet.

Programmet har 165 mio. kroner i ryggen til at finde og optræne virksomheder overalt i landet, så de med rekordfart kan blive succesforetagender, der kan tiltrække danske og udenlandske investorer.

Minister: Stærkt initiativ

- Danmark har mange virksomheder med solide vækstpotentialer. Dem skal vi hjælpe godt på vej, så de kan vokse sig store og bidrage til vækst og beskæftigelse i Danmark, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V).

- Scale-up Denmark er et stærkt initiativ, som kan bidrage til at skabe flere højvækstvirksomheder, og jeg ser det som en stor styrke, at de fem regioner samarbejder aktivt om at udvikle nogle gode acceleratorforløb for udvalgte virksomheder, siger ministeren.

Tiden er kostbar

- Med Scale-up Denmark giver vi de dygtigste virksomheder kræfter til at folde deres potentiale ud – hurtigere, end de ellers ville kunne.

Og netop tiden er kostbar, når man løber om kap med andre dygtige virksomheder i alle dele af verden, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet og vækstforum i Region Midtjylland.

- Samtidig får virksomhederne VIP-adgang til stærke, faglige miljøer, som måske findes uden for deres egen region, siger Bent Hansen.

Rekruttering

I den kommende tid går konsortierne således i gang med at screene omkring 3.500 virksomheder for at identificere de 355, som vurderes at kunne få mest udbytte af at deltage i sådan et accelerator- og opskaleringsforløb.

Det skal ske i samarbejde med blandt andre de regionale væksthuse, innovationsmiljøer, klyngeorganisationer og lokale erhvervsservicekontorer.

Konsortierne vil være på udkik efter mindre danske eller udenlandske virksomheder, som har et ekstraordinært vækstpotentiale. De er allerede er ude på markedet med deres produkt, men er klar på at udnytte deres potentiale fuldt ud.

Regionale styrker

Konsortierne har også ansvar for i samarbejde med det etablerede erhvervsliv at sikre stærke faglige miljøer omkring deltagervirksomhederne – miljøer, som udspringer af eksisterende styrkepositioner i de fem regioner.

Det betyder, at deltagervirksomhederne skal have tilknytning til en af følgende sektorer:

  • Region Midtjylland: Fødevarer, smart industri og cleantech.
  • Region Nordjylland: Det maritime område
  • Region Syddanmark: Sundheds- og velfærdsteknologi, offshore samt energieffektive teknologier
  • Region Sjælland: Bioøkonomi og Industriel symbiose
  • Region Hovedstaden: Life Science og bioteknologi samt informations- og kommunikationsteknologi

Inspiration til de store

Inden for de nævnte sektorer findes der typisk store internationalt orienterede virksomheder, førende forsknings- og videnmiljøer, medarbejderkompetencer eller kapitalmuligheder, som deltagervirksomhederne både kan profitere af og på sigt også være med til at udvikle.

Adskillige store og veletablerede virksomheder bakker op om forløbene, herunder A. P. Møller – Maersk, Blue Water Shipping, B&O, Grundfos og Novo Nordisk - ikke mindst fordi de ser en mulighed for at spotte tendenser og få kendskab til nye produkter ved at komme i kontakt med morgendagens højvækstvirksomheder.

1.200 nye job

Ambitionen med Scale-up Denmark er, at de 355 virksomheder tilsammen skal skabe 1.200 nye arbejdspladser i løbet af de kommende fem år og præstere en meromsætning på 2 mia. kroner.

De 165 mio. kroner, som programmet koster, kommer fra regionernes erhvervsudviklingsmidler, fra EU's regionalfondsmidler og fra virksomhederne selv.

Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Stephanie Lose (V), siger:

- Jeg er glad for, at vi med det tværregionale Scale-up Denmark - som både er internationalt og stærkt vækstfokuseret – får styrket mulighederne for at udvikle højvækstvirksomheder inden for de syddanske satsninger på sundheds- og velfærdsteknologi, offshore og energieffektive teknologier. Og både i Syddansk Vækstforum og i Regionsrådet har vi store forventninger til, at acceleratorforløbene vil skabe vækst og fornyelse i samspil med de eksisterende aktører inden for forretningsområderne.

Se liste over de 10 udpegede konsortier

Se mere om Scale-up Denmark

Yderligere oplysninger:
Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum, Stephanie Lose (V), telefon: 2533 0982, slo@rsyd.dk




Siden er sidst opdateret 23-08-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |