Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2016pilSeptember 2016pilVidensfestival om innovation i sundhedsvæsenet

Vidensfestival om innovation i sundhedsvæsenet

02-09-2016 | Af Morten Pickel

4.-7. oktober afholdes Week of Health and Innovation (WHINN) i Odense. Her vil du kunne deltage i en vifte af konferencer og events inden for sundhedsinnovation.

Hvordan tiltrækker man som iværksætter investeringer til sin nystartede sundheds- og velfærdsteknologiske virksomhed? Og hvordan søger man støtte fra de mange regionale, nationale og europæiske støtteprogrammer?

Det er blot et par af de emner, man kan blive klogere på 4.-7. oktober i Odense Congress Center. I løbet af Week of Health and Innovation (WHINN) vil der blive afholdt over 20 forskellige arrangementer, der alle beskæftiger sig med sundheds- og velfærdsteknologi.

Det er Region Syddanmark og Odense Kommune, der organiserer WHINN i samarbejde med Welfare Tech, Healthcare Denmark, Syddansk Universitet, Inspiring Denmark og Region Syddanmarks egen innovationsafdeling Syddansk Sundhedsinnovation. Derudover bidrager en lang række andre aktører til WHINN, bl.a. Udvikling Fyn, MedCom og Syddanske Forskerparker.

Indblik i nyeste trends

WHINN tiltrækker typisk virksomhedsledere, politikere, klinikere, embedsfolk og mange andre deltagere inden for sundheds- og velfærdsinnovation. Her får deltagerne mulighed for at få et indblik i den nyeste forskning, innovation og internationale trends på området, ligesom de kan tale med repræsentanter for sundhedsvirksomheder og se de nyeste produkter på udstillingen.

Region Syddanmark står bl.a. for et par events for især virksomheder. Det drejer sig om en workshop og konference, der henvender sig til startups og virksomheder inden for sundheds- og velfærdsteknologi, der er på udkig efter risikovillig kapital. Her får du mulighed for at høre et oplæg fra investeringsguruen Shomit Ghose fra Silicon Valley-virksomheden ONSET Ventures. Shomit Ghose har et unikt perspektiv på og dyb viden inden for investering i sundhedsteknologiske virksomheder, og han vil dele ud af sin personlige erfaring og krydre oplægget med gode tips.

Derudover er der også arrangeret et netværksmøde, hvor der er mulighed for at tale med specialister inden for funding og støtteordninger. Her kan du få råd og vejledning til netop det program eller den pulje, der passer til dig, din idé og din virksomhed.

Se hele programmet for de tre dage her. Bemærk, at det er nødvendigt at tilmelde sig de forskellige arrangementer. Det kan gøres direkte fra programmet.


Siden er sidst opdateret 02-09-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |