Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Falck skal drive lægeklinik i Ølgod

14-09-2016 | Af Sanne Safarkhanlou

Det bliver Falck Lægehuse, der skal drive regionens lægeklinik i Ølgod i de kommende fire år. Falck rykker ind 1. oktober.

Region Syddanmark har netop indgået aftale med Falck Lægehuse om, at de skal drive regionens lægeklinik i Ølgod frem til oktober 2020.

Driften af klinikken har hen over sommeren været i udbud, da det ikke har været muligt at finde praktiserende læger, som vil overtage klinikken permanent. Med aftalen kan ca. 3.600 borgere i Ølgod, som er tilknyttet klinikken, se frem til, at der kommer en mere langsigtet løsning på lægedækningen i Ølgod.

Formanden for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, Tage Petersen (V), siger:

- Det er ingen hemmelighed, at der har været noget turbulens omkring lægedækningen i regionens klinik i Ølgod i år. Så vi er rigtig glade for, at vi nu har lavet en god aftale med Falck Lægehuse, som kommer til at betyde, at der kommer mere kontinuitet til gavn for patienterne.

Opsplitning mellem lægehus og Falcks klinik på sigt

Falcks lægeklinik er en del af Ølgod Lægehus og vil i opstartsfasen dele faciliteter med lægerne Lasse Johansson og Lukasz Nowak. På sigt bliver klinikkerne adskilt og får særskilte faciliteter i huset.

Afdelingschef Frank Ingemann Jensen fra Praksisafdelingen i Region Syddanmark siger:

- Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med de øvrige læger i huset, og sammen med lægerne og Falck går vi nu ind i gang med at ombygge huset, så det passer til to klinikker.

Lægemangel flere steder

Det er den generelle mangel på praktiserende læger, som vil overtage praksisser på vestkysten og på øerne i regionen, når der er praktiserende læger, der går på pension, der har ført til, at Region Syddanmark oprettede regionsklinikken i Ølgod.

Regionen har iværksat adskillige tiltag, for eksempel rekruttering af udenlandske læger, annoncering, åbent hus-arrangementer, etablering af sundhedshuse samt modernisering af gamle praksisser.

Trods dette er der stadig problemer med at skaffe praktiserende læger nok i visse dele af regionen. Det er også på den baggrund, at driften af klinikken i Ølgod har været i udbud.

Afdelingschef Frank Ingemann Jensen fra Praksisafdelingen i Region Syddanmark siger:

- Jeg ser frem til et rigtigt godt samarbejde med Falck Lægehuse og glæder mig over, at borgerne i Ølgod fortsat kan få god hjælp og behandling tæt på deres bopæl.


Siden er sidst opdateret 14-09-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |