Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Nyt elitetræningscenter for robotteknologi

Et nyt syddansk elitetræningscenter skal hjælpe unge lovende robotvirksomheder med at vokse sig store på rekordfart. Syddansk Vækstforum afsætter 10 mio. kroner til centeret.

Syddansk Vækstforum har netop afsat 10 mio. kr. til et syddansk elitetræningscenter for unge virksomheder, der arbejder med robotteknologi og viser et stærkt vækstpotentiale.

Elitetræningscenteret er en del af det landsdækkende initiativ Scale-up Denmark, som giver virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale adgang til stærke faglige miljøer og intensiv træning.

På den måde sættes der turbo på virksomhedernes udvikling, så de på rekordtid kan udvikle sig til erhvervsgiganter, skabe attraktive arbejdspladser og tiltrække både danske og udenlandske investorer.

Formand for Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), udtaler:

- I Syddanmark er vi rigtig stærke inden for robotteknologi, og med dette elitetræningscenter har vi et rigtig godt tilbud til virksomhederne. Centeret understøtter også den nationale dagsorden om at styrke konkurrenceevnen ved at benytte meget mere robotteknologi.

Af en nylig analyse fra Vækstfonden fremgår det, at der er etableret 57 danske virksomheder inden for robotindustrien siden 2010. Og Vækstfonden konkluderer, at robotklyngen er koncentreret omkring Odense.

Borgmester i Odense Kommune, Anker Boye (S), udtaler:

- Odense er i dag et af verdens største centre for robot-iværksætteri. Vi har rammerne til, at driftige mennesker med virkelyst og ideer kan understøttes fra idé til iværksætter. At der via Syddansk Vækstforum nu afsættes 10. mio. kr. til et elitetræningscenter for robotvirksomheder underbygger regionens stærke robotmiljø og sikrer en endnu bedre overgang fra helt ny iværksætter til etableret selskab. Samtidig viser beslutningen, at vi her i Odense og i Syddanmark prioriterer og har øje for de muligheder, som robotterne giver, og den vækst og udvikling de bringer, hvilket flugter med regeringens ambitioner på nationalt niveau.

Business Manager i Odense Robotics, Mikkel Christoffersen, udtaler:

- Robotklyngen i Odense har vist en stærk og stigende evne til at fostre start-ups, og med et elitetræningscenter ser vi en god scale-up mulighed for de mange nye robotvirksomheder.

Yderligere oplysninger:
Regionsrådsformand og formand for Syddansk Vækstforum Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, tlf. 25 33 09 82.
Borgmester i Odense Kommune, Anker Boye (A), tlf. 40 75 33 33
Business Manager Odense Robotics, Mikkel Christoffersen, tlf. 30 12 06 97




Siden er sidst opdateret 07-12-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |