Gå til indhold
Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-TV | English |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2016pilDecember 2016pilAmbulancereddere får bedre muligheder for at afslutte behandlingen på stedet

Ambulancereddere får bedre muligheder for at afslutte behandlingen på stedet

22-12-2016 | Af Carsten Bruun

Syddanske reddere får bedre muligheder for at afslutte patienter, der er komme ud for mindre skader, på stedet, så de undgår en unødvendig ambulancetur til sygehuset. Det er én af konsekvenserne af en beslutning, som regionsrådet traf på mødet i mandags.

Regionsrådet vedtog 19. december en række tiltag, der betyder mere udstyr i de syddanske ambulancer, udvider reddernes muligheder for at give medicin og giver redderne mulighed for at afslutte behandlingen på stedet ved mindre skader, så patienterne undgår en unødvendig ambulancetur til sygehuset.

Hvis en ambulance er rykket ud, har redderne – som reglerne er i dag - dårlige muligheder for at afslutte en patient på stedet, hvis det viser sig, at patienten for eksempel har skåret sig eller forstuvet en ankel. Selvom skaden ikke er så slem som først antaget, vil patienten typisk blive taget med på sygehuset alligevel. Med de nye retningslinjer, som regionsrådet nu har vedtaget, vil redderne få bedre muligheder for at afslutte patienter med mindre skader på stedet.

Det er en fordel både for patienten, som undgår en unødvendig ambulancetur til sygehuset, og for beredskabet, som hurtigere har en ambulance klar til at tage sig af vigtigere opgaver.
Planen er at de nye retningslinjer kan være på plads inden for to til tre måneder.

Formanden for regionens præhospitale udvalg, Thyge Nielsen (V), siger:
- Der er rigtigt mange, der ringer efter en ambulance. For at vi kan være sikre på, at vi har en ambulance klar til at rykke ud, når der sker en ulykke eller der er en borger, der bliver alvorlig syg, skal vi være skarpe på at vores ambulancer ikke er optagede af at køre rundt med folk, der har skåret sig i fingeren eller har forstuvet en ankel.


- Hvis vores visitatorer på alarmcentralen er i tvivl, sker det, at vi sender en ambulance ud til noget, der viser sig at være en mindre skade, hvor en ambulance er helt unødvendig. De nye retningslinjer giver redderne bedre muligheder for at afslutte disse mindre skader på stedet. Det er positivt – både for patienterne, der undgår en unødvendig ambulancetur på sygehuset og for beredskabet, fortsætter Thyge Nielsen.

Flere kompetencer og mere udstyr

Udover den nye vejledning vedtog regionsrådet også at uddelegere flere kompetencer til både paramedicinere og ambulancebehandlere, ligesom rådet vedtog at købe nyt udstyr til ambulancerne.

Ambulanceredderne får for eksempel kompetence til at give medicin mod kvalme og allergi. Den medicin måtte patienterne tidligere vente med at få, til de kom på sygehuset.

Desuden indkøbes der nu seks hjertekompressionsmaskiner, som monteres i ambulancer i yderområderne, hvor der er langt til nærmeste sygehus. Maskinerne skal overtage det hårde arbejde med at give hjertemassage til patienter med hjertestop, så redderen i bårerummet kan koncentrere sig om andre vigtige opgaver.

Thyge Nielsen siger:
- Jo tidligere vi kan komme i gang med at behandle folk, der er blevet alvorligt syge, jo bedre. Derfor er det positivt at både paramedicinere og reddere nu må flere ting - for eksempel at give flere typer af medicin. Medicin som patienterne tidlige typisk først kunne få på sygehuset. Den tidlige indsats betyder alt andet lige, at behandlingsresultatet bliver bedre.

I Region Syddanmarks budgetaftale for 2017 er der afsat i alt 2 mio. kr. til de nye tiltag i ambulancerne.


Siden er sidst opdateret 22-12-2016.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap