Gå til indhold
Forsiden | Ledige job | Kontakt | Nyhedsbreve | Presse | For ansatte | Web-TV | English |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilFebruar 2017pilUdvalg foreslår ekstra ambulance på Fyn

Udvalg foreslår ekstra ambulance på Fyn

07-02-2017 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmarks præhospitale udvalg indstillede på et møde i går eftermiddag til regionsrådet, at der indsættes en ekstra ambulance på Fyn med base i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Tallene viser, at Faaborg-Midtfyn Kommune på Fyn er én af de kommuner i Region Syddanmark, hvor en ambulance med blå blink har den gennemsnitligt længste responstid. I 4. kvartal i 2016 var den gennemsnitlige responstid i kommunen 10,1 minutter.

Yderligere viser tallene, at Fyn er det delområde i regionen, hvor det er sværest at overholde målet for de gennemsnitlige responstider. I den seneste periode har de gennemsnitlige tider ligget lige omkring 7,9 minutter, som er målet for den gennemsnitlige responstid på Fyn.

Ekstra ambulance i Faaborg-Midtfyn Kommune

Det er baggrunden for, at regionens præhospitale udvalg i går har indstillet til regionsrådet, at der indsættes en ekstra ambulance på Fyn med base i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Formanden for regionens præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) siger:

- Fagfolkene har set på forskellige muligheder for at styrke det præhospitale beredskab i Faaborg-Midtfyn og på Fyn i det hele taget. Jeg synes, den bedste løsning er at indsætte en ekstra ambulance. Det kunne for eksempel være i området omkring Hillerslev. Så er den central placeret der, hvor store veje krydser hinanden. En ambulance der vil også gavne responstiderne i Faaborg by. Vi er enige om forslaget i udvalget, og vi håber, at den ekstra ambulance kan være på plads inden udgangen af marts måned.

I Faaborg-Midtfyn Kommune er der i dag to ambulancer, der begge kører døgnet rundt – én med base i Ringe og én med base i Faaborg. Der er også tanken, at den ekstra ambulance skal køre døgnet rundt.

Ambulance Syds driftsudgifter til den ekstra ambulance vil årligt være på knap 5 mio. kr.

Finansiering en del af budgetforhandlinger

Det præhospitale udvalg foreslår, at den ekstra ambulance på Fyn i 2017 finansieres indenfor den nuværende økonomiske ramme, og at pengene til ambulancen i 2018 og fremad findes i forbindelse med forhandlingerne om regionens budget for 2018. 

En finansiering ved at nedlægge et dagberedskab i Trekantområdet er derfor ude af billedet.

Regionsrådet skal drøfte forslaget fra det præhospitale udvalg den 27. februar 2017.


Siden er sidst opdateret 07-02-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap