Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilArkiv for pressemeddelelserpilPressemeddelelser 2017pilFebruar 2017pilFlere studerer naturvidenskab i Syddanmark - endnu flere efterlyses

Flere studerer naturvidenskab i Syddanmark - endnu flere efterlyses

Andelen af syddanske unge, der vælger en naturvidenskabelig, teknisk eller sundhedsfaglig uddannelse, er svagt stigende. Det viser en analyse fra Region Syddanmark, Uddannelsesbarometer 2016. Dermed er Syddanmark fortsat på rette vej i forhold til at leve op til de øgede krav om teknologiske kompetencer på fremtidens arbejdsmarked.

Det går fremad med Region Syddanmarks målsætning om at få flere unge til at vælge en uddannelse inden for en naturvidenskabelig retning, herunder teknik og sundhed, om end der fortsat er et stykke vej, inden regionens målsætning er realiseret.

Andelen af optagne på en naturvidenskabelig retning på de gymnasiale uddannelser i Syddanmark har været konstant stigende siden 2012, og i 2016 valgte 31,3 pct. af de nyoptagne en naturvidenskabelig retning. Det er især pigerne, der har fået øjnene op for naturvidenskaben – her er andelen steget fra 25,3 pct. i 2010 til 28,6 pct. i 2016. Det viser analysen Uddannelsesbarometer 2016.

Formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Syddanmark, Bo Libergren (V), siger:

- Vi har i flere år haft stort fokus på at gøre de unge interesserede i naturvidenskab – senest bl.a. med projektet Science i Syddanmark, hvor unge i udskolingsklasser og gymnasiet arbejder intensivt med diabetes, som jo er et højaktuelt emne. Det giver de unge gode muligheder for at relatere undervisningen til hverdag, samfundsdebat, uddannelse og jobliv, og derigennem kan deres interesse for de naturvidenskabelige fag vækkes.

Fortsat brug for skarpt fokus

Når man ser på andelen, der vælger en naturvidenskabelig retning på de videregående uddannelser, viser de nyeste tal fra 2015, at Syddanmark med 40,9 pct. ligger over landsgennemsnittet på 38,6 pct. Andelen er dog faldet en lille smule fra 2014 til 2015 i Syddanmark. Der er således fortsat brug for et skarpt fokus på at få flere syddanske unge til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse:

- Region Syddanmark har en relativt høj andel beskæftigede i den industrielle service- og produktionssektor. Denne sektor gennemgår en stor digital omstilling, der for mange virksomheder er en uundgåelig omstilling, hvis de fortsat skal kunne tilbyde arbejdspladser og skabe vækst i Syddanmark. Den fjerde industrielle revolution, vi kender som Industri 4.0, handler om at udnytte nye forretningsmuligheder ved brugen af bl.a. sensorer, Big Data og avancerede robotter. Skal vi lykkes med at udvikle og bruge nye digitale services, produkter og produktionssystemer, har vi som region og land brug for flere naturvidenskabeligt uddannede, end vi ser i dag, siger Bo Libergren.

Den samlede stigning i andelen af optagne på de naturvidenskabelige uddannelser er blandt andet resultatet af en fokuseret indsats på at nå målsætningen om, at andelen skal stige med 20 pct. i forhold til 2010. Her viser tallene fra Uddannelsesbarometer 2016, at der stadig er et godt stykke vej. Andelen, der er optaget på en naturvidenskabelig retning ved de gymnasiale uddannelser, er 2 pct. større end i 2010, mens andelen af de optagne på de videregående naturvidenskabelige uddannelser er steget 4 pct. siden 2010.

Ny teknologipagt

Region Syddanmarks fokus på naturvidenskab hænger fint sammen med regeringens indsats på det naturvidenskabelige område, hvor regeringen i løbet af foråret forventes at præsentere en national teknologipagt. Teknologipagten er et frivilligt samarbejde på tværs af erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner, det offentlige, fagforeninger m.fl. efter hollandsk forbillede, som skal styrke unge og studerendes kompetencer inden for det digitale, naturvidenskabelige og tekniske område.

Når teknologipagten bliver en realitet, er Region Syddanmark og Syddansk Vækstforum klar til at spille med og bidrage til at udmønte teknologipagten regionalt, så den ses i sammenhæng med de erhvervsmæssige styrker, der er i regionen. Eksempelvis er der en stærkt voksende robotbranche i og omkring især Odense, som i høj grad ville kunne nyde godt af en arbejdsstyrke med større digitale og tekniske kompetencer.

Du kan se mange andre statistikker for uddannelsesområdet i Uddannelsesbarometer 2016, som du kan hente her.

Yderligere oplysninger:
Formand Bo Libergren (V), Udvalget for Regional Udvikling, Region Syddanmark, tlf. 29 20 18 00




Siden er sidst opdateret 07-02-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap