Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilMarts 2017pilForslag om støtte til frivillige akuthjælpere på Ærø

Forslag om støtte til frivillige akuthjælpere på Ærø

07-03-2017 | Af Carsten Bruun

Det præhospitale udvalg foreslår regionsrådet, at der ydes etableringsstøtte på op til 100.000 kr. til den frivillige akuthjælperordning på Ærø. Det besluttede udvalget på sit møde i går.

Det præhospitale udvalg foreslår regionsrådet, at der ydes etableringsstøtte på op til 100.000 kr. til den frivillige akuthjælperordning på Ærø. Det besluttede udvalget på sit møde i går.

Omkring 50 borgere på Ærø er i dag uddannede akuthjælpere og klar til at rykke ud og hjælpe medborgere på Ærø for eksempel i tilfælde af et hjertestop. Disse frivillige akuthjælpere kan alarmeres direkte fra regionens AMK Vagtcentral i Odense i forbindelse med ambulance A-udkald på Ærø.

I går besluttede Region Syddanmarks præhospitale udvalg at foreslå regionsrådet, at der ydes 50.000 kr. til den frivillige akuthjælperordning på Ærø på baggrund af dokumenterede udgifter. Desuden lægger udvalget op til, at akuthjælperordningen kan få 50.000 kr. mere, hvis foreningen har yderligere dokumenterede udgifter til uddannelse.

I øjeblikket har den frivillige akuthjælperordning på øen knap 200 medlemmer, hvoraf de 50 altså er uddannede akuthjælpere.

Formanden for Region Syddanmarks præhospitale udvalg Thyge Nielsen (V) siger:
- Al erfaring viser, at den bedste hjælp ved for eksempel hjertestop er hurtig hjælp. Derfor er de mange akuthjælpere rundt om i regionen et helt uvurderligt supplement til regionens præhospitale setup, da de som oftest kan være hurtigere fremme end ambulancen. Som på Ærø vil vi gerne støtte disse frivillige ordninger med at komme i gang. Og heldigvis går udviklingen kun i én retning – flere og flere akuthjælpere står i direkte kontakt med vores alarmcentral og kan kaldes ud, så de kan yde hurtig hjælp.

16 akuthjælperordninger i direkte kontakt med vagtcentralen

I Region Syddanmark er der på nuværende tidspunkt akuthjælper- og nødbehandlerordninger på Langeland, Ærø, Aarø, Hjortø, Drejø, Strynø, Bjørnø, Avernakø, Skarø, Kegnæs, Nordals, Mandø, Lyø, Birkholm, Helnæs, Barsø, Rømø, Vamdrup, Sommersted, Fjelstrup, Felsted og Varde Kommune. I Varde Kommune består ordningen af hjemmesygeplejersker, og på Nordals er en nødbehandlerbil bemandet med ansatte fra Danfoss.

I øjeblikket er akuthjælpere fra 16 af disse ordninger koblet direkte op på Region Syddanmarks AMK Vagtcentral i Odense.

Det vil sige, at på samme tid som vagtcentralen giver ambulancen besked om at rykke ud, vil akuthjælperne tæt på hændelsesstedet helt automatisk blive kaldt. Når de er blevet kaldt, og de har accepteret opgaven, er der direkte kontakt mellem akuthjælperen og personalet på vagtcentralen.

Retningslinjer for tilskud

Udover at foreslå penge til akuthjælperne på Ærø bad udvalget desuden forvaltningen om at udarbejde oplæg til, hvordan man kan yde etableringstilskud til akuthjælperordningerne fremadrettet.

Næstformand i det præhospitale udvalg, Andrea Terp (S) siger:
- Selvfølgelig skal vi støtte de akuthjælpere, der frivilligt stiller op og gør en kæmpe forskel. Men vi bliver nødt til at have nogle klare principper for hvornår og hvordan vi kan støtte dem. Derfor bliver vi én gang for alle nødt til at få udarbejdet et sæt retningslinjer, så vores tildelinger bliver retfærdige.


Siden er sidst opdateret 07-03-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap