Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilMarts 2017pilRegionsklinik skal sikre lægedækningen på Langeland

Regionsklinik skal sikre lægedækning på Langeland

23-03-2017 | Af Sanne Safarkhanlou

1. maj 2017 åbner Region Syddanmark sin første egentlige regionsklinik. Regionsklinikken får til huse i sundhedshuset på Havnegade i Rudkøbing, og her vil to læger sammen med det øvrige personale varetage behandlingen af knap 2.000 patienter.

Region Syddanmark har siden september 2016 drevet et midlertidigt lægetilbud i Lægehuset Havnegade i Rudkøbing. Det er således dette tilbud, som fra 1. maj 2017 fortsætter som en egentlig regionsklinik i op til 4 år under navnet Regionsklinikken Langeland.

Det betyder, at de cirka 2.000 langelændere, der i dag er tilknyttet Lægehuset Havnegade, også fremover vil være sikret lægedækning i lokalområdet.

Regionen vil bemande praksis med to læger samt det nuværende klinikpersonale.

Billigere at drive klinikken selv

Regionen har siden sommeren 2016 forsøgt at rekruttere alment praktiserende læger til at overtage klinikken, og dette lykkedes i første omgang, men lægen valgte at ophøre med udgangen af januar 2017.

Derfor så regionen sig nødsaget til at sætte driften af klinikken i udbud. Der er tre aktører, der har budt på driften af Lægehuset Havnegade, men da regionen vurderer, at det er væsentligt billigere selv at drive lægehuset, kommer regionen til at stå for driften i op til fire år.

Formanden for sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, Tage Petersen (V), siger:

- Det er første gang, vi åbner en regionsklinik på mere permanent basis. Vi håber, at patienterne vil tage godt imod den. Det ligger os meget på sinde, at patienterne ikke kommer til at mærke den store forskel, og at de får et tilbud, som de er trygge ved og glade for. Ligeledes vil vi gøre vores yderste for at sikre, at klinikken bemandes af faste læger.

Region Syddanmark har tidligere drevet lignende regionsklinikker i blandt andet Esbjerg og Ølgod, men de har været oprettet som midlertidige tilbud, indtil praktiserende læger eller andre aktører har overtaget driften.

Patienter flytter automatisk med

Lægehuset Havnegade er i dag bemandet af en fast sygeplejerske, en bioanalytiker, en lægesekretær og en fast lægevikar.

Borgere, der i dag er tilknyttet Lægehuset Havnegade, flytter automatisk med, når klinikken overgår til at være en regionsklinik, og er blevet orienteret via brev.

Borgere tilmeldt Lægehuset Havnegade behøver således ikke foretage sig noget, og vil automatisk modtage nye sundhedskort, hvorpå det nye kliniknavn Regionsklinikken Langeland fremgår.


Siden er sidst opdateret 23-03-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap