Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilJuni 2017pilDesign kan sætte gang i væksten
Stephanie Lose til Danish Design Award 2017 450px

Regionsrådsformand Stephanie Lose talte ved åbningen af Danish Design Award i Kolding. (Foto: Montgomery Photo)




Design kan sætte gang i væksten

01-06-2017 | Af Astrid Westergaard

I denne uge er design i rampelyset i Syddanmark. Danish Design Award er for første gang uddelt i Kolding, og torsdag åbnede en stor designudstilling under Design Week Kolding.

- Design har været et strategisk fokusområde i Syddanmark i næsten et årti og er det stadig. For os er design ikke bare en måde at få ting til at se godt ud. Design handler i høj grad om vækst, job og eksport.

Det slog regionsrådsformand Stephanie Lose (V) fast, da hun talte ved åbningen af Danish Design Award i Kolding onsdag aften.

Danish Design Award er en national prisuddeling, der sætter fokus på, hvordan design bidrager til bl.a. øget vækst og arbejdspladser.

At prisuddelingen finder sted i Kolding skyldes et samarbejde mellem Region Syddanmark, Kolding Kommune, Business Kolding og den syddanske designklynge D2i – Design to innovate. Tidligere på måneden fandt første del af prisuddelingen sted i København.

Stor designudstilling åbner

Hele uge 22 er Design Week i Kolding, hvor også Designskolen Kolding fejrer sit 50-års jubilæum.

Torsdag åbner et af flagskibene i ugen, nemlig en stor designudstilling på museet på Koldinghus, som kan ses frem til september. Udstillingen sætter fokus på 50 år med design som forandringskraft. Den indeholder design, som vi normalt ikke skænker en tanke, fx en dåseåbner eller systemet bag Mobile-Pay.

Udstillingen forventes at blive set af ca. 30.000 turister og borgere i Region Syddanmark.

Regionsrådet i Region Syddanmark har finansieret den del af Danish Design Award, der foregår i Kolding i år, med 450.000 kr., og Design Week Kolding med 800.000 kr.

Design en god investering

Inden for de seneste år har regionen og Syddansk Vækstforum investeret 160 millioner kroner i aktiviteter inden for design og kreative industrier. Analyser viser, at det er en god investering, for virksomheder, som anvender design, er mere optimistiske, når det gælder forventninger til antal ansatte, omsætning og eksport end virksomheder, der ikke anvender design.

Danish Design Award-priser i Kolding:

  • Building markets: For løsninger, der øger omsætningen.
  • Future welfare/improved welfare: For løsninger, der styrker samfundets velfærdskapacitet.
  • Fostering partnerships: For løsninger, der skaber værdi for borgere gennem nye offentlige-private partnerskaber.
  • Game changer: For løsninger, der radikalt har ændret en branche eller en sektor.
  • People’s Choice: For løsninger, der vælges af folket.
  • Young Talent: For et exceptionelt talent.

Prisvindere: http://bit.ly/2rWPZtk

Overblik over Design Week Kolding: https://dwk17.dk/


Siden er sidst opdateret 01-06-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap