Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2017pilJuni 2017pilSteen Schougaard Christensen ny direktør for Ambulance Syd
Steen Schougaard Christensen

Steen Schougaard Christensen ny direktør for Ambulance Syd

23-06-2017 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmark har i dag ansat Steen Schougaard Christensen som ny direktør for Ambulance Syd.

Et enigt ansættelsesudvalg har i dag valgt at ansætte Steen Schougaard Christensen som direktør i regionens eget ambulanceselskab, Ambulance Syd, der står for ambulancekørslen på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland.

Steen Schougaard Christensen er 46 år og har senest arbejdet i sin egen virksomhed Konceptet, der arbejder med rådgivning inden for ledelse og organisationsudvikling. Tidligere har han blandt andet været administrerende direktør i DSB Vedligehold og direktør for det Mærsk-ejede Lindø Skibsværft.

Koncerndirektør Rikke Vestergaard, der bliver Steen Schougaard Christensens nærmeste leder, siger:

  - Ambulance Syd er inde i en rigtig god udvikling med stabil drift. Selskabets ambulancer rykker ud til tiden, og har stort set de reddere, der er brug for. I ansættelsesudvalget er vi enige om at pege på Steen Schougaard Christensen som rette mand til at videreudvikle Ambulance Syd, så vi kan tilbyde endnu bedre ambulanceservice til syddanskerne. Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Steen Schougaard Christensen.

Afløser Mads Haugaard som direktør

Steen Schougaard Christensen afløser Mads Haugaard i stillingen som direktør i Ambulance Syd. Mads Haugaard har været konstitueret i stillingen siden august sidste år, da Region Syddanmark hjemtog ambulancetjenesten i store dele af regionen og Ambulance Syd blev dannet.

Som direktør får Steen Schougaard Christensen det overordnede ansvar for at lede Ambulance Syd sammen med ambulancechef René Sigvartsen. Direktøren har det overordnede ansvar for selskabets budget, kvalitet og udvikling og skal fastholde Ambulance Syd som en attraktiv arbejdsplads.

Steen Schougaard Christensen begynder i sit nye job den 1. august 2017, og han glæder sig til at arbejde i Ambulance Syd:

- Medarbejderne i Ambulance Syd har gennem de sidste par år oplevet ubehagelige og uforudsete forandringer, og jeg har stor respekt for det flotte stykke arbejde, der allerede er gjort i Ambulance Syd. Jeg glæder mig til, sammen med medarbejderne og Ambulance Syds ledelse, at vise, at vi som regionalt ambulanceselskab kan være konkurrencedygtige og leve op til den tillid, som borgerne og samfundet har til os.

Der var 40 ansøgere til stillingen.

 

Link til foto af Steen Schougaard Christensen




Fakta

Steen Schougaard Christensen

2016-2017: Stifter af Konceptet, der arbejder med rådgivning inden for ledelse og organisationsudvikling

2016-2017: Direktør i Freightsource, der varetager transportopgaver for små og mellemstore virksomheder

2012-2015: Forskellige direktørstillinger i DSB – blandt andet administrerende direktør for DSB Vedligehold

2001-2012: Forskellige chefstillinger på det Mærsk-ejede Odense Staalskibsværft – blandt andet CEO på Lindø Skibsværft fra 2009-2012

1999-2001: Skatterådgiver hos revisionsfirmaet Nielsen og Christensen A/S

1996-1999: Fuldmægtig i Skatteministeriet

Steen Schougaard Christensen er uddannet master i business administration og jura fra Aalborg Universitet.

Steen Schougaard Christensen bor i Nyborg og er delefar til tre børn

Ambulance Syd

Ambulance Syd har et samlet budget i 2017 på 385 mio. kr. Selskabet står årligt for cirka 120.000 ambulance- og sygetransportkørsler foruden cirka 10.000 akut- og akutlægebilskørsler.  Ambulance Syd beskæftiger cirka 600 medarbejdere på 37 ambulancestationer.
 


Siden er sidst opdateret 23-06-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |