Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

Region SyddanmarkpilPresse og nyhederpilPressemeddelelserpilArkiv for pressemeddelelserpilPressemeddelelser 2017pilAugust 2017pilRådgiver og entreprenør valgt til Kærgård-oprensningsdemonstrationsanlæg

Rådgiver og entreprenør valgt til Kærgård-oprensningsdemonstrationsanlæg

Det bliver et konsortium bestående af fire virksomheder, som skal i gang med at etablere et såkaldt demonstrationsanlæg i Kærgård Klitplantage. Anlægget er en del af regionsrådets handleplan og skal blandt andet give erfaringer med oprensning af forureningen under grundvandsspejlet. 

Region Syddanmark har valgt det konsortium, der til september skal i gang med at etablere et demonstrationsanlæg i Kærgård Klitplantage.

Tre bydere blev i foråret prækvalificeret til at byde på opgaven, og henover sommeren har regionens miljøeksperter vurderet tilbuddene ud fra bl.a. pris og kvalitet. Vinderne af udbuddet blev COWI, Rambøll, Geosyntec og Hans Frisesdahl i et konsortium, der både skal stå for rådgivning og entreprenørarbejdet.

  - Det er meningen, at erfaringerne fra demonstrationsanlægget senere skal bruges til en oprensning af grundvandet under grube 1, 2, 3 og 4, hvis der kan findes de ca. 100 millioner kroner, det vil koste. Målet med en grundvandsoprensning er på sigt at få hævet restriktionerne i området – herunder badeforbuddet, forklarer Jørgen Fjeldsø Christensen, der er Region Syddanmarks projektleder på oprensningen i Kærgård Klitplantage.

Det forventes at erfaringerne også vil kunne bruges på andre af Grindstedværkets gamle forureninger.

100 boringer


Regionsrådet afsatte i januar i år syv millioner kroner til anlægget, som vil blive placeret i grube 3. Her vil der blive etableret omkring 100 boringer i 15 meters dybde til kemisk og biologisk oprensning, som indtil videre har vist sig at være de mest lovende metoder.
Området omkring grube 3 vil blive tydeligt markeret, når boringerne går i gang, for at forhindre uvedkommende i at komme i kontakt med forureningen.

Anlægget ventes at være klar til drift 1. marts 2018.

FAKTA om forureningen i Kærgård Klitplantage:

Region Syddanmark overtog i 2007 ansvaret for forureningen i Kærgård Klitplantage, der betragtes som en af danmarkshistoriens værste forureninger. Siden er der blevet fjernet næsten 7.500 tons stærkt forurenet sand, jord og slam fra gruberne. Tilbage står en kraftig forurening af grundvandet under gruberne.

Forureningen stammer fra perioden 1956-1973, hvor tankvogne i pendulfart kørte spildevand fra Grindstedværket ud i Kærgård Klitplantage imellem strandene i Vejers og Henne. Her blev spildevandet deponeret i seks såkaldte gruber, der er store udgravede huller imellem klitterne, og i alt skønnes det, at der blev deponeret 286.000 kubikmeter spildevand. Det svarer til indholdet af to tankbiler hver eneste dag året rundt i 17 år.

Spildevandet kom fra Grindstedværkets produktion af bl.a. vitaminpiller, antibiotika, sovepiller og nervemedicin og tæller stoffer som kviksølv, cyanid, benzen, medicinske restprodukter og klorerede opløsningsmidler.
Udsivning fra gruberne har forurenet jord, grundvand og badevand, og der blev i 1964 udstedt badeforbud på en 800 meter lang strækning langs Vesterhavet. Senere blev badeforbuddet udvidet til de 1.400 meter, der fortsat eksisterer i dag.

Yderligere oplysninger:
Jørgen Fjeldsø Christensen, geolog, projektleder på oprensningen i Kærgård Klitplantage, mobil: 29 20 19 28

 




Siden er sidst opdateret 21-08-2017
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring