Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Regionen vil oprette eget tolkekorps

27-11-2017 | Af Sanne Safarkhanlou

Region Syddanmark vil etablere en regional tolkeenhed, som skal dække alle sygehuse i regionen. Målet med det faste tolkekorps er at styrke kvaliteten af tolkningen, uden at det kommer til at koste mere end i dag.

Region Syddanmark vil i 2018 oprette sit eget tolkekorps med 20-25 tolke, der skal stå for tolkeopgaverne på alle regionens sygehuse ved hjælp af videotolkning og tolkning ved fremmøde. 

Det står klart, efter regionsrådet i dag vedtog et forslag, der sigter efter at forbedre kvaliteten af tolkningen for at undgå fejlbehandlinger eller forsinket diagnostik på grund af sproglige misforståelser. Nye Borgerliges ene mandat stemte imod.

Formanden for sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S), siger:

- Jeg er sikker på, at både patienter, pårørende og personale vil opleve et løft i kvaliteten, når vi hjemtager tolkeopgaven. I tolkekorpset har vi selv indflydelse på, hvem vi ansætter, og hvilke krav vi vil stille til dem i form af uddannelse, professionalisme og sprogkundskaber. Og så vil vi kunne gøre det, uden at det koster ekstra.

Tolke med rette kvalifikationer

Ideen om eget tolkekorps opstod, da Region Syddanmark i 2017 måtte annullere en aftale med firmaet Tolke Danmark Aps, der ellers skulle have stået for tolkningen på regionens sygehuse.

Få dage efter aftalen trådte i kraft, opsagde regionen aftalen, fordi der var tolke, som ikke mødte op og fordi kvaliteten af tolkningen var for lav.

Formanden for social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiesen (DF), siger:

- Vi ved, at manglende eller mangelfuld tolkning i nogle tilfælde har ført til misforståelser, der har ledt til fejlbehandling eller har forlænget patientens udrednings- og behandlingsforløb unødigt. Og det kan vi naturligvis ikke leve med.  Ved at tilbyde gode vilkår og faste stillinger kan vi tiltrække tolke, som har de kvalifikationer og erfaring, der er brug for.

I kraft af, at der ikke findes en national uddannelse til tolke, tilbyder regionen et introduktionsprogram for tolke om at tolke i sundhedsvæsenet. Her introduceres tolkene til emner som basal anatomi, interkulturel kompetence og tolkeetik. Herudover tilbyder regionen sammen med en SOSU-skole i regionen konkrete AMU-uddannelsesmoduler målrettet tolkenes kompetencebehov.




Fakta

I 2016 blev der gennemført cirka 38.000 tolkninger på regionens sygehuse og det kostede 24,8 millioner kroner. Cirka 70 procent af alle tolkninger foregår i dag som video- eller telefontolkning.

Regionen forventer ikke, at det vil blive dyrere at drive eget tolkekorps, som vil få base på sygehuset i Kolding.


Siden er sidst opdateret 29-11-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |