Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2017pilDecember 2017pilFlotte skulderklap til syddanske sygehuse i Dagens Medicin
Dagens Medicin - Kræft - 450

Skulderklap til syddanske sygehuse

08-12-2017 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Tre syddanske sygehuse får flot hæder i sundhedsmagasinet Dagens Medicin for god kræftbehandling.

Tre af Region Syddanmarks sygehuse får særligt flotte skulderklap for god kræftbehandling i sundhedsmagasinet Dagens Medicin.

Vejle Sygehus, Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og Odense Universitetshospital (OUH) tager henholdsvis 1., 2. og 3. pladsen i magasinets kåring af landets bedste kræftsygehuse. Magasinet baserer deres kåringer på tal for behandlingskvalitet, der er indberettet til kliniske databaser.

Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen mener, at hæderen tilfalder medarbejderne:

- Det er nogle flotte placeringer, som de tre sygehuse hiver hjem, og det er et velfortjent skulderklap til medarbejderne på regionens kræftafdelinger, der arbejder hårdt for at skabe de bedst mulige forløb for patienterne.

De øvrige sygehuse i kategorien er Aarhus Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Sikker førsteplads til Vejle

Vejle bibeholder førstepladsen fra sidste år, mens Sydvestjysk Sygehus med en imponerende spurt har avanceret fra en femteplads til en andenplads. Dermed skubbede vestjyderne OUH ned på tredjepladsen.

Kurt Espersen glæder sig over de flotte placeringer:

- Vejle har allerede etableret sig som Danmarks kræftsygehus, og førstepladsen i Dagens Medicins kåringer understreger det. Sydvestjysk Sygehus’ flotte placering og fremgang er bemærkelsesværdig, mens jeg hæfter mig ved, at Odense Universitetshospital fortsat opnår en flot placering. Det er alt sammen noget, vi skal være stolte af.

Koncerndirektøren fortæller, at Region Syddanmark generelt er godt med på kræftområdet.

Det kommer blandt andet til udtryk i kræftpakkeforløbene. Kræftpakkerne opstiller nogle mål for det optimale patientforløb, så patienterne får hurtig udredning og behandling. Her viser de seneste tal, at Region Syddanmarks sygehuse i fællesskab i 88 procent af tilfældene lever op til de ambitiøse mål.

Med 88 procent er Region Syddanmark den region, der er bedst til at efterleve kræftpakkeforløbene.

Endelig opgørelse vurderer kun syv sygehuse

Kun sygehuse, der behandler mindst syv af de ni hyppigst forekommende kræftsygdomme indgår i den endelige beregning og er dermed med i opløbet om hæderen. Det er der på landsplan kun syv sygehuse, der gør, og i Region Syddanmark er det de tre topscorere.

De ni kræftformer er brystkræft, lungekræft, tarmkræft, blærekræft, prostatakræft, modermærkekræft, lymfom, neurologisk kræft og livmoderkræft — samt palliativ behandling af kræftpatienter.

Men Dagens Medicin har undersøgt behandlingskvaliteten på kræftområdet på alle områder, og selvom Sygehus Sønderjylland Aabenraa ikke kan være med i det endelige opløb, så formår de også at fremvise et flot resultat. Sygehuset er således ifølge Dagens Medicin landets bedste på tarmkræftområdet.




Fakta

Dagens Medicin udkommer som magasin målrettet til de danske læger og har derudover øvrige sundhedsprofessionelle, sygehuschefer, politikere og andre beslutningstager i sundhedssektoren som målgruppe.


Siden er sidst opdateret 08-12-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |