Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2017pilDecember 2017pilHyppige undersøgelser skal forbedre patienternes tilfredshed med de syddanske sygehuse

Hyppige undersøgelser skal forbedre patienternes tilfredshed med de syddanske sygehuse

14-12-2017 | Af Sanne Safarkhanlou

Region Syddanmark vil forbedre patienternes oplevelser på sygehusene ved at gennemføre månedlige tilfredshedsundersøgelser. Den første undersøgelse sendes ud i morgen.

Har du været på sygehuset i november? Hvordan var det? Var kommunikationen i orden? Fik du information om medicin og oplevede du, at der var en eller flere medarbejdere, som havde særligt ansvar for dig? 

Det får du måske mulighed for at svare på fra i morgen, hvor nogle af de patienter, der var indlagt eller i ambulant behandling på et af de syddanske sygehuse i november, får et spørgeskema tilsendt.

Formanden for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Poul-Erik Svendsen (S), siger:

- Der er mange steder i det private, hvor man hele tiden undersøger, hvordan man kan gøre det bedre ved at spørge kunderne. Vi kan se en god ide i at udbrede den tankegang til sygehusene, så vi løbende kan se, hvad der fungerer, hvad der ikke fungerer og om vores initiativer virker.

Overblik på tværs

Region Syddanmark har som landets eneste region besluttet, at patienter hver måned skal spørges til deres oplevelser på sygehuset.

Undersøgelsen består af syv spørgsmål og skal ses som et supplement til de små patienttilfredshedsmålinger, som mange afdelinger allerede i dag foretager, mens patienterne er på afdelingen, fx ved hjælp af spørgeskemaer på iPads eller lign.

Region Syddanmarks koncerndirektør Kurt Espersen siger:

- Der foregår rigtig mange gode ting rundt om på sygehusene i forhold til, hvordan de enkelte afdelinger hele tiden kan forbedre patienternes tilfredshed. Nu får vi så mulighed for at få et samlet overblik over, hvordan patienterne oplever os og følge udviklingen tættere. Den viden vil gøre os i stand til at handle hurtigt og få fulgt op på forhold, der kan forbedres. Samtidig kan vi trække nogle større linjer i forhold til at dele gode erfaringer og viden på tværs. Det bidrager til at gøre Region Syddanmark til borgernes og patienternes region.

Poul-Erik Svendsen håber, at patienterne vil tage godt imod det nye initiativ:

- Vi vil gerne tænke nyt og prøve nye ting af i Region Syddanmark. Og vi har samtidig et mål om, at borgere og patienter skal opleve, at Region Syddanmark gør det godt. Så jeg håber virkelig, at patienterne vil se det nye spørgeskema som deres mulighed for at hjælpe os til at gøre det endnu bedre og sætte ind de rigtige steder.

Tager udgangspunkt i LUP

Alle besvarelser er anonyme og undersøgelsen tager udgangspunkt i den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP, der har kørt i flere år.

Læs om den regionale patientundersøgelse (LUP-Light)

Det er patienter fra 288 forskellige afdelinger på Odense Universitetshospital, Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland, Sydvestjysk Sygehus og Friklinikken, der inviteres til at besvare undersøgelsen.

Konceptet evalueres i foråret 2018, og på dette tidspunkt tages stilling til hvordan psykiatriske patienter, patienter på akutklinikker og akutmodtagelse, samt fødende kan indgå i undersøgelserne.


Siden er sidst opdateret 14-12-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |