Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


Julehilsen fra Kærgård Klitplantage

15-12-2017 | Af Morten Pickel

Selvom sneen i denne uge er dalet ned over Kærgård Klitplantage, er der ikke udsigt til tidlig juleferie for de medarbejdere, der arbejder med en af danmarkshistoriens værste forureninger.


I Kærgård Klitplantage fortsætter arbejdet med at oprense stoffer som benzen, sulfonamider og klorerede opløsningsmidler – også selvom sneen i denne uge har lagt sig som et hvidt tæppe over området. Håbet er, at man på sigt vil kunne ophæve det 1.400 meter lange badeforbud på stranden mellem Vejers og Henne og de øvrige restriktioner mod at opholde sig i nærheden af de forurenede gruber.

Målet med oprensningen er i første omgang at forbedre forholdene for ophold i klitterne. Hvis forbuddet mod ophold på stranden og badeforbuddet på sigt skal kunne ophæves, kræver det en oprensning af det stærkt forurenede grundvand under gruberne.

Netop nu er regionen i samarbejde med Aarhus Universitet i gang med at teste en mere omkostningseffektiv metode, som vil kunne reducere omkostningerne til en grundvandsoprensning fra de nuværende 100 mio. kr.

286.000 kubikmeter spildevand

I perioden 1956-1973 kørte tankvogne i pendulfart spildevand fra Grindstedværket ud i Kærgård Klitplantage imellem strandene i Vejers og Henne. Her blev spildevandet deponeret i seks såkaldte gruber, der er store udgravede huller imellem klitterne, og i alt skønnes det, at der blev deponeret 286.000 kubikmeter spildevand. Det svarer til indholdet af to tankbiler hver eneste dag året rundt i 17 år.

Spildevandet kom fra Grindstedværkets produktion af bl.a. vitaminpiller, antibiotika, sovepiller og nervemedicin og tæller stoffer som kviksølv, cyanid, benzen og klorerede opløsningsmidler.

Ophold uden sundhedsrisiko

Siden Region Syddanmark overtog ansvaret for oprensningen i 2007 er der fjernet omkring 7.500 tons stærkt forurenet sand, jord og slam. Det er nu muligt at færdes i området uden at blive udsat for en sundhedsrisiko, hvis man altså tager visse forholdsregler. Det – og meget mere – kan du læse om her.

 


Siden er sidst opdateret 15-12-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |