Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2017pilDecember 2017pilRegion Syddanmark lytter til kritik på høreområdet

Region Syddanmark lytter til kritik på høreområdet

15-12-2017 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Lange ventetider på høreområdet i Region Syddanmark er ikke acceptable. Derfor vil de syddanske politikere følge området tæt og justere på den nuværende løsning, hvis der ikke er tegn på bedring.

Patienter med problemer med hørelsen har over det seneste års tid måttet vente for længe på behandling. Ventelisterne er blevet for lange, og oprettelsen af en regional høreklinik i Sønderborg har endnu ikke haft den ønskede effekt på ventetiden.

Regionen har givet flere patienter adgang til regional høreklinik

Regionen oprettede sommeren 2017 en regional høreklinik i Sønderborg. Oprindelig kunne patienter fra hele regionen, der havde ventet mere en 12 måneder på behandling, blive behandlet i den regionale høreklinik. Men kun et fåtal af patienterne valgte at tage imod tilbuddet.

I oktober 2017 udvidede regionen derfor muligheden for, hvem der kan henvises til den regionale klinik, så også nye patienter fra hele regionen, der har udsigt til mere end 12 måneders ventetid, kan få hjælp på klinikken. Det har fået flere til at henvende sig end før.

Yderligere tiltag skal få flere til at flytte behandling til Sønderborg

De patienter, der har valgt at tage til Sønderborg, har hidtil bundet sig til den regionale klinik over fire år. Det betyder, at de cirka 5-7 efterfølgende kontroller og opfølgninger over 4 fire år skal foretages i det sønderjyske. Men det har tilsyneladende fået flere til at vælge tilbuddet fra.

Derfor har Sundhedsudvalget i Region Syddanmark indstillet til regionsrådet, at patienterne fremover kun skal være tilknyttet den regionale klinik i seks måneder. Det betyder 2-3 besøg. Det gør sig også gældende for de patienter, der i løbet af 2017 er blevet henvist til høreklinikken under den gamle ordning.

Herudover får borgere fra 2018, der har udsigt til mere end 9 måneders ventetid tilbud om at flytte deres behandling til Sønderborg.

Regionen lytter til kritik og input

Poul-Erik Svendsen (S), der er udvalgsformand for regionens sundhedsudvalg, er ikke i tvivl om, at der bør handles:

- Vi skal selvfølgelig lytte, når vi får meldinger om ting, der ikke fungerer i vores sundhedstilbud, og vi har netop holdt møde med Høreforeningen om udfordringerne, hvor vi har givet udtryk for, at vi er enige om, at de nuværende ventetider ikke er tilfredsstillende. Derfor skal vi også reagere nu og justere vores tilbud.

Høreområdet bliver fulgt tæt det kommende år

Udvalgsformanden deltog i mødet med Høreforeningen sammen med regionsrådsformanden, og han understreger, at der er et politisk fokus på området.

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med de ventelister, vi ser nu, og vi kommer til at følge området særdeles tæt i 2018, og hvis det bliver nødvendigt at justere på vores tilbud, så må vi gøre det.

De nye tilpasninger forventes at blive behandlet i regionsrådet først i det nye år.

 


Siden er sidst opdateret 18-12-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |