Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Stephanie Lose og Sabine Sütterlin-Waack

Regionsrådsformand Stephanie Lose og Justits- og Europa-minister for Slesvig-Holsten, Sabine Sütterlin-Waack sammen med handelselev Palle Elkrog og butiksindehaver Frank Imlau på praktikpladsen i Flensborg.




Samarbejdet er en gevinst

05-01-2018 | Af Astrid Westergaard

Torsdag 4. januar 2018 mødtes regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, for første gang med Justits- og Europa-minister for Slesvig-Holsten, Sabine Sütterlin-Waack (CDU) i Flensborg og Vejle for at tale om det dansk-tyske samarbejde og besøge et uddannelsesprojekt.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V), Region Syddanmark, siger:

- Det dansk-tyske samarbejde er vigtigt for Region Syddanmark. Og for mig har det dansk-tyske samarbejde allerstørst værdi, når det gør en forskel for borgere og virksomheder i den dansk-tyske region.

Regionsrådsformanden er glad for, at Region Syddanmark med sin støtte til et uddannelsesprojekt som STaRForCE, er med til at løse nogle konkrete udfordringer, som regionen har arbejdet med gennem en årrække, nemlig manglen på praktikpladser på dansk side og anerkendelse af uddannelse på begge sider af grænsen.

Opgør med myte

Justits- og Europa-minister for Slesvig-Holsten, Sabine Sütterlin-Waack (CDU), siger:

- Samarbejdet med vore danske naboer har selvfølgelig fortsat høj prioritet hos den stadig nye regering i Slesvig-Holsten. Det kunne jeg forsikre vores tætteste danske partner - Region Syddanmark - om i dag.

Besøget hos projektet STaRForCE gjorde stort indtryk på ministeren og gør op med myten om, at det ikke er muligt at tage erhvervsuddannelse hen over grænsen. Og det er en ægte gevinst for både unge mennesker i uddannelse og virksomhederne i vores grænseland, sagde ministeren.

Besøgte elev

Uddannelse på tværs af grænsen er en vigtig del af samarbejdet. De to politikere aflagde først på dagen et besøg hos handelseleven Palle Elkrog fra IBC Kolding, som er i praktik hos Imlau2Play i CITTI PARK i Flensborg, for at høre om hans uddannelse.

Palle Elkrog er en af de danske elever, som benytter sig af muligheden for at få en tysk praktikplads gennem projektet STaRForCE.

Nord for grænsen er det svært for mange elever at skaffe sig en praktikplads, mens virksomhederne syd for grænsen har svært ved at finde kvalificerede praktikanter. Derfor er samarbejdet om uddannelse på tværs af grænsen en rigtig god idé.

I projektet STaRForCE tilbydes erhvervsuddannelser, som er anerkendte og kvalificerende i begge lande. Det betyder, at dørene til arbejdsmarkedet står åbne i både Danmark og Tyskland efter endt uddannelse.

Drøftelsen af det dansk-tyske samarbejde fortsatte i regionshuset i Vejle, og minister Sabine Sütterlin-Waack deltog efterfølgende i regionsrådets nytårskur i regionshuset i Vejle.

 


Siden er sidst opdateret 05-01-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |