Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilMarts 2018pilUændrede ventetider på høreområdet kræver handling

Uændrede ventetider på høreområdet kræver handling

14-03-2018 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Sundhedsudvalgsformanden i Region Syddanmark har bedt om et oplæg til en handlingsplan på høreområdet. Lange ventetider har plaget området, og de seneste tal viser ikke tegn på bedring.

Der skal ske en markant ændring på høreområdet. Det slår sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) fast efter, at nye tal viser, at patienterne, der har behov for et høreapparat, fortsat venter længe på de nødvendige høreundersøgelser.

Høreområdet har i en periode været præget af for lange ventetider, og den seneste udvikling peger på, at det ikke bliver bedre. 

Høreklinik i Sønderborg har ikke lettet på trykket

Regionen oprettede i foråret 2017 en regional høreklinik i Sønderborg, da ventetiden på resten af regionens høreklinikker var for lang.

Oprindelig kunne patienter fra hele regionen, der havde ventet mere en 12 måneder på behandling, blive omvisiteret til den regionale høreklinik. Men kun et fåtal af patienterne valgte at tage imod tilbuddet, og derfor forsøgte regionsrådet i januar 2018 at gøre tilbuddet mere attraktivt.

Men en ny problematik har nu vist sig.

Det er svært at rekruttere de audiologi-assistenter, der foretager undersøgelser og kontroller, og det har fået ventetiden i Sønderborg til at stige.

Det betyder, at selvom ventetiden på den regionale høreklinik i Sønderborg er kortere end i resten af regionen, så kan den regionale høreklinik ikke selvstændigt medvirke til at nedbringe ventetiderne på de andre høreklinikker – som det ellers var planen.

Behov for handling efter manglende udvikling

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) er bekymret over udviklingen i ventetiderne i alle regionens høreklinikker og for udfordringerne med at rekruttere audiologi-assistenter, og han mener, der skal ske noget drastisk:

- Vores initiativ med at oprette en regional høreklinik har desværre ikke den ønskede effekt og kan ikke alene løse ventetidsproblemerne for alle regionens høreklinikker. Vi kan konstatere, at ventetiderne til høreundersøgelser af forskellige årsager ikke falder. Det skal vi naturligvis reagere på. Jeg vil derfor som sundhedsudvalgsformand bede administrationen om at fremlægge en plan for, hvad der skal til for at sænke ventetiderne. Jeg noterer mig, at alle regioner har udfordringer på området, og at der ikke er én let løsning på problemet, men noget skal der gøres.

Poul-Erik Svendsen har bedt om, at handlingsplanen er klar til sundhedsudvalgsmødet den 20. marts 2018.




Fakta

Ventetiderne i Region Syddanmark er for lange på høreområdet. Ventetiden for en høreundersøgelse med henblik på at få et høreapparat er på nuværende tidspunkt som følger:

  • Sydvestjysk Sygehus - 60 ugers ventetid
  • Sygehus Lillebælt - 123 ugers ventetid
  • Odense Universitetshospital - 121 ugers ventetid
  • Sygehus Sønderjylland - 52 ugers ventetid
  • Den Regionale Høreklinik - 36 ugers ventetid

Region Syddanmark gennemførte i 2017 omkring 10.000 patientforløb i forhold til høreapparatbehandling.
Regionen er dermed sammen med Region Nordjylland den region, der udleverer flest høreapparater pr. 1.000 indbygger.

I 2017 udleverede Region Syddanmark næsten 20.000 høreapparater svarende til 40 millioner kroner. 


Siden er sidst opdateret 14-03-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |