Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Forretningsudvalget - Referat - 18. april 2018

Mødedato
18-04-2018 kl. 15:00 - 16:15

Mødested
Mødelokale 7

Deltagere
  • Stephanie Lose, V
  • Jørn Lehmann Petersen, A
  • Karsten Uno Petersen, A
  • Pia Tørving, A
  • Poul-Erik Svendsen, A
  • Morten Brixtofte Petersen, B
  • Morten Weiss-Pedersen, C
  • Ida Damborg, F
  • Villy Søvndal, F
  • Marianne Mørk Mathiesen, løsgænger
  • Søren Rasmussen, O
  • Thies Mathiasen, O
  • Bo Libergren, V
  • Kurt Jensen, V
  • Mads Skau, V
  • Ulrik Sand Larsen, V
  • Vibeke Syppli Enrum, Ø

  • Afbud
  • Marianne Mørk Mathiesen, løsgænger
  • Ulrik Sand Larsen, V

  • Luk alle punkter Referat


    1. Forretningsorden for forretningsudvalget
    2. Årsrapport 2017 - ledelses- og regnskabsberetning
    3. Anlægsregnskaber for afsluttede projekter i 2017 på over 10 mio. kr.
    4. Genbevillinger fra 2017 til 2018 inkl. ajourføring af allerede meddelt anlægsbevillinger
    5. Budgettilpasning på sundhedsområdet
    6. Status på ventetid til høreapparatbehandling
    7. Rapportering nr. 29 og anlægsregnskab for kvalitetsfondsprojektet i Kolding
    8. Idéoplæg for udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg
    9. Ansøgninger til statslig pulje om nye læge- og sundhedshuse
    10. Kommissorium for politisk styregruppe for samarbejde mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet
    11. Proces- og tidsplan for den præhospitale analyse
    12. Ambulancekontrakt med Responce
    13. Konvertering af sygeplejerskebemandede sygetransporter til ambulancer
    14. Genoptagelse af tilbagebetalingssager - patienterstatning
    15. Status for arbejdet i de klinisk etiske komiteer på sygehusene
    16. Status for arbejdet i den klinisk etiske komité på Psykiatrisygehuset
    17. Status for forureningerne i og ved Grindsted relateret til det tidligere Grindstedværk
    18. Indstilling til Rybners' ansøgning om udbud af ny ambulancebehandleruddannelse
    19. Pædagogdimensionering 2018/2019
    20. Opfølgning på udviklingsaftalen mellem Byregion Fyn og Region Syddanmark
    21. Orientering om status på arbejdet med lønkrav fra tidligere BIOS-ansatte
    22. Vejledning om chikane, trusler, hærværk og vold mod lokalpolitikere
    23. Arbejdsmiljøredegørelse 2018
    24. Meddelelser
    25. Eventuelt
    26. LUKKET - godkendelse af licitationsresultat
    27. LUKKET - godkendelse af salgsliste
    28. LUKKET - rapportering


    Sagsnr. 18/17490
    1. Forretningsorden for forretningsudvalget
    fold dette punkt ind Resume

    Det foreslås, at der vedtages en forretningsorden for forretningsudvalget.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Forretningsudvalget har ikke tidligere haft en forretningsorden. Derfor er der nu udarbejdet forslag til en forretningsorden for forretningsudvalget.

    Forretningsordenen specificerer rammerne for udvalgets arbejde, herunder bl.a. rammerne for udvalgets mødevirksomhed, forberedelsen af dagsordener, beslutningsdygtighed, mødeledelse, tavshedspligt m.m.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles:

    At forretningsorden for forretningsudvalget godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen godkendt med følgende tilføjelse til § 2:

    Et flertal af udvalgets medlemmer kan pålægge formanden at indkalde til et udvalgsmøde, herunder et ekstraordinært udvalgsmøde.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/18390
    2. Årsrapport 2017 - ledelses- og regnskabsberetning
    fold dette punkt ind Resume

    Der har – i lighed med tidligere år – også i 2017 været budget- og aftaleoverholdelse.

    Et midlertidigt råderum har gjort det muligt at håndtere stærkt stigende udgifter til sygehusmedicin inden for årets udgiftsloft. Som led i en konsolidering er der samtidig fremrykket indkøb, anskaffelser m.v. for derved at lette presset på regionens samlede økonomiske rammer – drift og anlæg – i det kommende år.

    De fremrykkede anskaffelser understøtter samtidig regionens mål om et fortsat højt investeringsniveau, bl.a. for at fastholde funktionaliteten og værdien af et meget stort kapitalapparat.

    Overordnet set har der været en vis vækst i aktiviteten, ikke mindst inden for Psykiatrien.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Forretningsudvalget aflægger regionens årsregnskab til regionsrådet i henhold til regionsloven. Regionsrådet afgiver regnskabet til revisionen. Efter at revisionens bemærkninger har været meddelt forretningsudvalget, træffer regionsrådet afgørelse med hensyn til de fremkomne bemærkninger og regnskabets godkendelse.

    Årsrapporten indeholder dels en generel ledelsesberetning, dels beretninger vedr. Sundhed, Social og Specialundervisning samt Regional Udvikling. Årsrapporten indeholder tillige resultat- og pengestrømsopgørelse og balance med noter hertil samt beskrivelse af regnskabspraksis m.v. Mere specifikke bemærkninger fremgår af særskilt bilagshæfte.

    Overordnet har der i 2017 været en vis vækst i aktiviteten:

    Sundhed: Aktiviteten på det somatiske område er steget med 2,4 pct. efter to år med mere afdæmpet vækst. Inden for Psykiatrien er antallet af patienter steget med ca. 5 pct. i forhold til 2016. Praksisområdet – Sygesikring – har haft en relativt beskeden vækst i aktiviteten.

    Social: Belægningen har været på 95 pct. og dermed 2 pct. point lavere end budgetteret.

    Regional Udvikling: Aktiviteten, målt i kroner, svarer til det forudsatte.

    Der har – i lighed med tidligere år – været budget- og aftaleoverholdelse også i 2017.

    Et midlertidigt råderum inden for årets udgiftsloft for Sundhed har gjort det muligt at håndtere en historisk høj vækst i udgifterne til sygehusmedicin langt ud over den aftalte realvækst i økonomiaftalen for 2017.

    Samtidig er der også i 2017 sket en konsolidering i et flerårigt perspektiv. Som led i regionens overordnede, langsigtede strategi har det således været muligt at fremrykke indkøb, anskaffelser m.v., hvilket bidrager til at lette presset på regionens samlede økonomiske rammer – drift og anlæg – i det kommende år.

    De fremrykkede anskaffelser understøtter samtidig regionens mål om et fortsat højt investeringsniveau for derigennem bl.a. at fastholde funktionaliteten og værdien af et meget stort kapitalapparat.

    Alle sygehuse fremviser i 2017 positive driftsresultater, som det var tilfældet året før.

    Ved indgangen til 2018 har Region Syddanmark fortsat en stabil driftsøkonomi i balance. På den baggrund vurderes det samlede resultat for 2017 for Region Syddanmark overordnet set at være tilfredsstillende.

    Alle tre områder – Sundhed, Social og Regional Udvikling – bidrager i 2017 til et samlet, positivt driftsresultat, opgjort omkostningsbaseret. Med i en vurdering af resultatet hører dog, at der heri indgår en række beregnede omkostninger, f.eks. hensættelser og afskrivninger, der ikke her og nu udgør et træk på likviditeten. Omvendt dækker finansieringen vedr. Sundhed og Regional Udvikling ikke disse omkostninger, men alene udgifterne til såvel drift som anlæg som udtryk for likviditetstrækket i året.

    Anlægsudgifterne i 2017 er lavere end budgetteret som følge af tidsforskydninger m.v. Investeringsniveauet er dog fortsat højt, når der tages højde for, at apparatur m.v. især er anskaffet via leasing. Konsolidering i driften sikrer, at der er dækning i kommende års budgetter for leasingydelserne.

    Ved udgangen af 2017 udgør regionens samlede balance 17,6 mia. kr. Værdien af bygninger, apparatur og inventar m.v. er vokset i året som udtryk for, at de samlede investeringer overstiger afskrivningerne, så regionens kapitalapparat er vedligeholdt. Regionens egenkapital er ved årets udgang knapt 4,7 mia. kr. Likviditeten, opgjort som gennemsnit for hele året, har været stabil.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles:

    At forretningsudvalget aflægger Årsrapport 2017 til regionsrådet og anbefaler, at årsrapporten/regnskab 2017 afgives til revisionen.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/19291
    3. Anlægsregnskaber for afsluttede projekter i 2017 på over 10 mio. kr.
    fold dette punkt ind Resume

    Anlægsregnskaber for større projekter, afsluttet i 2017, forelægges til godkendelse forud for overgivelse til revisionen.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I henhold til ”Budget- og regnskabssystem for regioner” skal der aflægges særskilt anlægsregnskab for projekter på over 10 mio. kr. over for regionsrådet. 

    I forlængelse af sag om årsrapport/regnskab 2017 forelægges derfor anlægsregnskaber for større, afsluttede projekter i 2017. Af sammenfatningens oversigt fremgår anlægsbevilling og samlet forbrug/regnskab for de enkelte projekter. 

    Anlægsregnskab for det kvalitetsfondsstøttede byggeri på Sygehus Lillebælt Kolding forelægges som særskilt sag, jf. anden sag på dagsordenen.

    Mindreforbrug på Syddanske Vaskeriers decentrale investeringsramme genbevilges i 2018, jf. særskilt sag på dagsordenen.

    Regnskaberne giver i øvrigt ikke anledning til bemærkning.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At regnskaber vedr. afsluttede, større anlægsprojekter i 2017 godkendes forud for overgivelse til revisionen.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/14431
    4. Genbevillinger fra 2017 til 2018 inkl. ajourføring af allerede meddelt anlægsbevillinger
    fold dette punkt ind Resume

    På baggrund af Region Syddanmarks overførselsregler indstilles genbevilget mer-/mindreforbrug på drift og anlæg, jf. regnskab 2017. Desuden søges om ajourføring af allerede meddelte anlægsbevillinger.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Der søges om genbevilling af i alt 174,229 mio. kr. vedr. driften. Endvidere ønskes der genbevilliget 202,966 mio. kr. fra Leasingramme 2017 til 2018.

    Der søges om genbevillinger af rådighedsbeløb på netto 216,064 mio. kr., samt ajourføring af allerede meddelte anlægsbevillinger på 12,134 mio. kr.

    Genbevillinger vedr. rådighedsbeløb indeksreguleres. Der foretages ikke pris- og lønregulering af genbevillinger vedr. drift.

    For Sundhed gælder det, at genbevillinger vedr. driften ud over 1 pct. af nettobudgettet skal begrundes konkret, ligesom tidspunktet for anvendelse heraf aftales med Koncerndirektøren for drift og økonomi.

    Koncerndirektøren for drift og økonomi vurderer, at genbevillingerne vil kunne håndteres styringsmæssigt inden for det udgiftsloft, der gælder for 2018.

    Tabel 1: Genbevillinger på drift og anlæg samt ajourføring af anlægsbevillinger

     

    Hovedkonto

    (1.000 kr.)

    Drift

    Anlæg

    Ajourføring afanlægsbevilling (indeks 143,1)*

    Sundhed

    172.637

    152.673

    11.691

    Social og specialundervisning

    0

    62.674

    366

    Regional Udvikling

    1.592

    1.989

    0

    Fælles formål og administration

    0

    -1.272

    77

    I alt

    174.229

    216.064

    12.134

     * Kvalitetsfonsprojekter indeks 115,91.

    Genbevillingerne af driftsresultatet for Sygehus Sønderjylland og Odense Universitetshospital er justeret med henholdsvis 16 mio. kr. til udsættelse af afdrag på gæld og -33,8 mio. kr. grundet uforbrugte forskningsmidler. Begge sager vil blive bragt endelig på plads i overslagsårene i budgettilpasningen i juni 2018.   

    Herudover bemærkes, at der på baggrund af 2017-resultatet på drift flyttes 4,183 mio. kr. til anlæg vedr. Syddanske vaskeri. Fra Friklinikkens investeringsramme i 2017 flyttes 0,884 mio. kr. til drift i 2018.

    Endvidere søges der om overførsel af overskud vedr. eksterne projektilskud på i alt 308,9 mio. kr. Specifikation af de enkelte projekter forefindes på sygehusene/psykiatrien/SDSI.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At genbevillingerne vedr. driften fra 2017 til 2018, jf. tabel 1, som finansieres af likvide midler, godkendes.

    At der genbevilliges 202,966 mio. kr. fra Leasingrammen 2017 til 2018.

    At der meddeles tillægsbevilling til rådighedsbeløb på netto 216,064 mio. kr. i 2018 fordelt, jf. tabel 1.

    At genbevillingerne vedr. anlæg finansieres af de likvide midler i 2018.

    At der meddeles tillæg til allerede meddelte anlægsbevillinger på i alt 12,134 mio. kr. fordelt, jf. tabel 1.

    At sygehusene og SDSI må afholde udgifter vedr. eksterne projekttilskud i 2018 for i alt 308,944 mio. kr., jf. bilag.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/17177
    5. Budgettilpasning på sundhedsområdet
    fold dette punkt ind Resume

    Budgettilpasningen på sundhedsområdet omfatter udmøntning af besparelser på sygehusadministration fra spareplan 2018, udmøntninger fra centrale forskningspuljer samt udmøntninger til implementering af dimensioneringsplan 2018-2020 for den lægelige videreuddannelse.

     

    Desuden indeholder tilpasningen en række budgetneutrale omflytninger mellem bevillingsområderne på sundhedsområdet.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    De somatiske sygehuse bliver i denne budgettilpasning tilført budget til regionsfinansieret forskning, implementering af dimensioneringsplan 2018-2020 for den lægelige videreuddannelse, robotkirurgi og kompetenceudvikling af sygeplejersker til indsats overfor unge med kræft.

    Sygehusenes budgetter bliver reduceret som følge af udmøntning af besparelser på sygehusadministration aftalt i budget 2018 og tilbagebetaling af fremrykkede medicinindkøb.

     

    Budgettilpasningen omfatter endvidere følgende reguleringer, som er nærmere beskrevet i sagens bilag:

    • Klinisk genetik
    • Medicoteknisk assistance til Odense Universitetshospital og Sydvestjysk Sygehus
    • Overførsel af midler fra Cosmic til Regional IT
    • Regional Visitation
    • Præcisering af formål med konkrete overførsler godkendt på regionsrådets møde i december 2017.
    • Rekruttering og Kvalitet 2013-2016, psykiatrisygehuset
    • Mindhelper.dk
    • Infonet
    • Forskningsbevilling til innovation
    • Anlægsbevilling og rådighedsbeløb til nyt it-projekt
    • Tilpasning af anlægsbevilling og rådighedsbeløb for en række projekter
    • Nedskrivning af Friklinikkens investeringsramme i 2018.
    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At budgetneutrale bevillingsændringer, som er beskrevet i sagens bilag, godkendes.

    At der afsættes og frigives rådighedsbeløb til de anførte formål, jf. bilaget, og finansieret som foreslået, i alt netto 0 kr.

    At der meddeles anlægsbevillinger på i alt -43,121 mio. kr. netto til ovennævnte formål (indeks 143,1).

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/14006
    6. Status på ventetid til høreapparatbehandling
    fold dette punkt ind Resume

    Til trods for stigende aktivitet på Region Syddanmarks høreklinikker i 2017 er der fortsat lang ventetid til høreapparatbehandling på høreklinikkerne i Region Syddanmark.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I 2017 gennemførte Region Syddanmarks høreklinikker i alt ca. 10.000 patientforløb i forhold til høreapparatbehandling og uddelte i alt 19.602 høreapparater. Region Syddanmark er sammen med Region Nordjylland den region, der udleverer flest høreapparater pr. 1.000 indbyggere. Ligeledes er der i 2017 uddelt knap 1.000 høreapparater mere, end der blev i både 2015 og 2016. Ventetiden til høreapparatbehandling i Region Syddanmark er fortsat lang, og etableringen af den Regionale Høreklinik har ikke haft tilstrækkelig effekt. Primo marts 2018 er der således 52 ugers ventetid i Sønderborg, 60 ugers ventetid i Esbjerg, 121 ugers ventetid i Odense og 123 ugers ventetid i Vejle, jf. nedenstående tabel. 

    Udvikling i ventetiden på Region Syddanmarks 4 høreklinikker. Opgjort i uger.

     

    2017

    2018

    Høreklinik

    Mar

    Apr

    Maj

    Juni

    Juli

    Aug

    Sep

    Okt

    Nov

    Dec

    Jan

    Feb

    SVS

    36

    40

    40

    46

    46

    51

    56

    56

    60

    60

    60

    60

    SLB1

    75

    84

    86

    97

    102

    102

    111

    119

    119

    123

    123

    123

    OUH1

    121

    121

    121

    121

    121

    121

    124

    124

    124

    121

    121

    121

    SHS

    59

    67

    74

    75

    58

    58

    44

    37

    48

    52

    53

    52

    1. Ventetiden for flergangspatienter på SLB er 36 uger og ventetiden for flergangspatienter på OUH er 16 uger.

    Ventetiden til den Regionale Høreklinik i Sønderborg er ligeledes steget markant fra 4-6 uger ultimo 2017 til 36 uger primo marts 2018. Den stigende ventetid skyldes dels, at flere patienter tager imod tilbuddet om omvisitering til den Regionale Høreklinik efter modellen blev justeret i januar 2018, men også at den Regionale Høreklinik har svært ved at rekruttere audiologiassistenter i omfang, der var planlagt. På baggrund af de aktuelle tilbagemeldinger fra Sygehus Sønderjylland forventes det, at den Regionale Høreklinik kommer til at tilbageføre ca. 5,7 mio. kr. af den nyligt tildelte bevilling på 7,152 mio. kr., ligesom der samlet set er udsigt til fortsat stigende ventelister.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering og drøftelse.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 20-03-2018

    Sundhedsudvalget indstiller til regionsrådet:

    At de opsummerede anbefalinger i notat af 19. marts 2018 angående forslag til handleplan med henblik på nedbringelse af ventetiden til høreapparatbehandling godkendes, jf. bilag.

    Sundhedsudvalget anmoder administrationen om at arbejde videre med notatet med henblik på yderligere beskrivelse vedr. nedbringelse af ventetiden til høreapparatbehandling, herunder bl.a. mulighed for pukkelafvikling evt. i privat-regi, udvikling af statistik/monitorering i forhold til ambition/prognose for ventetider, det kommunikative aspekt i forhold til borgere m.v. Notatet udarbejdes bl.a. med henblik på kommende overvejelser om budget.

    Andrea Terp, Anne-Marie Palm-Johansen og Preben Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Forretningsudvalget drøftede sagen og besluttede at anbefale sundhedsudvalgets indstilling over for regionsrådet, således at de opsummerede anbefalinger i notat af 19. marts 2018 angående forslag til handleplan med henblik på nedbringelse af ventetiden til høreapparatbehandling godkendes, jf. bilag.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 17/12014
    7. Rapportering nr. 29 og anlægsregnskab for kvalitetsfondsprojektet i Kolding
    fold dette punkt ind Resume

    Den revisorpåtegnede rapportering for 4. kvartal 2017 og anlægsregnskabet for kvalitetsfondsprojektet i Kolding forelægges til regionsrådets godkendelse med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet. Revisorerklæringerne indeholder ingen supplerende oplysninger.

    Rapporteringen viser, at kvalitetsfondsprojektet er afsluttet inden for den økonomiske ramme.

    Desuden forelægges rapportering vedr. realisering af effektiviseringsgevinster til regionsrådets godkendelse med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Region Syddanmark skal kvartalsvist rapportere til Sundheds- og Ældreministeriet om status på de kvalitetsfondsprojekter, som har fået godkendt udbetalingsanmodning og årligt skal rapportere på realisering af effektiviseringsgevinster. Desuden skal Region Syddanmark ved projektets afslutning indsende anlægsregnskab.

    Kvartalsrapport
    Kvartalsrapporten for 4. kvartal 2017 for kvalitetsfondsprojektet i Kolding forelægges hermed til regionsrådets godkendelse med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet. Kvartalsrapporten skal indsendes til ministeriet sammen med en ledelseserklæring, en revisorerklæring og en uvildig risikovurdering. Revisorerklæringen indeholder ingen supplerende oplysninger.

    Status på projektet
    Kvalitetsfondsprojektet i Kolding er gennemført inden for den aftalte tid, økonomi og kvalitet.

    Da Sundheds- og Ældreministeriet i juni 2013 godkendte udbetalingsanmodningen var planen, at projektet skulle færdiggøres i 2017. Dermed er projektet afsluttet inden for den tidsmæssige ramme.

    Der er foretaget officiel indvielse af Kolding Sygehus den 24. november 2016 for at markere, at de væsentligste dele af kvalitetsfondsprojektet, det vil sige den Fælles Akutmodtagelse (FAM) og den nye sengebygning, er afleveret til sygehusdrift og taget i brug. Fredericia Sygehus er solgt og overdraget til Fredericia Kommune.

    De sidste delprojekter i Fase 4 er afsluttet i 4. kvartal 2017. Det drejer sig om ombygning af intensivafdelingen, samt etablering af lette sygehusfunktioner i sengebygningens etage 4T.

    Den endelige ibrugtagningstilladelse er nu modtaget fra Kolding Kommune, idet det sidste udestående vedr. den ny sengebygning nu er løst. Dermed er byggeriet opført, jf. byggetilladelsen og tilsagnsbetingelsen. Dette gælder også i forhold til opfyldelse af kravene i forbindelse med lånerammen til energioptimering. 

    Byggeprojektet er samlet set gennemført i overensstemmelse med tilsagnet om støtte fra Kvalitetsfonden, således at kravet om et fuldt funktionsdygtigt sygehus er realiseret som forudsat. Alle afsluttede projekter er generelt udført med et tilfredsstillende kvalitetsniveau.

    Samlet set er der leveret et sygehusbyggeri i den planlagte kvalitet.

    Anlægsregnskab
    Der udestår ved projektets afslutning fortsat afslutning på en række tvister. Denne tvisthåndtering samt håndtering af den dertilhørende anlægsøkonomi er overført til Region Syddanmark, og vil konkret blive varetaget af regionens Bygningsafdeling.

    Der er ved overdragelsen overført økonomi svarende til den uvildige advokats vurdering af tvisternes sandsynlige økonomiske konsekvens, samt de begrundet i tvisterne tilbageholdte betalinger til de involverede entreprenører.

    Kvalitetsfondsprojektet i Kolding er dermed afsluttet, og der er derfor udarbejdet anlægsregnskab, der forelægges til regionsrådets godkendelse. Den uafhængige revisor har revideret anlægsregnskabet, og den udarbejdede revisorerklæring indeholder ingen supplerende oplysninger.

    Dermed er kvalitetsfondsprojektet afsluttet inden for den økonomiske ramme.

    Rapportering på effektiviseringsgevinster
    Ved endeligt tilsagn om medfinansiering fra Kvalitetsfonden til projektet i Kolding blev der opstillet en tilsagnsbetingelse om effektivisering af sygehusdriften på 6 % af driftsudgifterne for de matrikler (Fredericia og Kolding), der indgår i det nybyggede Kolding Sygehus, svarende til 76 mio. kr. (10-pl) årligt.

    Sygehus Lillebælt har set de nye rammer og strukturer som en anledning til at nytænke patientforløb, udnytte synergi og styrke fagligheden på tværs af specialer. For at kunne løfte opgaven som akutsygehus har Sygehus Lillebælt sideløbende med byggeriet gennemgået en faglig og organisatorisk udvikling, hvor forløb og arbejdsgange inden for såvel de kliniske specialer og servicelogistiske flow er optimeret og forbedret til gavn for patienterne og trækket på sygehusets ressourcer.

    Effektiviseringsgevinsterne er realiseret på følgende områder:

    • Bygningsdrift: 18 mio. kr.
    • Serviceområdet: 12,3 mio. kr.
    • Vagtberedskaber: 13,5 mio. kr.
    • Ambulatorier, receptioner og sekretariater: 8 mio. kr.
    • Sengedrift og klinisk service: 24,5 mio. kr.

     

    Rapporteringen viser, at effektiviseringskravet er realiseret ved starten af 2018.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At rapporteringen for 4. kvartal 2017 for kvalitetsfondsprojektet i Kolding godkendes med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet.

    At rapporteringen for realiseringen af effektiviseringsgevinster for kvalitetsfondsprojektet i Kolding godkendes med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet.

    At anlægsregnskabet for kvalitetsfondsprojektet i Kolding godkendes med henblik på fremsendelse til Sundheds- og Ældreministeriet, inklusiv revisors erklæring.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og Innovationsudvalget den 05-04-2018

    Indstilling tiltrådt.

    Anne-Marie Palm-Johansen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 09/3307
    8. Idéoplæg for udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center, Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg
    fold dette punkt ind Resume

    På Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg planlægges som en del af generalplanen, at udvide og tilpasse Dagkirurgisk Center. Der foreligger nu idéoplæg til regionsrådets godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Generalplanen for udbygningen af Esbjerg Sygehus blev vedtaget af regionsrådet i marts 2010. Generalplanen skal etablere Esbjerg Sygehus som et af regionens 4 akutsygehuse.

    Da generalplanen for udbygningen af Esbjerg Sygehus sker i et sygehus i drift, gennemføres planen som en række successive projekter samlet i 3 faser. Fase 1 er afsluttet, og fase 2 (primært opførelse af ny sengebygning) bliver færdig i 2019. Som en fremskudt del af fase 3 er der tidligere gennemført en renovering af administrationsbygningen. Som den næste del af fase 3 foreligger der nu idéoplæg til udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center på Esbjerg Sygehus, som indstilles til regionsrådets godkendelse.

    Dagkirurgisk Center ligger i bygning 11, der er opført i 2002. Generalplanen forudsatte kun ombygninger i disse bygninger, hvor det var nødvendigt af hensyn til funktionerne. Dagkirurgisk center udvides med det naboliggende gynækologiske ambulatorie, der flyttes til et andet bygningsafsnit, centret vil efter udvidelsen udgøre ca. 1.800 m².

    Med projektet etableres først og fremmest én indgang for patienter, der skal have gennemført et planlagt kirurgisk indgreb. I dag starter patienterne deres operationsforløb forskellige steder i huset, herunder i sengeafsnittene. Her fylder nogle patienter en sengeplads, selvom de som udgangspunkt ikke har brug for indlæggelse efter indgrebet. Med en fælles operationsmodtagelse for alle planlagte kirurgiske forløb på Esbjerg Sygehus, bliver det muligt at forenkle og optimere patientforløbene.

    Formålet med at udvide og tilpasse Dagkirurgisk Center er konkret at opgradere og modernisere operationsstuer, modtagelse og ventefaciliteter for derved at forbedre forholdene for patienter og personale. Operationsstuerne i Dagkirurgisk Center udvides, hvilket øger deres anvendelsesmuligheder fremadrettet. Desuden øges plads og diskretion i modtage- vente- omklædnings- og opvågningsfaciliteterne.

    Budgettet for udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center udgør 25,0 mio. kr. (indeks 143,1) fordelt på 11,9 mio. kr. i 2018 og 13,1 mio. kr. i 2019. Projektet har et langt tidsperspektiv, da ombygningen foregår midt i sygehusets drift. For at genere driften mindst muligt bestræbes der på at udnytte perioder med lav aktivitet, herunder sommerferien i 2018 og 2019. Projektet planlægges færdiggjort i 3. kvartal 2019.

    Fase 3 - hvad mangler der?
    Udover udvidelsen af Dagkirurgisk Center omfatter generalplanens fase 3 en meget begrænset renovering af den eksisterende sengebygning (bygning 02, ca. 10.000 m²) med det formål at modernisere og samle ambulatorie-kapacitet, der pt. er andre steder på matriklen samt eksterne lejemål.

    Siden vedtagelsen af generalplanen i 2010 har forudsætningerne i generalplanen om en begrænset anvendelse af den gamle sengebygning og et begrænset renoveringsniveau vist sig ikke at kunne holde på følgende 3 områder.

    For det første var der i generalplanen forudsat en vækst i den ambulante aktivitet på 50 % fra 2007 til 2020. Imidlertid er der i 2017 realiseret ambulante ydelser svarende til en vækst på 77 %, og væksten i ambulante ydelser forventes at fortsætte. Det betyder et væsentligt større behov for ambulatorier end forudsat i generalplanen.

    For det andet har det efter generalplanens vedtagelse vist sig, at selv den mindste renovering af områder i bygning 02 indebærer et behov for en større miljøsanering af de fleste overflader og efterfølgende genetablering af gulve, lofter og installationer. Dette fordyrer kvadratmeterprisen for selv mindre renoveringer.

    For det tredje har Region Syddanmark og Syddansk Universitet foreslået regeringen at etablere en lægeuddannelse i Esbjerg. Forslaget indebærer, at der skal etableres et større uddannelses- og forskningscenter på Esbjerg Sygehus.

    Når sengene flytter over i den nye sengebygning, planlagt ved årsskiftet 2019/2020, er der 3 ikke renoverede etager tilbage i den eksisterende sengebygning. De allerede afsatte anlægsmidler i generalplanen vil kunne sikre renovering af en etage. Udvidelsen i ambulante aktiviteter og den nye lægeuddannelse vil kunne være på de 2 øvrige ledige etager, men det vil kræve en udvidelse af anlægsbudgettet til fase 3 for at kunne renovere etagerne til en relevant standard. Umiddelbart vurderes det nødvendigt i forbindelse med budgetlægning de kommende år at tilføre fase 3 ca. 90 mio. kr. i overslagsårene 2021-2023 for at kunne renovere de sidste 2 etager i den gamle sengebygning.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At idéoplæg for Udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg godkendes.

    At der meddeles tillæg til anlægsbevilling på 25,0 mio. kr. (indeks 143,1) til udvidelse og tilpasning af Dagkirurgisk Center, som en del af generalplanens Fase 3 på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg.

    At der frigives rådighedsbeløb hertil på 11,9 mio. kr. i 2018 og 13,1 mio. kr. i 2019 til generalplanens Fase 3 på Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg.

    At koncerndirektør Rikke Vestergaard bemyndiges til at godkende licitationsresultatet inden for den meddelte økonomiske ramme.

    fold dette punkt ind Beslutning i Anlægs- og Innovationsudvalget den 05-04-2018

    Indstilling tiltrådt.

    Anne-Marie Palm-Johansen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/230
    9. Ansøgninger til statslig pulje om nye læge- og sundhedshuse
    fold dette punkt ind Resume

    Sundhedsministeriet opslog den 5. januar 2018 en ansøgningspulje til nye læge- og sundhedshuse med ansøgningsfrist den 5. marts 2018. Puljen er på 200 mio. kr. Region Syddanmark indgår i fem ansøgninger, som er indsendt som fælles ansøgninger med fem kommuner. På grund af den korte tid på to måneder til at indsende ansøgninger, er disse indsendt administrativt. I dette punkt indstilles til den politiske godkendelse af ansøgningerne.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Sundhedsministeriet opslog den 5. januar 2018 en ansøgningspulje til nye læge- og sundhedshuse med ansøgningsfrist den 5. marts 2018. Puljen er på 200 mio. kr. og indgår i ministeriets opfølgning fra december 2017, Sundhed, hvor du er, på udvalgsrapporten om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Resterende midler til nye læge- og sundhedshuse (600 mio. kr.) udmøntes via endnu et sundhedsudspil, som kommer i foråret 2018.

    Af puljeopslaget fremgår det, at regeringen ønsker at investere i moderne læge- og sundhedshuse, som understøtter lægedækning i alle dele af landet. Læge- og sundhedshusene skal udgøre et fysisk element i planlægningen af et sammenhængende sundhedsvæsen og styrke samarbejdet på tværs af faggrupper. Derudover skal læge- og sundhedshuse medvirke til at styrke sammenhængen i det nære sundhedsvæsen og sikre bedre integration mellem almen praksis, kommunale sundhedsydelser og sygehusene.

    Der kan søges om midler til etablering eller udbygning af moderne lægehuse og sundhedshuse, hvor alment praktiserende læger og evt. andre relevante faggrupper, f.eks. speciallæger og kommunale sundhedstilbud, arbejder sammen i større enheder, og der kan søges midler til indkøb af nødvendigt udstyr/apparatur til varetagelse af behandlingsopgaverne i læge- og sundhedshusene.

    Midlerne uddeles ikke efter en fordelingsnøgle i forhold til regioner og kommuner, men på baggrund af ansøgning. Regioner og kommuner kan eventuelt selv bidrage med egenfinansiering, idet eventuel bevilling udmøntes som tilskud til dækning af regionale og/eller kommunale udgifter. Den konkrete tilskudsandel fastsættes i forbindelse med tilsagnet.

    Region Syddanmark indgår i fem ansøgninger, som er indsendt som fælles ansøgninger med fem kommuner. På grund af den korte tid på to måneder til at indsende ansøgninger, er disse indsendt med forbehold for politisk godkendelse.

    De fem ansøgninger er følgende:

    1. Aabenraa Sundhedshus. Aabenraa Kommune og Region Syddanmark ansøger om midler til etablering af et nyt sundhedshus i Aabenraa by. Projektet indebærer nybyggeri på en centralt placeret grund i Aabenraa. I sundhedshuset planlægges indflytning af almen praksis samt en række kommunale funktioner, herunder sygeplejeklinik, akutfunktion samt forebyggelsestilbud.
      Ansøgningsbeløb: 56,1 mio. kr. Kommunen egenfinansierer projektet med værdien af en stor centralt beliggende grund.
      Projektperiode: April 2018 – medio 2020.

    2. Fredericia Sundhedshus. Fredericia Kommune ansøger i partnerskab med Region Syddanmark om midler til renovering af de tidligere sygehusbygninger og dermed til modernisering af Fredericia Sundhedshus. Særligt prioriteres istandsættelse af lokaler til de praktiserende læger, der skal indflytte i huset. Samlet ansøgningsbeløb: 66,6 mio. kr. Kommunal egenfinansiering er 38,8 mio. kr.
      Projektperiode: 1. maj 2018 – 30. juni 2020.

    3. Haderslev Sundhedscenter. Haderslev Kommune ansøger om midler til udvidelse af Haderslev Sundhedshus med i alt 1.200 m2, som en etape 2 af det igangværende byggeri. Ønsket om udvidelsen er foranlediget af, at flere funktioner (blandt andet praktiserende læger samt en pædiater) har ønsket indflytning i huset, hvilket på nuværende tidspunkt ikke er muligt grundet pladsmangel. Region Syddanmark indgår i ansøgningen, da der søges om midler til etablering af decentral røntgenfunktion. Regionsrådet bevilgede midler til røntgenfunktionen i december 2017, men da der endnu ikke er afgivet ordre på udstyr etc., ansøges der om ministerielle midler.
      Samlet ansøgningsbeløb: 25,1 mio. kr. Der indgår ikke egenfinansiering.
      Projektperiode: 1. juni 2018 – 1. september 2020.

    4. Brørup Sundhedscenter. Vejen Kommune og Region Syddanmark søger i fællesskab om midler til etablering af yderligere funktioner i Brørup Sundhedscenter. Sundhedscentret blev etableret i 2009 for egne midler og ønskes nu udbygget med nye funktioner, dvs. etablering af decentral høreklinik og røntgen. Som en følge heraf udvider Vejen Kommune venteområdet, ligesom der søges om midler til en elevator til førstesalen, hvortil flytning sker af de kommunale funktioner, der tidligere befandt sig, hvor røntgen og høreklinik nu flytter ind. Regionsrådet bevilgede midler til røntgenfunktionen i december 2017, men da der endnu ikke er afgivet ordre på udstyr etc., ansøges der om ministerielle midler.
      Samlet ansøgningsbeløb: 6,2 mio. kr. Egenfinansieringen består i den estimerede værdi af den andel af bygningerne, som anvendes til nye funktioner, 775.000 kr.
      Projektperiode: Ultimo april 2018 – 30. september 2018.

    5. Tønder Sygehus. Tønder Kommune og Region Syddanmark har siden medio 2016 samarbejdet om at udvikle samdrift mellem kommunale og regionale funktioner. Der ansøges om midler til renovering af de lokaler, som Tønder Kommune skal anvende til akutfunktioner og korttidscenter, samt om midler til udstyr til ultralydsundersøgelser, som Lægehus Nord, der er beliggende på matriklen, ønsker at varetage, hvormed patienter med behov for ultralydsundersøgelse kan betjenes lokalt i Tønder frem for at skulle transportere sig til Aabenraa eller Sønderborg. Samtidig aflastes sygehusene for disse undersøgelser.
      Samlet ansøgningsbeløb: 8,7 mio. kr. Projektet egenfinansieres med den estimerede værdi af grund og bygninger, som renoveres og udlejes til Tønder Kommune, 4,3 mio. kr.
      Projektperiode: April 2018 – 30. august 2019.

    Sundhedsministeriet har i puljeopslaget angivet, at de tilstræber at udsende tilsagnsskrivelser primo april.

    De indsendte ansøgninger er vedlagt sagen som bilag. Ansøgningerne skal godkendes af regionsrådet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At de fem ansøgninger godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 13-03-2018

    Indstilling tiltrådt.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/1557
    10. Kommissorium for politisk styregruppe for samarbejde mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet
    fold dette punkt ind Resume

    I budget 2018 er det indskrevet, at aftalepartierne ønsker, at der sættes særlig fokus på samarbejdet med Ærø Kommune med henblik på at sikre et tæt samarbejde og en bedre samordning af sundhedstilbuddene på øen. Det foreslås derfor, at der etableres en politisk styregruppe for samarbejdet mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark, som har til formål at følge udviklingen i samarbejdet.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I Region Syddanmark har man valgt særligt at prioritere samarbejdet med Ærø Kommune med henblik på at imødekomme de udfordringer, som forandringerne i sundhedsvæsenet medfører for borgere på Ærø. Her tænkes bl.a. på den demografiske udvikling, den øgede tendens til multisygdom samt den øgede grad af specialisering og centralisering af sundhedstilbuddene. For en kommune som Ærø medfører denne forandring, at der skal ses på, hvordan sundhedssamarbejdet kan optimeres og i stigende grad foregå lokalt via satellitfunktioner af sundhedstilbud samt ved hjælp af øget anvendelse af telemedicin.

    Af Aftale om budget 2018 for Region Syddanmark fremgår det:

    Med udgangspunkt i de særlige vilkår for sundhedstilbuddene, som gælder for en ø-kommune som Ærø, ønsker aftalepartierne en dialog med kommunen med henblik på at tilrettelægge en bred drøftelse blandt borgere og samarbejdsparter om indretning af fremtidens sundhedstilbud på øen. Målet er gennem et tæt samarbejde og samordning af sundhedstilbuddene på øen at få endnu bedre og mere sundhed inden for de nuværende økonomiske rammer.

     

    På den baggrund er der indledt drøftelser med Ærø Kommune om, hvorledes dette samarbejde mellem kommunen og regionen kan rammesættes.

     

    Politisk styregruppe

    Det foreslås, at der etableres en politisk styregruppe for samarbejde mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet. Formålet med den politiske styregruppe er at idégenerere på nye samarbejdsformer samt følge, og ved behov, tilpasse udviklingen i de igangsatte initiativer. Ydermere skal den politiske styregruppe sikre, at det, der igangsættes på Ærø, sker på baggrund af inddragelse af borgere og samarbejdsparter på øen.

    Den politiske styregruppe fungerer, så længe det udvidede samarbejde er under udvikling. Når projekterne overgår til drift, vurderer den politiske styregruppe, om der er behov for, at styregruppen fortsætter.

     

    Opstart af den politiske styregruppe

    Det foreslås, at styregruppen har første møde i august måned 2018. Der skal udpeges fem medlemmer fra regionsrådet til arbejdet. Det forventes, at der vil være behov for to årlige møder.

    Sagen forelægges regionsrådet på møde 30. april 2018 med henblik på godkendelse og udpegning af fem regionsrådsmedlemmer til styregruppen.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At kommissorium for politisk styregruppe for samarbejdet mellem Ærø Kommune og Region Syddanmark om fælles tiltag på sundhedsområdet godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for det nære sundhedsvæsen den 09-04-2018

    Indstilling tiltrådt.

    Udvalget for det nære samarbejde drøfter status for samarbejde med Ærø Kommune senest medio 2019 med henblik på evaluering.

    Andrea Terp, Thies Mathiasen og Gitte Frederiksen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/5510
    11. Proces- og tidsplan for den præhospitale analyse
    fold dette punkt ind Resume

    I budgetaftalen for 2018 besluttede regionsrådet, at der i 2018 skal iværksættes en analyse af det præhospitale område. I punktet fremlægges proces- og tidsplan for analysen til regionsrådets godkendelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    I budgetaftalen for 2018 besluttede regionsrådet, at der i 2018 skal iværksættes en analyse af det præhospitale område. Af budgetaftalen fremgår følgende om analysen:

    ”De nuværende mål for responstider stammer delvist fra de tidligere amter og følger i hovedtræk fortsat amternes geografi, men er også delvist betinget af akutsygehusenes optageområder. Der er fastsat servicemål for A-kørsler (akutte livstruende) og D-kørsler (liggende ikke-behandlingskrævende).

    På baggrund af opnåede erfaringer efter hjemtagning af AMK-Vagtcentralen igangsætter Præhospitals-udvalget en analyse af måden, regionen følger det præhospitale område på. Heri indgår en vurdering af mulighederne for at ændre og/eller skærpe servicemålene, en vurdering af mulighederne for at fastsætte servicemål for B- og C-kørsler samt muligheder for øget differentiering af servicemålene på D-kørsler. Ligeledes skal analysen omfatte en beskrivelse og analyse af beredskabstyper og deres anvendelse. Der inddrages erfaringer fra andre regioner. Præhospitalsudvalget forelægger analysen samt evt. forslag til ændringer for regionsrådet.”

    Nedenfor følger forslag til proces og tidsplan for analysen:

    Forår 2018: Den præhospitale analyse vil i foråret 2018 tage form i en serie delanalyser, der har til formål at informere om og afdække de emner, som ønskes belyst, jf. budgetaftalen. De forskellige delanalyser præsenteres og drøftes i præhospitaludvalget. Delanalyserne skal blandt andet indeholde en afdækning af konceptet for responstider, herunder de nuværende responstidsmål i Region Syddanmark, og regionens mål vil blive sammenlignet med de øvrige regioners. Dette skal give inspiration til en drøftelse om, hvorvidt Region Syddanmark har de rigtige responstidsmål, eller om de skal ændres. Herudover vil analysen afdække aktivitetstal og kapacitetsudnyttelse på beredskaberne. Udover ambulanceberedskaber vil der blive set på supplerende præhospitale beredskaber (lægebiler, akutbiler og andre supplerende ordninger). 

    Temadrøftelse i regionsrådet den 25. juni: Præhospitaludvalgets delanalyser vil danne baggrund for en temadrøftelse i regionsrådet. Formålet med temadrøftelsen er at sikre regionsrådets input til analysen.  

    Temaeftermiddag i september: Regionsrådets medlemmer samt ledere og personale, der arbejder præhospitalt, inviteres til en temaeftermiddag med dialog om udviklingsperspektiver på det præhospitale område. Formålet med eftermiddagen er, at give aktørerne på området mulighed for at komme med input og komme i dialog med Regionsrådets medlemmer. Datoen skal fastsættes efterfølgende. Foreslås i tidsrummet 17.00 – 19.00.

    Efterår 2018: Præhospitalsudvalget arbejder videre med analysen, og inddrager input fra Regionsrådet og aktørerne på området.

    December 2018: Den endelige præhospitale analyse med eventuelle anbefalinger forelægges regionsrådet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At proces- og tidsplanen for den præhospitale analyse godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Præhospitaludvalget den 13-03-2018

    Indstilling tiltrådt, med den tilføjelse at temaeftermiddag i september udvides til tidsrummet kl. 15.00 – 19.00.

    Tage Petersen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet med den tilføjelse, at temaeftermiddag i september udvides til tidsrummet kl. 15.00 – 19.00.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 18/132
    12. Ambulancekontrakt med Responce
    fold dette punkt ind Resume

    Den nuværende kontrakt vedrørende ambulancetjenesten, præhospitale støtteenheder og liggende sygetransport med Responce for delområde Trekantområdet løber i 10 år med mulighed for at opsige efter 5 år.

    Tilbuddet fra Responce vurderes at være på et økonomisk relativt lavt og realistisk niveau. Det vil sige, at der formentlig ikke på nuværende tidspunkt kan forventes besparelser ved et nyt udbud. Der vurderes derfor ikke at være behov for, at regionsrådet benytter sig af muligheden for at opsige kontrakten med Responce efter 5 år.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Den 10. oktober 2014 blev der indgået nye ambulancekontrakter mellem Region Syddanmark og to nye operatører, Bios Ambulanceservice Danmark (BIOS) og Responce A/S (Responce) med start 1. september 2015. 

    Den 27. juni 2016 blev BIOS erklæret konkurs, og Region Syddanmark overtog driften med ambulancetjenesten i tre af fire delområder i Region Syddanmark. Det sidste område drives fortsat af Responce.

    Ambulancekontrakten med Responce løber i 10 år, dvs. driftsperioden startede den 1. september 2015 og er gældende til den 31. august 2025 (kontraktudløb), med mindre kontrakten opsiges i henhold til pkt. 7.c. i kontrakten.

    Kontraktens 7.c.1 giver regionen mulighed for kontraktophør efter 5 års drift, dvs. ophør den 31. august 2020. I tilfælde af at regionen ønsker at bringe kontrakten til ophør efter de første 5 års drift, skal regionen opsige kontrakten skriftligt senest den 31. august 2019.

    Med udgangspunkt i ovenstående har regionsrådet tre handlemuligheder:

    At lade kontrakten forsætte som forudsat i udbuddet,

    at igangsætte nyt udbud af delaftale 2 Trekantområdet, eller

    at hjemtage delaftale 2 Trekantområdet.

    Såfremt regionsrådet vælger at opsige kontrakten og sende delaftale 2 Trekantområdet i nyt udbud, vil der allerede primo 2018 skulle igangsættes arbejdet hermed.

    Den nuværende konkurrencesituation i forbindelse med nyt udbud

    Det vurderes, at der for øjeblikket ikke er reelle private konkurrenter til Falck Danmark A/S, ligesom det vurderes, at kredsen af potentielle udenlandske aktører, som vil være interesserede i at byde i Danmark, vil være begrænset, som følge af de dårlige erfaringer de udenlandske aktører hidtidig har haft på det danske ambulancemarked.

    Konkurrencen på ambulanceområdet blev i april 2015 yderligere formindsket, da Falck Danmarks opkøbte Responce, hvorfor konkurrencen på ambulanceområdet samlet set vurderes som værende lille eller ikke-eksisterende.

    Vurdering af nuværende kontrakt

    Udgifterne i forbindelse med den nuværende kontrakt med Responce vurderes at være på et økonomisk relativt lavt og realistisk niveau. Det vil sige, at der formentlig ikke kan forventes besparelser ved et nyt udbud, men regionen kan derimod risikere en fordyrelse på grund af den nuværende konkurrencesituation.

    Regionen har positive erfaringer med den nuværende kontrakt. Responce har leveret de i kontrakten definerede beredskaber, og der har gennem hele perioden været et godt samarbejde, hvor Responce har leveret en god service også i de situationer, hvor regionen har haft særlige ønsker (fx ekstraordinære tilkøb af ambulancer med kort varsel, ansættelse af flere paramediciner mv).

    Der vurderes derfor ikke at være behov for, at regionsrådet benytter sig af muligheden for at opsige kontrakten med Responce efter 5 år.

    Region Syddanmark har siden sommeren 2016 drevet ambulancetjeneste i tre af fire delområder i regionen.

    Ved en fortsættelse af ambulancekontrakten med Responce vil det være muligt at indhente og anvende erfaringerne fra hjemtagningen efter BIOS i forbindelse med et evt. kommende udbud af ambulancetjenesten eller hjemtagning af delområde 2.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At kontrakten med Responce for delområde 2 Trekantområdet fortsætter til 2025.

    fold dette punkt ind Beslutning i Præhospitaludvalget den 13-03-2018

    Indstilling tiltrådt.

    Tage Petersen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Enhedslisten tog forbehold for sagens behandling i regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 18/6963
    13. Konvertering af sygeplejerskebemandede sygetransporter til ambulancer
    fold dette punkt ind Resume

    Denne sag vedrører konvertering af sygeplejerskebemandede liggende sygetransporter til ambulancer.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Regionsrådet besluttede 23. maj 2016 at iværksætte et 12 måneders pilotprojekt med sygeplejerskebemandede liggende sygetransporter til interhospitale overførsler (såkaldte C-kørsler). Baggrunden for pilotprojektet var et forventet øget behov for interhospitale transporter over længere afstande, som følge af den øgede centralisering af sygehusbehandlingen på færre matrikler. Herudover betød rekrutteringssituationen i Region Syddanmark, at det på daværende tidspunkt var vanskeligt at tilkøbe nye ambulanceberedskaber.

    På baggrund af en positiv evaluering af pilotprojektet efter 12 måneders drift, besluttede regionsrådet på møde 27. marts 2017 at videreføre de 4 liggende sygetransporter bemandet med sygeplejersker fra Fælles Akutmodtagelserne (FAM) SHS, SVS, OUH samt Anæstesiologisk Afdeling SLB og sygetransport chauffører (ST-chauffør) fra Ambulance Syd og Responce. Evalueringen viste blandt andet, at sygeplejerskerne fandt det interessant, afvekslende og kompetenceudviklende at have opgaver både i FAM og på ST-bilerne. ST-chaufførerne har ligeledes udtrykt tilfredshed med samarbejdet.

    Som følge af begyndende mangel på sygeplejersker i FAM og med henblik på at sikre bemandingen på sygehusene, foreslås det, at de 4 beredskaber konverteres til beredskaber bemandet med ambulancereddere. Konverteringen forventes at kunne ske pr. 1. juli 2018 og beredskaberne vil uændret være i drift i tidsrummet 07-19 på hverdage.

    Ydermere betyder den forbedrede rekrutteringssituation på redder-området, at der nu kan tilkøbes ambulanceberedskaber.

     

    Ved en konvertering af ST-bilerne til ambulancer vil der være merudgifter til bemanding ved Ambulance Syd og Responce. Herudover tilbageføres det budget, som sygehusene har fået til opgaven.

    Den samlede økonomi fremgår af nedenstående tabel:

    (2018 P/L), i 1.000 kr.

    2. halvår 2018

    2019 og frem

    Merudgifter til bemanding hos Responce (regionens udgifter)

    315

    632

    Merudgifter til bemanding hos Ambulance Syd

    1.496

    2.991

    Tilbageførsel fra sygehusene til kontoen for liggende og siddende befordring

    -2.149

    -4.298

    Konverteringen af de liggende sygetransporter til ambulancer vil betyde, at disse fire beredskaber fortsat vil blive anvendt fortrinsvist til C-kørsler. Men fordelen vil være, at beredskaberne kan anvendes mere fleksibelt og således også disponeres til akutte kørsler (A-kørsler) ved behov. De sygeplejebemandede liggende sygetransporter har haft en positiv effekt på samarbejdet mellem ambulancerne og FAM’erne. Såfremt der vurderes at være behov for yderligere styrkelse af samarbejdet, vil dette kunne ske ved andre samarbejdsprojekter.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At ordningen med de fire sygeplejerskebemandede sygetransporter konverteres til ambulancer.

    At der fra 1. juli 2018 tilbageføres budget fra de fire sygehusenheder som anført i sagsfremstillingens tabel til kontoen for liggende og akut patientbefordring.

    At der fra 1. juli 2018 og frem tilføres budget til Ambulance Syd og Responce som anført i sagsfremstillingens tabel, finansieret af kontoen for liggende og akut patientbefordring.

    fold dette punkt ind Beslutning i Præhospitaludvalget den 13-03-2018

    Indstilling tiltrådt.

    Tage Petersen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 18/13715
    14. Genoptagelse af tilbagebetalingssager - patienterstatning
    fold dette punkt ind Resume

    Efter gældende lovgivning har patienter krav på at få udbetalt erstatning umiddelbart efter, at Patienterstatningen har truffet afgørelse om dette. Det har betydet, at en efterfølgende omgørelse hos Ankenævnet har stillet patienten i den situation, at erstatningen efter gældende praksis skulle tilbagebetales.

    Højesteret har ved to domme ændret denne retspraksis med virkning for en del af de afgjorte patienterstatningssager.

    Det indstilles, at regionen af egen drift genoptager igangværende tilbagebetalingssager med henblik på at afgøre, om regionen fastholder eller frafalder tilbagebetalingskravet i overensstemmelse med højesteretsdommene.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Højesteret har den 7. december 2017 afsagt dom i to principielle sager vedrørende regionernes mulighed for at kræve tilbagebetaling af patienterstatning.

    Højesteret fastslår, at de generelle tilbagesøgningsregler ikke er til hinder for, at regionerne kan kræve tilbagebetaling men fastslår samtidig, at for at regionen kan kræve tilbagebetaling, er det ikke tilstrækkeligt, at alene Patienterstatningen vejleder de erstatningssøgende om risikoen for tilbagebetaling i deres afgørelser. Denne vejledning skal regionen selv give i forbindelse udbetaling af patienterstatning – hvilket Region Syddanmark har gjort siden oktober 2014. De to højesteretssager vedrørte tiden før oktober 2014.

    Højesteretsdommene ændrer radikalt hidtidig retspraksis. Efter hidtil retspraksis kunne regionen kræve tilbagebetaling, også selvom regionen ikke selv i forbindelse med udbetaling af patienterstatningen havde taget et konkret forbehold om tilbagebetaling.

    Den nye retspraksis gælder både for allerede afgjorte sager om tilbagebetaling og for nye sager om tilbagebetaling.

    Regionen har den 9. januar 2018 på regionens hjemmeside informeret om de to højesteretsdomme og om muligheden for at anmode om genoptagelse.

    Regionen har videre, efter den 7. december 2017, behandlet og afgjort de sager, hvor erstatningssøgende selv har anmodet om at få genoptaget deres tilbagebetalingssag. Det drejer sig om 13 sager. Hvis regionen ikke i forbindelse med udbetaling af erstatningen har taget et konkret forbehold for tilbagebetaling, har regionen frafaldet tilbagebetalingskravet og tilbagebetalt den erstatning, den erstatningssøgende måtte have tilbagebetalt til regionen.

    Region Syddanmark og landets øvrige regioner har sammen med Ministeriet for Sundhed og Ældre anmodet Kammeradvokaten om at vurdere rækkevidden af de to højesteretsdomme, særligt i forhold til spørgsmålet, om regionerne af egen drift er forpligtet til at genoptage de sager, hvor erstatningssøgende ikke selv har anmodet om genoptagelse af deres tilbagebetalingssag. Kammeradvokaten vurderer, at en sådan pligt ikke består.

    Det indstilles i sagen, at regionen – trods Kammeradvokatens konklusion – af egen drift genoptager alle igangværende tilbagebetalingssager, undtagen regionens egne ankesager (i de sager er der taget konkret forbehold for tilbagebetaling) og de sager, der er åbenlyst forældede, jf. i det hele vedhæftede praksisbeskrivelse.

    Denne praksis, genoptagelse af egen drift, vil ikke umiddelbart påvirke den økonomiske drift af regionens sygehuse eller lignende. Det skyldes, at regionen er selvforsikret for så vidt angår patienterstatning. Det foregår således, at regionen hvert år reserverer et beløb til regionens interne administrationsordning. Herved tages højde for situationer som denne, hvor der sker uforudsete begivenheder og udsving.

    Folketinget behandler pt. et lovforslag om ændring af klage – og erstatningsadgangsloven inden for sundhedsvæsenet. Hvis forslaget bliver vedtaget i sin nuværende form, hvilket forventeligt sker til sommer, vil der ikke opstå tilbagebetalingsager i fremtiden. Forslaget lægger nemlig op til, at alle anker, både patientens og regionens, skal have opsættende virkning. Det vil sige, at regionen først må udbetale erstatningen, når ankesagen er afgjort.

    Regionsrådet har den 6. marts 2018 fået tilsendt en orientering om denne sag.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At praksisbeskrivelsen godkendes, herunder at regionen af egen drift genoptager alle igangværende tilbagebetalingssager, bortset fra regionens egne ankesager og åbenlyst forældede sager.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Forretningsudvalget ønsker en efterfølgende orientering, når sagerne er afgjort og afsluttet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 12/9186
    15. Status for arbejdet i de klinisk etiske komiteer på sygehusene
    fold dette punkt ind Resume

    Der er udarbejdet statusskrivelser for arbejdet i sygehusenes klinisk etiske komitéer. Statusskrivelserne forelægges én gang årligt regionsrådet til orientering.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    De klinisk etiske komitéer i Danmark er opstået ud fra en voksende accept af, at sundhedspersonalet ofte står overfor at tage vanskelige etiske beslutninger i den daglige klinik ved behandling og pleje af patienterne. På initiativ fra sygehusledelserne besluttede Region Syddanmarks sundhedsudvalg i 2012 at etablere én klinisk etisk komité på hver af regionens sygehusenheder.

    Et vigtigt udkomme af komitéernes arbejde er, at erfaringer og konklusioner på kliniske dilemmaer udbredes til gavn for alle sygehuse i Region Syddanmark. Hver klinisk etisk komité har udarbejdet en statusskrivelse for komitéens arbejde samt de etiske dilemmaer, som den har behandlet. Statusskrivelserne er bilagt dette dagsordenspunkt.

    Sagen forelægges regionsrådet til orientering.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Sundhedsudvalget den 20-03-2018

    Til orientering.

    Til et kommende møde ønsker Sundhedsudvalget en yderligere orientering om mulig inddragelse af patienter/borgere i de klinisk etiske komiteer på sygehusene.

    Andrea Terp, Anne-Marie Palm-Johansen og Preben Jensen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Til orientering.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 12/9186
    16. Status for arbejdet i den klinisk etiske komité på Psykiatrisygehuset
    fold dette punkt ind Resume

    Der er udarbejdet en statusskrivelse for arbejdet i Psykiatrisygehusets klinisk etiske komité. Statusskrivelsen forelægges regionsrådet én gang årligt til orientering.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    De klinisk etiske komitéer i Danmark er opstået ud fra en voksende accept af, at sundhedspersonalet tit står over for at tage vanskelige etiske beslutninger i den daglige klinik ved behandling og pleje af patienterne.

    Der er i Psykiatrisygehuset oprettet en Klinisk Etisk Komité, ligesom det er tilfældet på hvert af de somatiske sygehuse i Region Syddanmark. Psykiatrisygehusets klinisk etiske komité har udarbejdet en statusskrivelse for komitéens arbejde samt de etiske dilemmaer, som den har behandlet. Statusskrivelsen afrapporteres en gang årligt til regionsrådet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Psykiatri- og socialudvalget den 20-03-2018

    Til orientering. Udvalget vil gerne høre mere om Klinisk Etisk Komité på et kommende møde.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Til orientering.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 07/7173
    17. Status for forureningerne i og ved Grindsted relateret til det tidligere Grindstedværk
    fold dette punkt ind Resume

    Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti, har anmodet om at få følgende sag på forretningsudvalgets dagsorden.

    Socialistisk Folkeparti ønsker en drøftelse af oprydning efter Grindstedværket såvel de miljømæssige, men især de sundhedsmæssige konsekvenser.

    Sagen kan behandles under forudsætning af, at forretningsudvalget godkender punkt 1 på indeværende dagsorden om forslag til forretningsorden for forretningsudvalget.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Status for indsats

    Ribe Amt gennemførte en række undersøgelser af de fire lokaliteter, fabriksgrunden, banegravsdepotet, afløbsgrøften og lossepladsen i medfør af Affaldsdepotloven og fra 2000 i medfør af Jordforureningsloven. I forbindelse med strukturreformen overtog regionen opgaven i 2007. Formålet med Jordforureningsloven er bl.a. at beskytte drikkevandsressourcer, forebygge sundhedsmæssige problemer ved anvendelsen af forurenede arealer, samt at tilvejebringe grundlag for en koordineret og målrettet offentlig indsats med henblik på at undgå skadelig virkning fra jordforurening.

    Det fremgår af loven, at regionen har indsatser overfor jordforureninger, som udgør en risiko for værdifuldt grundvand (områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande), arealer med følsom anvendelse (bolig, børneinstitution eller offentlig legeplads), overfladevand eller internationale naturbeskyttelsesområder. Indsatsen vedrørende overfladevand og internationale naturbeskyttelses-områder er implementeret i loven fra 2014, men indsatsen skal først prioriteres fra 2019.

    Ingen af de fire forureninger, som kan knyttes til det daværende Grindstedværket udgør en risiko for værdifuldt grundvand eller internationale naturbeskyttelsesområder.

    Regionens hidtidige indsats er beskrevet i Handleplan 1 (2008) og Handleplan 2 (2011), som begge er vedtaget af regionsrådet. Indsatsen har haft særlig fokus på at afdække, om transporten af forureningsstoffer fra forureningerne med grundvandet kan udgøre en risiko for boliger og overfladevand. Endvidere har regionen gennemført en konkret indsats på banegravsdepotet for at forebygge mulige sundhedsmæssige risici ved rekreativ anvendelse af arealet. Siden 2007 har Region Syddanmarks anvendt ca. 13 mio. kr. og ca. 7 årsværk på forureningerne i Grindsted.

    Der henvises til bilag 1 for uddybning af den hidtidige indsats.

    På baggrund af resultaterne fra gennemførelsen af Handleplan 2 og en samlet gennemgang af sagen påbegyndte administrationen i slutningen af 2017 overvejelser vedrørende behov for en eventuel Handleplan 3 omfattende eventuelle yderligere indsatser. Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer blev den 13. december 2017 orienteret om disse overvejelser. Udarbejdelse af forslag til Handleplan 3 er indledt. I forbindelse med gennemgangen af sagen blev administrationen opmærksom på, at der i områder med forurenet grundvand tæt på jordoverfladen findes boliger med kælder. Den hidtidige undersøgelse af risiko for afdampning fra det forurenede grundvand til boliger tager ikke højde for dette. Administrationen besluttede i 2017 snarest muligt at igangsætte en undersøgelse, som kan belyse denne risiko.

    I forbindelse med handleplan 3 vil behovet for eventuelle nye undersøgelser på fabriksgrunden blive vurderet. Foreløbig er planlagt et indledende møde mellem den lokale ledelse af virksomheden og den administrative ledelse fra Billund Kommune og regionen.

    Sundhedsmæssige aspekter

    I regionens risikovurdering af jordforureninger anvendes som udgangspunkt Miljøstyrelsens kvalitetskriterier for en række kemiske forureninger. Endvidere indhentes udtalelser fra Styrelsen for Patientsikkerhed (tidligere Embedslægeinstitutionen) efter behov.

    Den seneste tids øgede fokus på Grindstedforureningerne har vist, at der er en del bekymring og ubesvarede spørgsmål blandt nogle borgere i Grindsted. Dette gælder især spørgsmål vedrørende eventuelle sundhedsmæssige aspekter af forureningerne relateret til det tidligere Grindstedværket.

    Region Syddanmark har sammen med Billund Kommune vurderet, at der er behov for en fornyet og samlet vurdering af de sundhedsmæssige aspekter. Regionen og kommunen har derfor rettet henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, og der er nu aftalt et indledende møde den 17. april 2018 med deltagelse af Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Billund Kommune og Region Syddanmark. Administrationen vil på forretningsudvalgsmødet give en mundtlig orientering om mødet.

    I henvendelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed (bilag 2) er forureningerne og mulige sundhedsmæssige påvirkninger af omgivelserne præsenteret. Endvidere er følgende tidligere udtalelser fra Embedslægeinstitutionen omtalt:

    Banegravsdepotet – behov for opsætning af skilte (2005)

    Tronsøen – ikke behov for opsætning af skilte (2006)

    Grindsted Engsø - ikke sundhedsmæssigt forsvarligt at anvende søen til badning (2002)

    Endvidere foreligger der et regulativ med bestemmelser om regulering af adgangen til og den rekreative udnyttelse af Engsøen, herunder regler om ændring af retten til sejlads (2010). Endelig findes en bekendtgørelse om forbud mod afsætning m.m. af fisk fanget i Grindsted og Varde åer m.v. (1986).

    Henvendelsen til Styrelsen for Patientsikkerhed er ikke udtryk for ændrede risikovurderinger fra regionens side. Det er fortsat den faglige vurdering, at det er sikkert at opholde sig i private boliger, at der ikke er risiko for at komme i kontakt med forurening på boliggrunde og rekreative arealer, samt at forureningerne ikke kan påvirke det grundvand, som indvindes til drikkevand i Grindsted.

    I tilknytning til de lokale bekymringer er der udtrykt ønske at få belyst, om forureningerne kan være årsag til eventuel øget hyppighed af visse sygdomme. Der er tale om forureninger, som har stået på over en lang årrække. I denne periode har en del af beboerne i området arbejdet på virksomheden, en del har haft pårørende, der har arbejdet på virksomheden, en del er fraflyttet og en del er tilflyttet. For næsten alle sygdomme gælder, at flere faktorer (livsstil, køn, alder, miljømæssig påvirkning etc.) er betydende for, om en given sygdom udvikles.

    Efter sundhedsloven er det overordnede formål for sundhedsvæsenet at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte. Herunder skal regionen sikre, at der foretages udviklings- og forskningsarbejde, med henblik på at ydelserne efter sundhedsloven kan varetages på et højt fagligt niveau.

    Det er Sundhedsdatastyrelsen, der er dataansvarlig for det Nationale Patientindeks over registreringer af de enkelte borgeres helbredsoplysninger, herunder medicinoplysninger, vaccinationsoplysninger, journaloplysninger, laboratoriesvar m.v. Det er Sundhedsministeren, der fastsætter nærmere regler om driften m.v. af registeret, herunder om, hvilke oplysninger der må registreres i indekset.

    Regionen har adgang til sundhedsdata fra både nationale og regionale registre. Disse data kan imidlertid ikke uden videre anvendes til at belyse, om den konstaterede forurening i Grindsted er eller har været årsag til særlige helbredsmæssige problemer for borgerne i området.

    På den baggrund er det administrationens vurdering, at det ikke er muligt at belyse en eventuel forhøjet sundhedsrisiko for borgerne i området ved gennemførelse af en simpel undersøgelse. Sundhedsdatastyrelsen vurderer, at en analyse med henblik på at kunne identificere signifikante afvigelser fra normale udsving i forekomsten af sygdomme relateret til specifikke sundhedsområder skal udgøre et selvstændigt forskningsprojekt. I den forbindelse vil det være nødvendigt at inddrage ekspertviden inden for de sygdomsområder, der ønskes belyst. En udtalelse fra Sundheds- og Ældreministeriet er vedlagt som bilag 3.

     

    Information til borgerne om forureningerne

    De senere ugers dialog med borgerne i Grindsted har afsløret et stort ønske om mere viden om forureningerne. Som følge heraf har regionen i samarbejde med Billund Kommune oprettet en direkte indgang fra hhv. kommunens og regionens forside til dokumenter, analyser og rapporter. Hjemmesiderne linker desuden til hinanden.

    Det er målet, at der snarest skabes et fælles subsite via Billund.dk, hvor alt kommunens og regionens materiale om forureningerne fra det tidligere Grindstedværket kan samles. Et subsite på kommunens hjemmeside er valgt af hensyn til de tekniske muligheder, og fordi kommunen som udgangspunkt er borgernes indgang til det offentlige.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til drøftelse.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Sagen drøftet.

    Forretningsudvalget konstaterer, at en lang række myndigheder er involveret i denne sag.

    Forretningsudvalget ønsker på den baggrund, at Region Syddanmark påtager sig en central rolle som tovholder.

    Forretningsudvalget anmoder administrationen om at undersøge mulighederne for at tilrettelægge et forskningsprojekt, der nærmere undersøger og beskriver eventuelle sundhedsmæssige aspekter.

    Spørgsmålet om en sådan undersøgelse forankres i forretningsudvalget.

    Forretningsudvalget oversender sagen til regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/6986
    18. Indstilling til Rybners' ansøgning om udbud af ny ambulancebehandleruddannelse
    fold dette punkt ind Resume

    Undervisningsministeriet har besluttet at oprette en ny erhvervsuddannelse til ambulancebehandler. Uddannelsen er en sammenlægning af den nuværende erhvervsuddannelse til redder og den nuværende ambulancebehandleruddannelse, og den skal erstatte den eksisterende redderuddannelse. Ministeriet har modtaget i alt seks ansøgninger til den nye uddannelse på landsplan. I Region Syddanmark er Rybners i Esbjerg den eneste ansøger, og her skal regionsrådet afgive indstilling til undervisningsministeren om den stedlige placering af grundforløbets 2. del. Det er administrationens vurdering, at ansøgningen fra Rybners bør indstilles til imødekommelse.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Undervisningsministeriet bekendtgjorde i januar 2018, at der med virkning fra 1. januar 2019 skulle oprettes en ny erhvervsuddannelse til ambulancebehandler (bilag 1). Uddannelsen, der er en sammenlægning af den nuværende erhvervsuddannelse til redder og den nuværende ambulancebehandleruddannelse, skal erstatte den eksisterende redderuddannelse, der nedlægges pr. 31. december 2018.

    Undervisningsministeriet begrunder ændringen med, at der gennem en årrække er sket en kraftig udvikling i forhold til ambulancekørsel og de ansattes roller og ansvar på ulykkesstedet. Den præhospitale opgave er de seneste år ændret markant fra overvejende at være en transportopgave til i langt højere grad at være en sundhedsfaglig monitorering og behandling af patienter under transporten.

    Regionsrådets opgave

    Regionsrådene har en koordinerende opgave på uddannelsesområdet. Ifølge lov om institutioner for erhvervsrettede uddannelser, skal regionsrådet afgive indstilling til undervisningsministeren om den stedlige placering af nye uddannelsessteder i regionen for så vidt angår erhvervsuddannelsernes grundforløb.

    Den 8. marts 2018 sendte Undervisningsministeriet en anmodning til regionsrådet i Region Syddanmark om at afgive indstilling til en ansøgning fra Rybners i Esbjerg om udbud af grundforløbets 2. del til den nye erhvervsuddannelse til ambulancebehandler (bilag 2).

    Rybners har også ansøgt om udbud af hovedforløbet til den nye uddannelse, men her er det Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser (REU), der skal afgive indstilling, og ikke regionsrådet. Rybners er den eneste syddanske ansøger til uddannelsen, mens der på landsplan er i alt seks ansøgere fordelt på alle fem regioner. Rybners’ ansøgning er vedlagt som bilag 3.

    Uddannelsens nuværende placering

    Den eneste udbyder af den nuværende redderuddannelse vest for Storebælt er Rybners i Esbjerg. Derudover udbydes uddannelsen også af Erhvervsskolen Nordsjælland i Hillerød. Den nuværende ambulancebehandleruddannelse udbydes af SOSU Nord i Aalborg og af Dansk Institut for medicinsk Stimulation (DIMS) i København, mens overbygningen (paramedicineruddannelsen) kun udbydes af University College Nordjylland i Aalborg.

    Vurdering af Rybners’ ansøgning

    Undervisningsministeriet afgør hvilke af de seks ansøgende uddannelsesinstitutioner, der skal tildeles udbudsgodkendelse til den nye ambulancebehandleruddannelse. Afgørelsen træffes ud fra en vurdering af ansøgningerne sammenholdt med indstillingerne fra regionsrådene og REU.

    Ministeriet vil i vurderingen af ansøgningerne tage afsæt i følgende indbyrdes forbundne kriterier:

    • Sikring af fagligt bæredygtige og kvalitativt forsvarlige uddannelsesmiljøer under hensyn til efterspørgsel og behov.
    • Bidrag til opfyldelse af de fire klare reformmål (se bilag 1).

    Mens det således er ministeriets opgave at vurdere indholdet i de enkelte ansøgninger, er det, jf. institutionsloven, regionsrådenes opgave at forholde sig til den stedlige placering af udbuddene, i dette tilfælde for så vidt angår grundforløbets 2. del.

    I 2016 gennemførte ministeriet en stor udbudsrunde, hvor alle udbudsgodkendelser til samtlige erhvervsuddannelser blev tilbagekaldt og skulle ansøges af skolerne på ny. I forbindelse med regionsrådets indstillinger ved den lejlighed, valgte regionsrådet at se den stedlige placering af udbuddene i sammenhæng med rekrutteringsgrundlaget for de enkelte udbud og arbejdsmarkedets efterspørgsel efter faglærte inden for de respektive erhvervsuddannelser.

    Set i det perspektiv, er det administrationens vurdering, at det vil give god mening at placere den nye ambulancebehandleruddannelse på Rybners.

    For det første vurderes det, med udgangspunkt i erfaringerne fra Rybners’ nuværende redderuddannelse, at der vil være et tilstrækkeligt elevgrundlag tilstede for den nye uddannelse.

    For det andet vurderes det, med udgangspunkt i den hidtidige efterspørgsel efter reddere og behandlere, at arbejdsmarkedet også på sigt vil stå klar til at aftage færdiguddannede ambulancebehandlere fra Rybners.

    Endelig vurderes det, at det vil være samfundsøkonomisk fornuftigt at udnytte det eksisterende uddannelsessted af denne type i Esbjerg, snarere end at etablere nye uddannelsessteder andre steder i landet. Her vurderes det bl.a., at den eksisterende bygningsmæssige og udstyrsmæssige kapacitet, der har været anvendt til den nuværende redderuddannelse, og de nuværende lærer-/lederkompetencer og specifikke viden/knowhow fra Rybners og fra særligt sygeplejerskeuddannelse på UC Syd, vil danne et godt udgangspunkt for opstarten af en ny ambulancebehandleruddannelse på Rybners.

    Administrationen vurderer således samlet set, at ansøgningen fra Rybners bør indstilles til imødekommelse.

     

    Processen for indstillingen

    Indstillinger til erhvervsuddannelsesudbud er administrativt forankret i Regional Udvikling og den politiske sagsgang vil med den nye udvalgsstruktur normalt starte med en beslutningssag i Udvalget for Uddannelse og Arbejdskraft (UUA), der resulterer i en anbefaling over for regionsrådet.

    Tidsfristerne i denne udbudsrunde indebærer imidlertid, at sagsgangen omkring selve indstillingen må starte direkte i forretningsudvalget, mens UUA blev orienteret om udbudsrunden på udvalgsmødet den 1. marts. Som følge af det faglige indhold i netop denne udbudsrunde, fik præhospitaludvalget også en orientering om udbuddet på deres møde den 13. marts.

    Regionsrådets frist for afgivelse af indstilling er den 14. maj, hvorfor sagen skal på regionsrådsmødet den 30. april. Efter regionsrådsmødet indskriver administrationen indstillingen i et udleveret excel-ark og indsender dette til ministeriet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At det indstilles til undervisningsministeren, at ansøgningen fra Rybners om at udbyde grundforløbets 2. del til den nye erhvervsuddannelse til ambulancebehandler, imødekommes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/13641
    19. Pædagogdimensionering 2018/2019
    fold dette punkt ind Resume

    Regionsrådet skal sammen med KKR Syddanmark indstille antallet af uddannelsespladser på pædagoguddannelsen i Syddanmark for studieåret 2018-2019 samt fordelingen på specialeretninger til Undervisningsministeriet.

    Praktikpladsforum besluttede indstillingen om dimensionering på møde den 11. december 2017.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Det er regionsrådets og KKRs ansvar og kompetence at indstille til Undervisningsministeriet, hvor mange der skal optages på pædagoguddannelsen samt at bestemme fordelingen af studerende på specialer. Uddannelsen indeholder tre specialiseringsretninger, hhv. social- og specialpædagogik, dagtilbudspædagogik og skole- og fritidspædagogik.

    KKR Syddanmark har nedsat Praktikpladsforum med det formål at indstille antal uddannelsespladser på pædagoguddannelsen. Forummet er sammensat med repræsentation fra region, kommuner og fagforeninger. Professionshøjskolerne deltager som tilforordnede på møderne.

    Praktikpladsforum anbefaler KKR Syddanmark og regionsrådet en uændret dimensionering på det samlede antal uddannelsespladser og fordelingen mellem de to professionshøjskoler. Det vil sige 1110 pladser (inkl. 5 pct. overbooking) fordelt med 589 studiepladser på UC SYD og 521 studiepladser på UCL.

    Baggrunden for denne indstilling er en samlet vurdering af bl.a. arbejdsløshedsstatistikker, befolkningsfremskrivning og behov hos kommunerne. Region Syddanmark har i drøftelserne anlagt det synspunkt, at det er kommunernes behov, der tegner billedet, da regionen kun udgør en forsvindende lille del af arbejdsmarkedet for pædagoger i Syddanmark.

    Praktikpladsforum vil også fortsat følge efterspørgslen på uddannede pædagoger i regionen og kommunerne.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At det samlede antal uddannelsespladser fastholdes på 1100 pladser inkl. 5 pct. overbooking.

    At fordelingen mellem specialeretningerne fastholdes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 18/11560
    20. Opfølgning på udviklingsaftalen mellem Byregion Fyn og Region Syddanmark
    fold dette punkt ind Resume

    Som led i opfølgningen på Det Gode Liv-strategien, er der vedtaget en udviklingsaftale mellem Region Syddanmark og Byregion Fyn på regionsrådsmødet den 22. maj 2017. I regi af udviklingsaftalen, er der i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune udarbejdet et forslag til et strategisk samarbejde om en fælles regional og kommunal opfølgning på den regionale vækst- og udviklingsstrategi og Faaborg-Midtfyns Udviklingsstrategi. Der forelægges et forslag til en strategisk samarbejdsaftale.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Som led i opfølgningen på Det Gode Liv-strategien, er der vedtaget en udviklingsaftale mellem Region Syddanmark og Byregion Fyn, der blev godkendt på regionsrådsmødet den 22. maj 2017. Samarbejdet adresserer særlige udfordringer og muligheder på Fyn, dels inden for infrastruktur og mobilitet, dels inden for bosætning og attraktivitet, herunder vækst- og udviklingspotentialer i mindre byer og områder uden for de større byer.

    Der er igangsat en række initiativer som opfølgning på udviklingsaftalen. På infrastrukturområdet er der som en del af arbejdet for at løse trængslen på E20 blandt andet nedsat en E20-komité med regionsrådsformanden som medlem. Desuden arbejdes der med at forbedre mobil- og bredbåndsdækningen.

    Som en del af udviklingsaftalens arbejde med temaet ”Bosætning og attraktivitet”, er der udarbejdet et forslag om et strategisk samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune om en fælles regional og kommunal opfølgning på den regionale Det Gode Liv-strategi og Faaborg-Midtfyns Udviklingsstrategi. De to strategier understøtter hinanden i forhold til vision og indsatsområder, og med det strategiske partnerskab vil Region Syddanmark og Faaborg-Midtfyn Kommune samarbejde om at måle på udbyttet af de politiske initiativer som byråd og regionsråd iværksætter. Med udgangspunkt i OECDs anbefalinger om outcome-målinger af levevilkår, vil Faaborg-Midtfyn Kommune og Region Syddanmark følge udviklingen på en række indikatorer, så der sikres et fælles billede af rammerne for borgernes liv. Projektet er et pilotprojekt, hvor der skal skabes erfaringer, der kan anvendes inden for Byregion Fyn-samarbejdet og andre regionale og kommunale opfølgninger på udviklingsstrategier og den regionale vækst- og udviklingsstrategi.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At forslaget til strategisk samarbejdsaftale godkendes.

    fold dette punkt ind Beslutning i Udvalget for Regional Udvikling den 12-03-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Poul Andersen og Vicky Bender Lorenzen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 17/45016
    21. Orientering om status på arbejdet med lønkrav fra tidligere BIOS-ansatte
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    På møde den 7. marts 2018 blev forretningsudvalget orienteret om status pr. 23. februar 2018, hvor der var afsluttet 205 sager og fremsendt yderligere 316 sager til de faglige organisationer.

    Status pr. 28. marts 2018
    Status pr. 28. marts 2018 er, at der er afsluttet 214 sager. Supplerende kan oplyses, at 338 sager er fremsendt til de faglige organisationer og således under behandling, heraf 317 sager, hvor regionen afventer tilbagemelding fra de faglige organisationer og 21 sager, hvor de faglige organisationer er vendt tilbage med bemærkninger eller ønske om yderligere oplysninger og som derfor som beror på yderligere sagsbehandling i regionen.

    Om de 214 sager kan oplyses, at:

    • 140 sager er afsluttet med, at medarbejderen modtager et beløb til udbetaling. Det samlede beløb til udbetaling udgør 1.447.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger.
    • 74 sager er afsluttet med et resultat, hvor medarbejderen skal tilbagebetale et beløb. Det samlede beløb til tilbagebetaling udgør 404.000 kr. efter fradrag af skat og tidligere acontoudbetalinger.

    Regionens samlede merudgift til de 214 afsluttede sager udgør 3.187.000 kr. (før skat).

    Forretningsudvalget vil på de kommende møder tilsvarende blive orienteret om status for arbejdet.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til orientering.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Til orientering.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 18/19980
    22. Vejledning om chikane, trusler, hærværk og vold mod lokalpolitikere
    fold dette punkt ind Resume

    Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner har i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste udarbejdet en vejledning om chikane, trusler, hærværk og vold mod lokalpolitikere.

    Der lægges i sagen op til, at forretningsudvalget og regionsrådet drøfter indholdet af vejledningen.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Det er en grundlæggende forudsætning for et stærkt demokrati, at politikere kan give udtryk for deres holdninger og træffe demokratiske beslutninger uden at frygte for sin egen eller sine nærmestes sikkerhed ved chikane, trusler, hærværk eller vold.

    Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner gennemførte derfor ved udgangen af 2017 en undersøgelse om omfanget og karakteren af chikane, trusler, hærværk og vold mod kommunalbestyrelses- og regionsrådsmedlemmer. Der er ikke tidligere gennemført en lignende undersøgelse.

    Undersøgelsens resultater viste, at ca. 4 ud af 10 lokalpolitikere har været udsat for en eller flere krænkelser i forbindelse med udførelse af deres hverv som lokalpolitiker. Undersøgelsen viser således vigtigheden af, at der sættes fokus på området.

    Økonomi- og Indenrigsministeriet, KL og Danske Regioner har i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste udarbejdet en vejledning til lokalpolitikere om, hvordan man skal forholde sig i situationer med chikane, trusler, hærværk eller vold. Derudover giver vejledningen nogle råd til, hvordan situationerne kan undgås.

    Det er vigtigt, at der i regionsrådet kommer fokus på området, og at vejledningen følges op med en drøftelse i forretningsudvalget og regionsrådet. En drøftelse om, hvad regionsrådet kan gøre lokalt for i fællesskab at forebygge og håndtere chikane, trusler, hærværk og vold, således at den enkelte politiker rustes bedst muligt til at håndtere de forskellige problemstillinger.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Til drøftelse.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Forretningsudvalget drøftede sagen.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 18/717
    23. Arbejdsmiljøredegørelse 2018
    fold dette punkt ind Resume

    Som et led i det strategiske arbejdsmiljøarbejde udarbejdes der årligt en arbejdsmiljøredegørelse. Redegørelsen indeholder en række relevante nøgletal og statistikker, gode historier fra regionale arbejdspladser, samt en beskrivelse af tværgående arbejdsmiljøindsatser i Region Syddanmark.

    fold dette punkt ind Sagsfremstilling

    Som et led i det strategiske arbejdsmiljøarbejde udarbejder Koncern HR hvert år en arbejdsmiljøredegørelse. Redegørelsen skitserer en række af de tværgående arbejdsmiljøindsatser i Region Syddanmark. Fælles for indsatserne er, at de understøtter Hovedudvalgets arbejdsmiljøfokusområder og den politiske målsætning om at nedbringe sygefraværet.

    Redegørelsen giver desuden et overblik over udviklingen på en række relevante arbejdsmiljøindikatorer, og indeholder også tre ”gode historier”, der viser hvordan, der rundt omkring i organisationen arbejdes på at skabe gode og attraktive arbejdspladser.

    Arbejdsmiljøredegørelsen er vedlagt som bilag.

     

    Hvad viser redegørelsen?

    I nedenstående tabel 1 er fire af hovedindikatorerne for arbejdsmiljøet i Region Syddanmark samlet. Af tabellen fremgår det, at Sygehus Lillebælt, Sydvestjysk Sygehus, Ambulance Syd, Psykiatrien, de sociale centre og Regionshuset pr. 2. januar 2018 alle lever op til ambitionen om en grøn smiley. Det vil sige, de lever op til arbejdsmiljølovgivningen.

    Redegørelsen viser, at det samlede sygefravær er reduceret fra 5,1 i 2009 % til 4,2 % ved udgangen af 2017. Sygefraværet lå således på 0,1 pct. fra den politiske målsætning.

    Endvidere viser redegørelsen, at ulykkesfrekvensen i 2017 samlet set endte på 10,5 ulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer. Det er en stigning på 0,5 ulykker fra 2016. Ulykkesfrekvensen varierer dog meget på tværs af enhederne. Ulykkesfrekvensen er således lavest i Regionshuset (3,7 ulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer) og højest i de sociale centre (27,4 ulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer). Ulykkesfrekvensen er dog faldet med 6,5 arbejdsulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer i de sociale centre, hvilket er den største reduktion i 2017 på tværs af enhederne.

    Endeligt viser redegørelsen, at trivslen blandt de ansatte fortsat er høj. I forbindelse med den seneste MTU er der således opnået en samlet trivselsscore på 74 for de deltagende enheder, hvilket er 1 point højere end resultatet fra 2016.

    Tabel 1: Oversigt over fire af hovedindikatorerne for arbejdsmiljøet opdelt på enheder

    Antal gule og røde smileys af alle p-enheder

    2. januar 2018

    Sygefravær 2017

    Ulykkesfrekvens 2017

    (antal ulykker med fravær pr. 1 mio. arbejdstimer)

    Trivsel

    MTU

    2017

    Odense Universitetshospital

    2 af 14

    4,2 %

    11,0 dage

    7,4

    74

    Sygehus Lillebælt

    0 af 6

    4,1 %

    10,7 dage

    8,61

    -

    Sygehus Sønderjylland

    2 af 12

    4,4 %

    11,4 dage

    6,6

    -

    Sydvestjysk Sygehus

    0 af 4

    3,6 %

    9,4 dage

    6,2

    -

    Ambulance Syd

    0 af 37

    6,6 %

    -

    23,0

    66

    Psykiatrien

    0 af 31

    4,4 %

    11,4 dage

    24,9

    -

    Sociale centre

    0 af 41

    6,3 %

    16,4 dage

    27,4

    74

    Regionshuset

    0 af 19

    2,3 %

    6,0 dage

    3,72

    77

    Region Syddanmark total

    4 af 177

    4,2 %

    10,9 dage

    10,5

    74

    1 Sygehus Lillebælt omfatter også Friklinikken i forhold til ulykkesfrekvensen.

    2 Regionshuset omfatter ogsåMedicoteknik og Syddanske Vaskerier i forhold til arbejdsulykkesfrekvensen.

    fold dette punkt ind Indstilling

    Det indstilles, at forretningsudvalget anbefaler regionsrådet:

    At Arbejdsmiljøredegørelsen tages til efterretning.

    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Indstillingen anbefales over for regionsrådet.

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.

    fold dette punkt ind Bilag

    Sagsnr. 17/46183
    24. Meddelelser
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling
    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018

    Under punktet blev orienteret om:

    - Erhvervsfremme

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr. 17/46183
    25. Eventuelt
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling
    fold dette punkt ind Beslutning i Forretningsudvalget den 18-04-2018


    -

    Ulrik Sand Larsen og Marianne Mørk Mathiesen deltog ikke i sagens behandling.


    Sagsnr.
    26. LUKKET - godkendelse af licitationsresultat
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    27. LUKKET - godkendelse af salgsliste
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Sagsnr.
    28. LUKKET - rapportering
    fold dette punkt ind Resume
    fold dette punkt ind Sagsfremstilling
    fold dette punkt ind Indstilling

    Siden er sidst opdateret 19-04-2018.
    Kontakt Region Syddanmark

    Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |