Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | Besuchen Sie unsere deutsche Website Visit our English website |
Region Syddanmark logo, link til forsiden

PRO i Region Syddanmark

PRO bruger vi for at skabe værdi for patienten. Vi bruger det i mange forskellige sammenhænge og former.

I nogle tilfælde spørger vi ind til, hvordan du har oplevet din hjerteoperation, om du har haft bivirkninger og hvordan din behandling i øvrigt har været. I andre tilfælde stiller vi dig spørgsmål allerede før, du skal til en ambulant kontrol. På den måde kan personalet være bedre klædt på, når du møder ind til kontrollen.

Som patient kan du møde PRO flere forskellige steder i Regionen Syddanmark. PRO indgår eksempelvis både i en app for patienter og i forskellige former for internetbaseret behandling. Herunder kan du læse mere om nogle af de projekter, hvor PRO bruges:

Internetpsykiatrien tilbyder behandling via internettet til patienter, der lider af angst eller let til moderat depression baseret på internetbaseret kognitiv adfærdsterapi (iKAT). Behandlingen foregår i et internetprogram, hvor selvmonitorering en integreret del. Patienterne skal både undervejs i forløbet og efterfølgende udfylde spørgeskemaer via internettet, der både indeholder spørgsmål om, hvordan de har det, dvs. kliniske data, der skal bruges i behandlingen, og spørgsmål om, hvordan de oplever selve behandlingsformen iKAT, og hvad de synes om den.

Fleksible ambulante kontroller. Ambulatoriet udsender et spørgeskema til dig som patient via Mit Sygehus i Region Syddanmark. Du svarer på spørgsmål om eget helbred og symptomer samt trivsel. Besvarelsen af spørgeskemaet giver en farvekode (rød, gul, grøn) ud fra hvilken sygehuset kan vurdere, om du skal ses til kontrol, kan nøjes med en telefonkonsultation eller om kontrol kan undværes. Svarene bruges også til at have en mere fokuseret dialog mellem dig som patient og klinikeren, hvad enten det er til fysisk kontrol eller telefonopringning.

Rygkirurgisk Forskning på Rygcenter Syddanmark, på Middelfart Sygehus, har siden år 2010 systematisk indsamlet oplysninger fra patienter, der har gennemgået en rygoperation samt kirurgindberettede oplysninger som f.eks. diagnose og operationstype. Disse oplysninger danner tilsammen en stor mængde data, der danner grundlag for forskning og udvikling.

Noget centralt i disse projekter er udviklingen af en såkaldt IT-baseret risikoprofil. Dette indebærer, at data fra en tilsvarende patient, ud fra bestemte kriterier, kan sammenholdes og dermed give et kvalificeret bud på, hvordan resultatet af en evt. operation statistisk set vil falde ud. Dette resultat inddrages i fælles beslutningstagning mellem kirurg og patient, om hvorvidt der vælges operation eller ej.


Siden er sidst opdateret 11-06-2020
Sundhed

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap | Tilgængelighedserklæring