Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilJuni 2018pilRegionsrådet vil arbejde for røgfri ungdomsuddannelser i Syddanmark
piktogram af rygning forbudt

Regionsrådet vil arbejde for røgfri ungdomsuddannelser i Syddanmark

25-06-2018 | Af Jacob Wichmann Agerholm

I marts tiltrådte Region Syddanmark det nationale partnerskab Røgfri Fremtid. Nu sætter regionsrådet handling bag visionerne og lancerer et projekt, der skal arbejde for røgfri ungdomsuddannelser i Syddanmark.

Region Syddanmark er den region, hvor flest 11-17-årige vil dø af rygning. Det viser tidligere beregninger fra Sundhedsstyrelsen. Hver tiende syddansker i aldersgruppen vil dø af rygning, hvis rygemønstret fortsætter som hidtil. 

Region Syddanmark er desuden den region, der samlet set har den største andel af rygere. 18,7 procent.

De tal vil et enigt syddansk regionsråd gerne have rykket ved, og derfor har de i dag sat midler af til et projekt, der via partnerskaber med ungdomsuddannelser og kommuner skal arbejde for, at andelen af unge rygere falder drastisk. Målet er at reducere antallet af unge rygere til under 10 procent i 2021. Det er første mellemstation på vejen mod en røgfri generation i 2030. I dag ryger 16,1 procent af syddanskerne i aldersgruppen 16-24 år.

Beslutningen kommer i forlængelse af, at regionsrådet 19. marts 2018 besluttede at tilslutte sig det nationale partnerskab Røgfri Fremtid, der er iværksat af Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- For tre måneder siden tiltrådte vi partnerskabet Røgfri Fremtid, og nu har vi så godkendt det første tiltag, der skal være med til at udmønte visionen. Jeg synes, det vidner om, at Røgfri Fremtid ikke bare er en skåltale, men at vi faktisk mener det. Fremtiden skal være røgfri. Halvdelen af alle rygere ender med at dø af deres rygning, så det skylder vi vores børn og unge.

Skal trække i samme retning

Projektet om røgfri ungdomsuddannelser løber over tre år. Målet med projektet er, at der sker et fald i andelen af syddanskere under 24 år, der ryger dagligt. Når projektperioden er slut, skal der være under 10 procent af de unge, som ryger dagligt. I dag er det 16,1 procent.  

Målet skal nås igennem partnerskaber og målrettet arbejde med kommuner og ungdomsuddannelser. Projektet er indtil videre blevet præsenteret for de syddanske borgmestre i kommunekontaktudvalget og for Syddansk Uddannelsesforum. I begge fora var der opbakning til indsatsen.

Formand for Udvalget for det nære sundhedsvæsen, Bo Libergren (V), siger:

- Hvis vi skal lykkes med at reducere andelen af unge rygere, er det vigtigt, at vi står sammen og trækker i samme retning – både ungdomsuddannelser, kommuner og region. Vi har i forvejen god erfaring med at arbejde sammen med kommunerne om vigtige sundhedspolitiske indsatser. Nu skal vi bruge de erfaringer, så vi kan få skoddet smøgerne helt.

Dygtige, sunde og raske elever

I dag er det særligt på erhvervsskolerne, at eleverne ryger. 37 procent af eleverne på erhvervsskolerne ryger dagligt, mens det kun er 12 procent på de gymnasiale uddannelser.

En del af regionens ungdomsuddannelser arbejder allerede med røgfri skoletid, men der er fortsat mange skoler, hvor de unge enten kan ryge på matriklen eller må ryge uden for skolens område i skoletiden.

Formand for Udvalget for uddannelse og arbejdskraft, Tage Petersen (V), siger:

- Ungdomsuddannelser er et sted, hvor næsten alle unge kommer, og det skal ikke være et sted, hvor de lærer at ryge. Sammen med uddannelserne skal vi sikre, at det ikke sker, ved at arbejde for røgfri skoletid. Vi har en interesse i, at de unge mennesker bliver dygtige til deres fag, men vi har også en interesse i, at de holder sig sunde og raske – både for deres egen skyld og for samfundets skyld. Fremtiden skal være røgfri, og fremtiden begynder med de unge mennesker på ungdomsuddannelserne.

Fakta om røgfri ungdomsuddannelser

Røgfri ungdomsuddannelser er et kommende partnerskab mellem interesserede ungdomsuddannelser, kommuner og regionen.

Formålet med partnerskabet et at hjælpe uddannelsesinstitutionerne med at få sat rygning på dagsordenen og understøtte røgfrie miljøer på skolerne.

Projektet løber over en treårig periode fra august 2018 til juli 2021. Målet er, at under 10 procent af de unge under 24 år ryger dagligt, når projektperioden er forbi. I dag er det 16,1 procent.

I partnerskabet vil regionen blandt andet bistå med opstartsarrangementer, løbende opfølgninger på udviklingen i antallet af rygere, udarbejdelse af rygepolitiker og løbende erfaringsudvekslinger mellem skolerne.

Kræftens Bekæmpelse er partner i projektet og vil løbende bidrage med viden, materialer og inddragelse af for eksempel frivillige til arrangementer om rygestop på skolerne.

Fakta om Røgfri Fremtid

Røgfri Fremtid er et nationalt partnerskab iværksat i et samarbejde mellem Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse. Partnerskabet indeholder tilslutning til tre visioner:

- Børn og unge har ret til at vokse op uden røg, og sammen tager vi ansvar for, at det bliver muligt

- Sammen vil vi skabe en røgfri fremtid, hvor flere børn og unge får bedre muligheder for at skabe sig et sundt og godt liv

- Sammen vil vi sikre, at færre ryger, så færre bliver syge af tobaksrøg

Det syddanske initiativ omkring røgfri ungdomsuddannelser er en udmøntning af visionerne i Røgfri Fremtid.

 


Siden er sidst opdateret 25-06-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |