Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2018pilAugust 2018pilNye boliger i Syrenparken skal styrke borgernes privatliv og selvstændighed
indvielsen af syrenparken

Nye boliger i Syrenparken skal styrke borgernes privatliv og selvstændighed

22-08-2018 | Af Jacob Agerholm

Onsdag var der indvielse i det socialpsykiatriske botilbud Syrenparken. 35 nye to-rumsboliger blev indviet, alle med egen indgang, ringeklokke og postkasse. Pengene til de nye boliger blev givet af regionsrådet i 2014.

Der er noget særligt over at have sin egen indgang. Det kan man nok skrive under på, hvis man som teenager fik lov til at få værelse i kælderen hjemme ved mor og far.
Med egen indgang følger en frihedsfølelse, en selvstændighed og et privatliv, som kan være svært at få fornemmelsen af, hvis man skal bruge den samme hoveddør som alle de andre borgere.

Derfor var onsdag den 22. august 2018 også en glædens dag på det socialpsykiatriske botilbud Syrenparken, der er en del af Region Syddanmarks Socialcenter Lillebælt.

Onsdag var nemlig dagen, hvor 35 nye boliger blev indviet i Syrenparken. Nogle helt nybyggede, andre helt nyrenoverede.

Mulighed for udvikling

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- En af vores mest fornemme opgaver på socialområdet er at skabe nogle rammer, der kan give mest muligt livskvalitet for borgerne på bostederne, samtidig med at de får mulighed for at udvikle sig inden for de rammer. De nye boliger i Syrenparken er et rigtigt godt eksempel på lige netop det. Den frihed, selvstændighed og det privatliv, der følger med egen indgang og egen bolig – det er med til at give livskvalitet. 

Syrenparken består nu af 50 boliger i alt. Nogle boliger er fritliggende, andre ligger sammen, og hver enkelt borger har nu sin egen private bolig.

Kan trække sig tilbage

Formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiasen, siger:

- Jeg glæder mig selvfølgelig over, at borgerne i Syrenparken får nogle rigtig gode muligheder for privatliv og selvstændighed. Borgerne på bostederne kan i perioder være hårdt ramt af forskellige sygdomme, og der er det et stort plus, at de har egen bolig, hvor de kan trække sig tilbage. Derudover så glæder jeg mig også over, at personalet nu får bedre rammer for at yde en mere målrettet og faglig støtte i borgerens egen bolig. Det er en stor fordel både for personalet og borgerne.

Selvom indvielsen fandt sted i dag, så har byggeriet allerede fået en pris for sin flotte arkitektur. Da første del af byggeriet stod færdigt i 2016, blev Syrenparken præmieret med en af Vejle Kommunes Arkitekturpriser.

Fakta:

Syrenparken er en del af Socialcenter Lillebælt.

Syrenparken er et moderne socialpsykiatrisk botilbud, der henvender sig til borgere med alvorlige sindslidelser, personlighedsforstyrrelser og spiseforstyrrelser.

Syrenparken rummer 50 boliger. Det er moderne boliger med stue, soveværelser og eget badeværelse og køkken. Alle nybyggede og renoverede boliger har desuden egen indgang.

Syrenparken har desuden en række fællesområder blandt andet et torv, et caféområde og træningslokale.


Siden er sidst opdateret 22-08-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |