Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Kinabesøg 2018

Den kinesiske delegations leder, direktør Liying Wang, National Health Commission, udvekslede erfaringer med Thies Mathiesen, formand for social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark.




Kinesisk besøg i psykiatrien

24-08-2018 | Af Astrid Westergaard

Region Syddanmark har haft besøg af en delegation af kinesiske embedsmænd, som søger inspiration i den syddanske psykiatri og lokale sundhedstilbud.

Den kinesiske delegation har blandt andet deltagelse fra Guangdong-provinsen, som regionen har haft en samarbejdsaftale med i mange år, og som er en af de mest velhavende provinser i Kina.

Delegationen lagde ud i København og kom til Odense, Fredericia og Vejle onsdag og torsdag 22. og 23. august. De kinesiske embedsmænd fra sundhedsforvaltningerne på både nationalt- og provinsniveau besøgte Telepsykiatrisk Center i Odense, Sundhedshuset i Fredericia og psykiatrihospitalet i Vejle. Der blev desuden afholdt en middag med deltagelse af bl.a. formanden for social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiesen (DF).

Det er det danske Sundheds- og Ældreministerie, der har henvendt sig til Region Syddanmark med et tilbud om at deltage i et projekt om myndighedssamarbejde med Kina på sundhedsområdet.

Det overordnede formål med samarbejdet mellem de danske og kinesiske myndigheder er at gavne samfundsudviklingen i Kina ved at inddrage danske erfaringer og kompetencer. Det konkrete initiativ fokuserer på sundhedsområdet, og Syddanmark bidrager primært indenfor psykiatri og det nære sundhedsvæsen. På længere sigt er det også forhåbningen, at projektet kan åbne døre og give bedre rammevilkår for danske virksomheder i Kina.

Formanden for social- og psykiatriudvalget i Region Syddanmark, Thies Mathiesen (DF), mødte delegationen og siger:

- Myndighedssamarbejdet med Kina på sundhedsområdet er et rigtig spændende initiativ. Besøget fra den kinesiske delegation har givet gode muligheder for konkret faglig erfaringsudveksling om, hvor Kina og Danmark kan lære af hinanden. Det vil vi fra Region Syddanmarks side meget gerne bidrage til, og vi er også glade for at kunne inddrage vores samarbejdspartnere i Guangdong-provinsen.

 

Kinabesøg 2018

Udvider samarbejde

Lægefaglig direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark, Anders Meinert Pedersen, deltog også i besøget og udtaler:

- Jeg glæder meget mig over, at Sundheds- og Ældreministeriet har valgt Region Syddanmark som udgangspunkt for at tale om psykiatri og mental sundhed med kineserne. Besøget fra Kina er perspektivrigt i forhold til at samarbejde om psykiatri, primær sundhed og sundhedsteknologi. Og vi kan forhåbentligt udvide det samarbejde, som Region Syddanmark allerede har med Guangdong-provinsen.

Besøget er en del af et forprojekt, og efterfølgende vil der blive udarbejdet en beskrivelse af det endelige samarbejdsprojekt.


Siden er sidst opdateret 29-08-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |