Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2018pilAugust 2018pilRegion Syddanmarks miljøudvalg på besigtigelse i Grindsted
Grindstedbesøg

Region Syddanmarks miljøudvalg på besigtigelse i Grindsted

29-08-2018 | Af Thomas Laursen

Region Syddanmarks Miljøudvalg var onsdag på besigtigelsestur til de forurenede områder i Grindsted og efterfølgende til møde med Billund Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Formålet var at få en dybere viden om de komplekse forureninger.

Generationsforureningen i Grindsted bliver utvivlsomt en af de sager, som Miljøudvalget i Region Syddanmark kommer til at bruge mest tid på i indeværende valgperiode.

Derfor drog udvalget onsdag til Grindsted for at besigtige de forurenede områder ved afløbsgrøften, fabriksgrunden, banegravsdepotet, lossepladsen, Grindsted Å og Engsøen. 

Ved hvert af stederne fik politikerne en orientering om forureningerne og en status på igangværende, tidligere og kommende indsatser.

- Det er en meget vigtig sag for regionen. Derfor har vi forsøgt at gøre landspolitikerne opmærksomme på, at forureningerne i Grindsted er så stor en økonomisk udfordring, at vi har brug for en særlig pulje penge til den og de øvrige generationsforureninger. Og det fornemmer jeg også en vis lydhørhed over for, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Miljøudvalget i Region Syddanmark.

- Turen i dag handlede om at blive klogere på den komplekse forurening, og  hvor det giver størst effekt at tage fat. 

Ny viden om fabriksgrunden

Under turen fortalte professor Poul Løgstrup Bjerg fra Danmarks Tekniske Universitet om DTU’s vurdering af forureningen fra fabriksgrunden. Vurderingen peger på, at de højeste forureningskoncentrationer med al sandsynlighed ikke længere findes under fabriksgrunden, men har bevæget sig ind under byen.

Derfor anbefaler DTU, at politikerne sætter ind over for forureningen ved Grindsted Å, hvor der blandt andet er konstateret store mængder af det kræftfremkaldende stof vinylklorid.   

- DTU’s vurdering gør helt sikkert indtryk og bekræfter det, som regionens administration tidligere har oplyst. Det er derfor helt sikkert interessant at drøfte etablering af afværgeforanstaltninger ved åen, siger Jørn Lehmann Petersen 

Efter besigtigelsesturen var der lejlighed til, at regionens miljøudvalg kunne mødes med Billund Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Her aftalte de to udvalg at mødes fortløbende efter behov for at drøfte situationen omkring Grindsted-forureningerne.

Regionen og kommunen samarbejder i forvejen på både politisk og teknisk niveau om forureningerne og lancerede i maj en fælles hjemmeside med den nyeste viden om Grindsted-forureningerne.


Siden er sidst opdateret 29-08-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |