Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

Høreapparat - 450 - Colourbox

Foto: Colourbox.com




Ventetiden på høreområdet falder

30-08-2018 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Bestræbelserne på at sænke ventetiden på høreområdet ser nu ud til at bære frugt. Sygehus Lillebælt, Sygehus Sønderjylland og Odense Universitetshospital har alle formået at sænke ventetiderne markant.

Der er mærkbare fremskridt at spore på høreområdet i Region Syddanmark. Efter en lang periode med uacceptabelt lange ventetider på høreapparatsbehandling, så falder ventetiden nu markant på tre af regionens sygehusenheder.

Siden maj måned har Sygehus Lillebælt formået at sænke ventetiden med 53 uger, så den nu er på 60 uger.  Odense Universitetshospital har skåret 17 uger af ventetiden, mens personalet på Sygehus Sønderjylland har formået at nedbringe ventetiden med 27 uger til nu 38 uger. 

Selvom der stadigvæk er ventetid på høreapparatsbehandling, så er sundhedsudvalgsformand i Region Syddanmark, Poul-Erik Svendsen (S), godt tilfreds med udviklingen:

- Der er virkelig blevet arbejdet hårdt på at få gjort noget ved de alt for lange ventetider. Jeg vil gerne rose personalet for deres vilje til at yde en ekstra indsats, og at de har formået at løse opgaverne på helt nye måder, der øger effektiviteten.

Tal fra starten af august viser, at der er 2.240 patienter, der har udsigt til mere end 6 måneders ventetid. En markant nedgang i forhold til maj, hvor tallet var på 3.097 patienter.

Flere forskellige løsninger har medvirket til en nedgang i ventetiden

På Sygehus Lillebælt har personalet blandt andet indvilliget i at arbejde ekstra om lørdagen, ligesom man har formået at udnytte de særlige hørebokse bedre, så de primært kun bruges til at lave selve høreundersøgelsen, og ikke til udlevering og justering af høreapparater. Derudover har man også øget bemandingen af audiologiassistenter.

I Odense har man blandt andet øget bemandingen af audiologiassistenter og gentænkt måden, de visiterer patienterne på.

På Sygehus Sønderjylland har man blandt andet ændret i måden man visiterer patienterne på, ligesom man udnytter de særlige hørebokse bedre, så de primært kun bruges til hørekontroller, hvor de tidligere også blev brugt til udlevering og justeringer af høreapparaterne samt kontroller.

Tilbagemeldingerne fra sygehusene er, at ventetiderne sandsynligvis vil falde yderligere, og det bør de også, mener Poul-Erik Svendsen.

- Selvom personalet på sygehusene har leveret en flot indsats henover sommeren, så er det vores klare holdning, at vi have ventetiderne længere ned. Nu ser vi, om vi kan få sænket dem yderligere, så vi rammer et tåleligt niveau.

Sundhedsudvalget vil følge udviklingen på området og vil gennemgå ventetiderne igen til december.


Siden er sidst opdateret 30-08-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |