Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2018pilAugust 2018pilEkstraordinære syddanske investeringer i fremtiden

Ekstraordinære syddanske investeringer i fremtiden

30-08-2018 | Af Carsten Bruun

Region Syddanmark investerer ekstraordinært 143 mio. kr. i nye vinduer, nye senge og forskellige forbedringer, der skal give et bedre arbejdsmiljø på sygehusene. Det besluttede et enigt regionsråd forleden.

Mindre udgifter til sygehusmedicin, faldende udgifter til syddanske patienter på sygehuse i andre regioner og et gunstig udbudsresultat i forbindelse med regionens fremtidige elektroniske patientjournal.

Alt sammen eksempler på områder, hvor Region Syddanmark i år kommer til at bruge færre penge, end regionen har forventet.

Det har skabt et midlertidigt økonomisk råderum på 142,8 mio. kr., som regionsrådet på mødet den 27. august valgte at investere i blandt andet udvendig vedligeholdelse af regionens sygehuse, renovering af tekniske installationer og nye rengøringsvenlige senge.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:

- Region Syddanmark står over for store ekstraudgifter i de kommende år. For eksempel bliver det rigtig dyrt at flytte fra det nuværende universitetshospital i Odense til Nyt OUH. Derfor er det fint at få købt ekstra ind og klaret noget vedligeholdelse på vores sygehuse. Det betyder blandt andet, at vi er bedre rustede til udflytningen til Nyt OUH.

Ekstra penge går til mange forskellige ting

De ekstra 142,8 mio. kr. kommer til at gå til mange forskellige ting – blandt andet udskiftning af gamle vinduer på sygehusene i Sønderborg, Kolding og Vejle. Der bliver også indkøbt nye rengøringsvenlige senge til Sygehus Sønderjylland, Odense Universitetshospital, psykiatrisygehuset og Sydvestjysk Sygehus. Desuden bliver der investeret i forskellige ting, der skal medvirke til at give et bedre arbejdsmiljø på sygehusene – for eksempel ventilation, støjskærme og personsikringsanlæg i psykiatrien.

Formanden for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, der har med Region Syddanmarks sygehusbyggerier at gøre, Karsten Uno Petersen(S) siger:

- Jeg er glad for, at nogle af de ekstra penge kan være med til at skabe bedre arbejdsmiljø. Det er noget, der kommer både vores medarbejdere og patienter til gode.

Listen over projekter, de ekstra penge skal bruges på, er udarbejdet på baggrund af konkrete forslag fra regionens sygehuse, og projekterne skal gøres færdige i år.


Siden er sidst opdateret 30-08-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |