Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden


ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilArtikelarkivpilNyheder 2018pilSeptember 2018pilStabil syddansk økonomi sikrer flere penge til psykiatri og sundhed

Stabil syddansk økonomi sikrer flere penge til psykiatri og sundhed

17-09-2018 | Af Carsten Bruun

Et bredt flertal i det syddanske regionsråd har her til aften indgået forlig om Region Syddanmarks 2019-budget. En fornuftig økonomiaftale med regeringen samt Region Syddanmarks stabile økonomi betyder, at det er muligt at styrke især psykiatrien væsentligt.

Flere mobile skadestuer i psykiatrien og akut psykiatrisk udrykningstjeneste, udbredelse af personlig medicin med skræddersyet behandling til kræftpatienter samt bedre introduktion og kompetenceudvikling til medarbejderne på sygehusenes fælles akutmodtagelser, medicinske afdelinger og i psykiatrien.

Det er fire konkrete tiltag blandt rigtigt mange i det budgetforlig om regionens 2019-budget, som et bredt flertal i det syddanske regionsråd blev enige om her til aften. Bag forliget står Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og løsgænger Marianne Mørk Mathiesen. Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslistens to mandater er ikke med i forliget, men overvejer om de vil tilslutte sig.

Stort løft til psykiatrien

Samlet set sikrer budgetforliget 43 mio. kr. ekstra til psykiatrien til næste år og 30 mio. kr. ekstra til behandlingen af fysiske sygdomme.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:
- Jeg glæder mig over, at vores stabile økonomi giver ro omkring vores budgetlægning, så vi undgår kortsigtede stop-and-go-løsninger. I år har vi endda mulighed for at styrke opgaveløsningen på en række felter, som kommer både patienterne og vores medarbejdere til gode.

Stephanie Lose fortsætter:
- Forhandlingerne om næste års budget har været ført i en god tone. Jeg glæder mig over, at vi er nået frem til et bredt forlig. Jeg vil gerne sige forligspartierne tak for deres konstruktive tilgang.

Ekstra penge til busser

Vedrørende regionens opgaver med den regionale udvikling er forligspartierne enige om at prioritere 9,5 mio. kr. ekstra til den kollektive trafik, der blandt andet skal bruges til bedre betjening af uddannelsesinstitutionerne.

Penge til opfølgende sundhedsundersøgelse i Grindsted

Jorden under Grindsted er forurenet. Lige nu er Region Syddanmark i gang med en såkaldt registerundersøgelse, der skal afdække, om der er en øget forekomst af visse sygdomme i og omkring Grindsted. Hvis denne undersøgelse viser, at der er behov for en dyberegående og mere målrettet sundhedsundersøgelse, er forligspartierne enige om at afsætte penge til den.

Tilpasninger i regionshuset og på sygehusene

Selvom Region Syddanmark ikke skal ud i en sparerunde i forbindelse med 2019- budgettet, kommer der også til næste år til at ske tilpasninger i administrationen i regionshuset og på sygehusene. Således er det aftalt med regeringen, at Region Syddanmark skal finde besparelser på det sundhedsadministrative område for knap 12,5 mio. kr.
Der vil også til stadighed være tilpasningsopgaver på de enkelte sygehuse. Det hører med til et sundhedsvæsen i stadig udvikling.

Sygehusene er ikke længere underlagt et produktivitetskrav på to procent. I stedet skal sygehusene leve op til et såkaldt populationsansvar. Det indebærer kort fortalt, at sygehusene har frihed til bedst muligt at tilrettelægge undersøgelser og behandling af deres patienter uden hensyn til bestemte aktivitetskrav, så længe de opfylder patientrettigheder og servicemål.

Formel vedtagelse 24. september

Efter planen skal Region Syddanmarks budget for 2019 formelt vedtages på regionsrådsmødet mandag den 24. september 2018.

 

Link til budgetforlig




Fakta

Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2019 på 26 mia. kr. For de penge leverer knapt 25.000 fuldtidsmedarbejdere sundhed, psykiatri- og socialydelser samt regional udvikling til 1,2 mio. syddanskere.


Siden er sidst opdateret 18-09-2018.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |