Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilJanuar 2019pilRegionerne er en del af løsningen
Nytårskur 2018 - med Ellen Trane

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fik sig en snak med sygehusdirektør Per Busk fra Sydvestjysk Sygehus (i midten) og professor Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet ved Region Syddanmarks nytårskur. Foto: Jacob Wichmann Agerholm.




Regionerne er en del af løsningen

09-01-2019 | Af Carsten Bruun

Flere end 100 syddanske beslutningstagere var mødt op, da Region Syddanmark i går inviterede til nytårskur i regionshuset i Vejle.

- I min optik er regionerne en del af løsningen – ikke af problemet. Vi har været centrale i de sidste mere end 10 års arbejde med at omstille sundhedsvæsenet. Vi har viljen, evnerne og erfaringen til at bidrage til omstillingen til et mere nært og sammenhængende sundhedsvæsen. En ny struktur i sundhedsvæsenet kan give nye snitflader, nye problemer og udskyde reelle løsninger på udfordringerne. Lad os nu løse problemerne, der hvor de er, i stedet for at diskutere, hvem der må bidrage til løsningerne.

Det var et af de budskaber, regionsrådsformand Stephanie Lose (V) havde med til de flere end 100 beslutningstagere fra syddanske virksomheder og kommuner og andre samarbejdspartnere, der i går var mødt op til Region Syddanmarks nytårskur i regionsrådssalen i Vejle. Stephanie Loses budskab skal ses i lyset af det udspil til sundhedsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussen senest i sin nytårstale har bebudet.

Stolt af Region Syddanmark

Stoltheden over Region Syddanmark og de resultater, regionen leverer skinnede tydeligt igennem i Stephanie Loses tale. Det kom blandt andet til udtryk, da hun omtalte sundhedsministerens ”eksamen” af de fem regioner omkring de nationale sundhedsmål:

- Da ”karakterbladet” for 2018 kom i september, var der en artikel i Politiken med overskriften ”Bedst at blive syg i Syddanmark”. Syddanmark er langt hen ad vejen ”grøn”. Det vil sige, at vi ligger over landsgennemsnittet på 21 ud af 36 indikatorer om sundhed. Den højeste grønne andel i landet og en forbedring i forhold til året før. Det er vi selvfølgelig vældig stolte af i regionsrådet!

Centralisering af erhvervsfremme

Regionsrådsformand omtalte også opgaver, som Region Syddanmark ikke længere skal tage sig af:
- En af de pakker, der lå under juletræet i december, var nemlig en ny erhvervsfremmelov. Og det har betydet, at vi 1. januar i år måtte vinke farvel til Syddansk Vækstforum og overdrage erhvervsfremmeopgaverne til staten. Det var ikke lige dét, der stod øverst på ønskesedlen; men det var det, vi fik. Og når det nu ikke kunne være anderledes, så glæder jeg mig over, at vi overdrager opgaverne i ualmindeligt god stand!

Stephanie Lose sluttede med at ønske godt nytår – med håbet om, at det gode samarbejde med alle regionens interessenter må fortsætte ind i det nye år.
 


Siden er sidst opdateret 09-01-2019.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap |